Oswald & Alexander

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2014
  • Opdateret: 16 mar. 2014
  • Status: Igang
Alexander var bare en helt normal dreng, som tit blev mobbet, på grund af hans skæve tænder, og "utjekkede" hår. Det eneste Alexander egentlig ville var, at tegne. Han var ikke god til det, men han drømte sig væk i dem. Han fantaserede tit om hvordan det ville være at møde en af hans tegninger. Specielt én figur han tegnede, var han forgabt i, nemlig Oswald. Et væsen man ikke havde set magen til før. "Hvis bare jeg kunne møde ham, bare for en dag.", Tænkte han tit. Det viste sig så, at den drøm gik i opfyldelse. (Mit bidrag til fantasy konkurrencen. Jeg har valgt en blandning af mulighed 1 og 4)

2Likes
0Kommentarer
200Visninger
AA

4. Mystisk portal

Mine tanker fløj rundt i cirkler, imens jeg sad og tegnede Oswald. Det var ikke fordi jeg aldrig havde tegnet ham før, men fordi jeg aldrig havde tegnet ham hvor han bare stod stille. Jeg prøvede at få det til at ligne at han havde en blød og pjusket pels. Det lykkedes bare ikke for mig én eneste gang. Jeg tegnede ham om igen og igen, og blev til sidst så træt af at tegne ham, at jeg krøllede papiret sammen, og smed det ned i min papirkurv. Jeg satte mig i sengen og sukkede. Jeg kunne bare ikke finde ud af at tegne ham, hvor han stod stille. Det var komplet umuligt for mig. 

Pludselig begyndte min papirkurv at ryste. Først troede jeg at der var jordskævl, men hvis der var det, ville der også være andre ting på mit værelse der rystede. Det var kun papirkurven. Det lignede at den dansede, så meget rystede den. Jeg lo lidt, men jeg var meget usikker. Hvad foregik der? 

Der lød et brag, papirkurven sprang, og alle mine mislykkedes Oswald'er lå overalt på mit værelse. Det gav et sæt i mig. Hvad skete der? I det sekund jeg syntes alt normalt igen, svævede mine tegninger op i luften, og dannede en portal. Jeg trak vejret hurtigere og hurtigere. Jeg var ved at blive bange. Jeg overvejede om jeg skulle gå ind i den, men jeg droppede hurtigt tanken. Det var alt for farligt. Og hvad ville mine forældre ikke sige til at jeg pludselig bare forsvandt ind i en anden division? Det kunne jeg ikke være bekendt. Der var bare det problem, at det så så fristende ud, bare at gå derind. Jeg rejste mig fra sengen, og gik ned mod portalen. Jeg sukkede af mig selv, og syntes at jeg var den største idiot på planeten, fordi jeg var på vej derind. Men hvad kunne jeg gøre? Måske var denne portal løsningen på alle mine problemer? Jeg blev nød til at forsøge.

Jeg nærmede mig portalen, og stak en hånd derind. Det så ikke ud som om der var fare på færde.

Jeg tog et skridt ind i portalen, og inden jeg nåede at få den anden fod ind, sugede portalen mig ind i en anden division. Jeg blev først bange, og det føltes som om jeg var inde midt i portalen i flere minutter, selvom det i virkeligheden kun tog få sekunder. Men da det gik op for mig, hvor portalen førte mig hen, blev jeg pludselig nysgerrig. Var det virkelig min egen verden jeg blev suget ind i?

Jeg blev smidt ud af portalen, og jeg ramte bunden hårdt. Jeg tog mig til ryggen, som jeg landede på, og så at portalen var ved at forsvinde. Jeg blev bange for at jeg aldrig ville komme tilbage igen. Men jeg glemte hurtigt min rædsel, da jeg så hvem der stod for næsen af mig: Oswald. Jeg blev mundlam. Det var som at møde sit største idol. Oswald kiggede på mig med store øjne, og jeg tror han havde det ligesom mig. Det så ud som om han vidste hvem jeg var. Eller så havde han aldrig set et menneske som mig før. Det gav bare heller ikke mening. Wedenels' onde vogter, Erica, var oftes i menneske form. Det viste sig også, at det ikke var derfor Oswald kiggede så mærkeligt på mig.

"Er du... Alexander den Store?", Spurgte Oswald overrasket. Alexander den Store? Hvad mente han med det?

"J-jeg ved ikke med store, m-men mit navn er Alexander.", Stammede jeg. Det var utroligt at se Oswald i egen høje person. Oswald gjorde store øjne.

"Er du virkelig Alexander? Skaberen af Wedenel? Min mor fortæller tit historier om hvor modig og tapper du er. Hun har sagt at du var samme art som Erica normalt er. Men du er vel ikke Ericas' søn?", Spurgte Oswald. Jeg lo. Først og fremmest var det virkelig surrealistisk, at være i en verden jeg havde skabt. For det andet, så spekulerede Oswald på om jeg var Erica den Magtfuldes' søn! Hvad regnede han mig egenligt for? 

"Nej, jeg er ikke familie med nogen her. Da slet ikke en kælling som Erica.", Sagde jeg og lo. Jeg var ved at få samlet lidt mod til mig. Oswald kiggede underligt på mig.

"Hvad er en kælling?", Spurgte han forvirret.

"Åh, det vil du ikke vide, Oswald.", Sagde jeg til ham. Oswalds' underlige blik forvandlede sig til et smilende ansigt.

"Du kender mit navn! Hvor kender du det fra?", Spurgte han henrykt. 

"Jeg har skabt dig, hvor mærkeligt det så end lyder!", Sagde jeg til ham. Oswald slog kolbøtter i luften. 

"Nu skal jeg vise dig rundt, du Alexander den Store!", Sagde han, og gav tegn til at jeg skulle hoppe op på hans ryg. Jeg var usikker på om han kunne bære mig, for han var ikke meget større end mig. Men jeg gjorde det alligevel. 

Der gik noget tid, inden Oswald kom op i luften. Han var en ret doven Sporgg, hvis jeg selv skulle sige det. 

"Det tager bare to minutter mere!", Undskyldte han. Han behøvede ikke at undskylde. Det var allerede for vildt at jeg virkelig var her, og at han tog så godt imod mig. 

Det tog faktisk kun omkring to minutter, som han forudsagde. Vi var i luften, og jeg kunne se hele Wedenel fra Oswalds' ryg. Jeg blev overrasket da jeg så landskabet. Jeg troede at jeg havde skabt en smuk og fantastisk verden, men da jeg så den, så Wedenel ud som om den havde fået en container fyldt med skrald nedover sig. Nogen huse var i brand, og det der burde have været en skov, var forurenet af affald. Jeg fik næsten kvalme af at se ned på Wedenel. Det var ikke sådan jeg havde forestillet mig den skulle være.

"Vi tager hjem til min familie først, hvis det altså er okay med dig?", Sagde Oswald. Jeg nikkede.

"Selvfølgelig! Jeg vil med glæde se din familie!", Svarede jeg ham. Han smilte. 

"Du skal bare lige vide at jeg ikke ligner de andre. Jeg er adopteret.", Sagde han.

"Det ved jeg godt, Ossie!", Sagde jeg og lo. Han virkede forundret.

"Nå, men... Ved du så godt at jeg er en Sporgg?", Spurgte han.

"Ja!", Sagde jeg. Oswald tænkte sig om.

"Nå... Men du skal bevise at du ved alt for mig!", Sagde han. Jeg smilte indvendig. Han var sød. Jeg var helt ked af at jeg havde gjort ham til mobbeoffer.

"Bare kom an!", Svarede jeg ham.

"Okay... Hvem dræbte Isaac for første gang?", Spurgte han. Han troede ikke jeg kunne svare.

"Xenia. Den underskønne Helenas' søster. De er begge drager, og Isaac er en Resit.", Sagde jeg. Oswald måbede.

"Hmm... Hvad er min yndlingsfarve?", Spurgte han snedigt.

"Det er da let! Rød og gul, fordi det er farverne på Helenas' skæl.", Svarede jeg ham. Oswald blev flov.

"Okay... Du ved meget, lad os tale om noget andet", Sagde han flovt. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Oswald og jeg kunne sagtens blive bedste venner en dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...