Oswald & Alexander

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2014
  • Opdateret: 16 mar. 2014
  • Status: Igang
Alexander var bare en helt normal dreng, som tit blev mobbet, på grund af hans skæve tænder, og "utjekkede" hår. Det eneste Alexander egentlig ville var, at tegne. Han var ikke god til det, men han drømte sig væk i dem. Han fantaserede tit om hvordan det ville være at møde en af hans tegninger. Specielt én figur han tegnede, var han forgabt i, nemlig Oswald. Et væsen man ikke havde set magen til før. "Hvis bare jeg kunne møde ham, bare for en dag.", Tænkte han tit. Det viste sig så, at den drøm gik i opfyldelse. (Mit bidrag til fantasy konkurrencen. Jeg har valgt en blandning af mulighed 1 og 4)

2Likes
0Kommentarer
197Visninger
AA

5. Et fornemt besøg

Oswalds' mor var ligesom i mine tegninger; Gammel, men smuk. Hendes skæl var lilla. Hun havde to store brune øjne. Man kunne ikke sige nej til hende hvis man kiggede hende i øjnene. Hun var utrolig. Oswalds' søskende var ikke hjemme. De var også meget ældre end ham.

"Det er så her jeg bor. Jeg ved godt at det er lidt rodet, men det er vi drager jo også!", Sagde han. Han omtalte sig selv som en af dem. En drage. Jeg tror ikke han vidste at han var en Sporgg. Måske han ikke engang kendte ordet "Sporgg."

"Åh ja! Mor, dette er Alexander den Store. Du ved, ham der opfandt os...", Forklarede Oswald sin mor. Hans mor, Tiara, nikkede, og så på mig med store øjne. 

"Jamen... Du er jo skaberen! Ossie, hvor fandt du dog ham henne?!", Spurgte hun henrykt. Oswalds' lille og pjuskede hale logrede. Han følte sig stolt.

"Han lå på jorden... på Pladsen.", Forklarede Oswald hende. 

"Aha... Det må være et tegn... Han er garanteret kommet for at redde os fra Erica den Magtfulde. Selvom jeg vil fortrække at kalde hende Erica den Dumme.", Sagde Tiara. Oswald brød ud i latter. Jeg kiggede forskrækket på ham, og det fik bare Oswald til at grine endnu højere. Han var en skør en. Fuld af spas. Det så ikke ud som om at Oswald tog det så tungt at han blev mobbet. 

"Oswald, rolig nu. Alexander den Store må have en idé om hvordan vil skal bekæmpe Erica den Magtfulde.", Sagde Tiara.

"Jeg står altså lige her!", Sagde jeg. Det blev jeg nød til. De talte som om jeg ikke var her. Tiara måbede.

"Talte du lige! Jeg vidste ikke at skaberen kunne tale! Jeg mener... Han er jo et andet væsen!", Sagde Tiara. Troede hun ikke at jeg kunne tale? Jeg havde ellers gjort hende så vis i mine tegninger.

"Ja, jeg kan tale! Og jeg er med på at bekæmpe Erica... Selvom det er lidt trist, da det tog mig lang tid at tegne hende!", Sagde jeg, og lød næsten trist. Det tog mig faktisk to dage at tegne hende. Med pauser selvfølgelig. 

"Hvad er det egenligt Erica gør?", Spurgte jeg nysgerrigt. Tiara så alvorligt på mig.

"Vores familie er den eneste der kan stå i mod. Hele byen står i ruiner, og hun prøver at gøre folket vrede. Det virker for alle andre end os. Vi prøver at holde sammen. Hun gør dem vrede, for at de skal gøre oprør i mod os! Hun får dem til at tro at det er vores ild der smadre byen! Hun skifter sig i min form når hun spyr ild ud i hele Wedenel! Folket har glemt hvad glæde er! Selv Glædens Gudinde, Helena har glemt det. Hende og Xenia er de stærkeste i Wedenel. Erica vil have dem på hendes side, og så...", Tiara stoppede sig selv. Det forstod jeg ikke. Jeg havde gjort Erica nem at hade, men ikke ondskabsfuld på den måde. 

"Hun er ude efter Oswalds' horn, ikke også?", Spurgte jeg hende. Hun nikkede sørgmodigt. 

"Hvad?! Mor, det har du da aldrig fortalt mig om! Hvis hun ødelægger byen, bare for at få fingrene i mig, så kan jeg ligeså godt ofre mig for hende. Byen skal ikke være vrede på grund af mig.", Sagde Oswald. Han var ikke bange af sig. Tiara gav mig et Hvorfor-Skulle-Du-Også-Sige-Det-Højt? - blik. Jeg følte mig skyldig. Oswald mente at det var hans skyld at hele hans verden var vrede. Det var ikke det jeg ville have ham til at tro. Jeg troede at jeg hviskede da jeg sagde det til Tiara. Det var nok ikke lavt nok. 

Oswald og jeg, var allerede taget af sted, for at alt vreden skulle høre op. Oswald virkede deprimeret da vi så alle de vrede ansigter. Oswald sukkede.

"Den eneste måde vi kan stoppe vreden på, er at give mig til Erica. Der er ingen anden mulighed, Alexander.", Sagde Oswald sørgmodigt.

"Nej Oswald. Vi kan ikke ofre dig. Du er min bedste ven... vi må finde en anden udvej.", Sagde jeg til ham.

"Det er der ikke! Men hvad mener du med at jeg er din bedste ven? Jeg mener, vi har jo aldrig mødt hinanden før nu.", Sagde Oswald forvirret.

"Oswald... Hvis du bare vidste hvor mange timer jeg har brugt på at digte historier om dig! Hver gang jeg har fået slag af eleverne fra min klasse, eller når jeg får en uretfærdig eftersidning, så går jeg altid hjem og tegner dig, og digter historier med dig som hovedrollen.", Sagde jeg. Han så ud til at være overrasket. 

"Jamen...", Sagde Oswald forundret. Hans hvide, og pjuskede pels svangede sig fra side til side, i den blide vind. Ligenu gik vi nede på den brune, og ødelagte jord. Ødelagt af Ericas' ild. Jeg følte en vrede inderst inde. Jeg var bange for at blive ligesom dem der havde glemt glæden. Det ville jeg ikke.

"Oswald, du er midtpunktet i denne verden. Det bare kun dig og mig der ved det. Men lov mig blot én ting: Bliv aldrig ligeså vred som alle andre i denne verden. Du er en trussel, når du er vred. Du går op i flammer, hvis du bliver alvorligt vred.", Fortalte jeg ham. Han gjorde store øjne.

"Gør jeg det? Hvor sejt...", Sagde han. Vi lo begge to. 

"Ja, det er faktisk ret sejt.", Sagde jeg. 

"Hvis bare jeg havde vidst det, da jeg var mindre. Så kunne jeg skræmme alle dem der kaldte mig skældsord, og truede mig med deres ild, på Pladsen", Sagde Oswald og sukkede. Jeg fik helt ondt af Oswald. Han havde haft en hård barndom. Hvor var jeg også led at gøre ham til et mobbeoffer. Det undrede mig faktisk hvordan han kunne takle det så godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...