Oswald & Alexander

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2014
  • Opdateret: 16 mar. 2014
  • Status: Igang
Alexander var bare en helt normal dreng, som tit blev mobbet, på grund af hans skæve tænder, og "utjekkede" hår. Det eneste Alexander egentlig ville var, at tegne. Han var ikke god til det, men han drømte sig væk i dem. Han fantaserede tit om hvordan det ville være at møde en af hans tegninger. Specielt én figur han tegnede, var han forgabt i, nemlig Oswald. Et væsen man ikke havde set magen til før. "Hvis bare jeg kunne møde ham, bare for en dag.", Tænkte han tit. Det viste sig så, at den drøm gik i opfyldelse. (Mit bidrag til fantasy konkurrencen. Jeg har valgt en blandning af mulighed 1 og 4)

2Likes
0Kommentarer
198Visninger
AA

2. En snak med inspektøren

Ét spark i maven var nok til at lukke op for tårekanalen. Det var egenligt ikke fordi det gjorde ondt, det var ordene der fløj ud af deres munde. Du bliver aldrig til noget eller Dine historier er lamme. Ligesom dig, din klamme lille lus. Sådan noget sårede mine følelser på groveste vis, og det vidste de. Jeg var sjov at drille, fordi mine tænder sad lidt skævt, mit hår ikke strittede, og lugtede af kokosfedt, og det bedste af alt: jeg digtede historier. De kaldte mig skældsord, som bøsserøv og Hobbit. Hobbit, fordi jeg var lav, og digtede om eventyr. Jeg fortalte dem, som om jeg selv havde været der. Jeg ville ikke indrømme det for de andre, men jeg syntes Hobitten var en fantastisk bog. Jeg var faktisk inspireret af Bilbo Sækker, som han hedder på dansk. Han var godt nok ikke meget for eventyr i starten, men da han først kom i gang skete der en masse ting. På godt og ondt. Ligesom i mine historier. 

"Begynder du nu at tude, Hobbit? Vi har for helvede ikke rørt dig!", Sagde Frederik, og skubbede til mig. Han var dårlig til at bevise ting. Han havde både sparket mig, og skubbet mig. Han gik til karate, men noget sagde mig, at han ikke hørte efter i lektionerne. Man må ikke bruge sine karate tricks på andre. Eller så sked han bare på dem for at gøre mig ondt. Han var klassens forbillede, og alle de yngre drenge så op til ham. Ham og hans strittende hår, og perfektsiddende tænder, som var så hvide, at man fik kvalme af at kigge på dem. Han var både høj og flot, og jeg var lille og en nørd, ifølge klassen. Alle pigerne så op til ham, og det gjorde mig irriteret. Hvis bare de vidste hvilken nar han var. Jeg prøvede at stoppe mine tårer, men de blev med med at strømme ned af mine kinder, som var den en bæk jeg havde i øjnene. Jeg lukkede langsomt øjnene, og prøvede at lukke alt og alle ude. Det var svært, for alle fra min klasse stod rundt omkring Frederik og jeg. De opmuntrede Frederik til at slå mig i gulvet. Han løftede mig op i kraven, og smed mig så ind i tapetvæggen. Så hårdt at der kom en revne i væggen. Ikke fordi det var svært at lave hul i den, hvis man løb ind i den med et træ, på omkring 3 meter længde, og 4 meter omkreds. Jeg lavede blot en revne. Det var som om Nilen løb ned af mine kinder. Det var ikke fordi smerten udenpå gjorde ondt. Men at have hele din klasse til at se på dig græde, og tabe til sådan en nar, som Frederik, gør ondt. Det gør mere end bare ondt. Det laver ar i sjælen. Og min sjæl er den eneste jeg kan klynge mig til. Den, og så mine tegninger. 
"Hvad fanden tænker du på, din store, fede røvbanan? Har du nogen idé om hvor ondt det gør, din lede ko!?", Hørte jeg en stemme sige. Det var Sabrina. Frederik vendte sig straks om, og kiggede ondt på hende. Et skærende blik. "Var det mig du snakkede til? For hvis det var mig, skal jeg lige informere dig om, at du også sagtens kan ende som bøsserøven dernede. Vil du det, møgsæk?", Spurgte han ondskabsfuldt. Sabrina sagde ikke et ord til. "Godt, så bare knyt sylten fra nu af, okay?", Sagde han, med de ledeste øjne. Sabrina nikkede, og Frederik gav mig et ekstra lille spark i maven.

Efter lidt tid, liggende på gulvet, kom en lære hen til mig. "Hvad er der sket her?", Alle fra min klasse var der, men ingen svarede. Frederik stod bare og gloede ondt på mig. "Jeg spørger igen, hvad er der sket her?", Spurgte læreren igen, bare mere irriteret. Intet svar. "Dig der ligger på gulvet. Hvad er der sket?", Spurgte hun mig. Jeg kunne ikke tage mig sammen til at svare, jeg var for udmattet. En af drengene fra min klasse, Tim, svarede hende så endelig. "Jeg tror vist at Alexander blev ved med at være irriterende over for Frederik. Han truede ham med at komme hjem til ham, og stjæle alle hans ting, og han blev også ved med at prikke til ham, så han fik blå mærker af det. Frederik blev ved med at sige stop, men han stoppede ikke. Han advarede ham imod at gøre det, han sagde: "Et prik til, og jeg skubber dig", men han stoppede ikke. Tilsidst skubbede Frederik til ham, ikke engang særligt hårdt, bare et lille puf. Alexander overdriver bare, som du kan se.", Sagde han. Det var løgn. Det hele. Jeg havde aldrig truet ham med noget som helst. Læreren kiggede strengt på mig. "Er det rigtigt, Alexander?", Spurgte hun, selvom hun ikke var i tvivl om at jeg gjorde det. Men hun burde tvivle, eller vende tanken om til at hun ikke var i tvivl om at det var løgn. 

Jeg svarede hende ikke. "Alexander?!", Sagde hun og rømmede sig. Intet svar kom fra mig. "Alexander, så er det godt! Op på kontoret, omgående!", Råbte hun ad mig, og tog mig armen. Hun hev mig op fra gulvet, så det føltes som om min arm var ved at falde af. Hun trak mig afsted hele vejen hen til kontoret, og placerede mig på en kontorstol, og så kunne jeg ellers bare vente på skolelederen. Der gik ikke mere end to minutter før han kom. Han satte sig ned, og hans uhyggelige blik ramte mine øjne. "Nå, Alexander Selander. Hvad har du nu gjort af drengestreger?", Spurgte han, og tog en slurk af sin kaffe. Han vidste godt hvad jeg havde gjort. Eller hvad det var de troede jeg havde gjort. Jeg så selv læreren stå og tale med ham. Jeg svarede ham ikke. Han sukkede. "Du vil ikke svare, fint nok. Jeg ved det alligevel allerede. Det her er alvorligt, Selander. Hvorfor ville du dog true Frederik med sådan noget pjat. Hvad har han gjort dig?", Spurgte han. Hvad Frederik havde gjort mig? Han skulle bare vide. "Jeg har aldrig sagt at jeg ville tage hans ting. Det var noget den lus til Tim sagde. Hvem gider overhovedet have hans åndsvage, ildelugtende ting?", Svarede jeg ham. Skolelederen blev vred. "Må jeg så bede om kammertonen unge herre?! Tim er ikke en lus, og Frederiks' ting er bestemt ikke ildelugtende. Hvis du så meget som siger ét ord mere om dem, vrider jeg halsen om på dig, forstået?", Spurgte han vredt. Jeg gav inspektøren et ondt blik, og svarede ham ikke. "Forstået?!", Gentog han arrigt. Jeg opgav, og nikkede. Han faldt lidt ned. "Godt, så kan du godt gå. Bare husk ikke at irritere nogen på den måde igen.", Sagde han, og jeg rejste mig for at gå. "Forresten," Sagde han. Jeg vendte mig om, og så på ham. "Eftersidning i en uge.", Tilføjede han. Jeg sukkede. Det var altid mig det gik udover. Alle løgne blev altid brugt på mig. Jeg hadede det. Mere end du nogensinde ville kunne forestille dig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...