The Wrong One | 5SOS

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 31 dec. 2014
  • Opdateret: 3 jan. 2015
  • Status: Igang
Julie Meerly på 17 år er en ganske almindelig pige, med et deltidsjob i en Biograf og en forfærdelig tvillingesøster ved navn Lucie som hun bor sammen med på grund af Julie's uoverskuelige pengeproblem. Julie kan ikke fordrage Lucie, og det går vel lige veje. Men en dag, da Julie kommer med til en fest med Lucie og et par af hendes 'venner', møder hun det kendte band 5 Seconds Of Summer, som Lucie havde arrangeret et møde med. Julie, der aldrig har været rigtigt til det med forhold, forelsker sig i Ashton Irwin, der tydeligvis også føler noget for hende, men hvad skal man gøre, nå man har en ulidelig tvillingesøster i røven hele tiden, der samtidig har et enormt stort selvværd og stor selvtillid, og som scorer (og dropper) fyrene på række?

6Likes
0Kommentarer
466Visninger
AA

4. Texting

Et højt suk undslap min mund. Og et til. Og jeg himlede med øjnene ad Lucie der smilede kækt til mig.

"Sig det nu!" Grinede hun.

"Nej," Snerrede jeg og lod mig falde ned i sofaen. Hendes evindelige og voldsomme indtrængen i mit privatliv gik mig altid på, og det havde det altid gjort.

Hun havde - selvfølgelig - set Ash give mig noget da vi var inde og møde dem. Og nu forlangte hun at få at vide, hvad det var. Men hvorfor skulle jeg fortælle hende det?

"Var det da.. En lille tegning?" Hun blev ved. Og hvorfor skulle det være en tegning? Hendes hjerne var fucked. 100 procent fucked.

"Ja, en tegning. Af dig," Sagde jeg irriteret og flyttede lidt på mig selv.

"Var det hans mobilnummer?" Spurgte hun pludselig. Det gav et sæt i mig. Jeg havde ikke kigget på sedlen endnu, jeg vidste ikke om det var hans mobilnummer. Selvfølgelig var det hans mobilnummer. SELVFØLGELIG!

"Jeg skal lige noget," Sagde jeg hurtigt, og så skubbede jeg mig forbi hende selvom hun spredte armene ud og løb op ad trappen. Jeg løb ind på mit lille værelse og tog sedlen der lå under min iPhone på mit natbord.

Jeg foldede den ud. Med tydelige bogstaver stod der et 8-cifret tal. Åh gud.

Jeg blev svimmel ved tanken om at Ash.Ton.Ir.Win havde givet mig sit mobilnummer. Altså ja det var vel logisk, vi kendte hinanden lidt men han var meget kendt nu. Sådan virkelig virkelig kendt, og det føles virkelig mærkeligt.

Samtidig begyndte mine læber at uvilkårligt kruse sig i et smil.

Jeg hev min mobil op fra bordet og tastede med rystende fingre nummeret ind. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle kalde ham, så han blev bare navngivet  'Ash'.

Jeg.. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre nu. Jeg kiggede hen på min dør for at sikre at den var låst, men da jeg ikke kunne se det herfra gik jeg hen og ruskede i den. Den var et hundrede procent låst.

Jeg kiggede på min mobil igen, den var stadig inde på Ashton's kontakt. Jeg overvejede om jeg skulle ringe til ham eller skrive en SMS. Hold da op, et dilemma.

,,Hej, Ash," Blev det til at jeg skrev. Den sendte beskeden som en iMessage, og den fløj igennem takket været vores beskedne forbindelse i dette hus.

Og så tog jeg mobilen i lommen og gik ned i stuen igen.

"Ja," Svarede jeg kort, da Lucie kiggede på mig med store øjne. Hun brød ud i et skrig og jeg kunne ikke lade være med at grine.

Mit had til Lucie var stadig enormt. Men det var alligevel rart at have en, bare en person i verdenen, som aldrig kunne glemme en eller skubbe en helt væk. Ikke helt.

Altså det var ikke fordi mig og Lucie nogensinde havde været slyngveninder. Vi havde haft et typisk søsterforhold, det med at hade hinanden men alligevel elske hinanden.

Nu havde vi et meget underligt forhold. Vi kunne faktisk knap nok fordrage hinanden, men jeg tror at hvis jeg blev bedt om at cutte forbindelsen til min søster ville der, inderst inde, være en lille person der begyndte at græde. Jeg skulle langt ind for at finde den lille person, men tro mig - Den ville være der.

Nå, men Lucie rev mig brat tilbage til virkeligheden da hun slog mig på armen med et mega smil og rakte mig sin mobil. Den stod inde på beskeder, og hun havde åbenbart skrevet med en 'Mikey <3'. Det var vel ikke.. Åh gud. Oh. God.

Jeg gav hende straks telefonen tilbage og hun grinede. Hendes øjne lyste op, og jeg var temmelig sikker på at det gjorde mine også idet jeg grinede. Det var skræmmende så ens vi var, og samtidig var det lidt sjovt.

"Tænk du skriver med ham!" Fnes jeg, og længtes kun efter at være 11 år igen og blive totalt hyped over at min kæreste havde skrevet 'Skat' til mig. Se, det var vilde tider.

"Ja!" Hvis hun kunne lave den der emoji med hjerte i øjnene, havde hun været den emoji lige nu.

"Er han sød?" "Mega!" Grinede hun med det samme, og jeg fnes.

"Sød-sød eller du ved.. Badass?" Det her var den underligste og mest søster-agtige samtale mig og Lucie nogensinde havde haft.

"Han er begge to, skat.. Han er en kombi," Smilede hun og hendes øjenbryn fløj op og ned. Det fik mig til at grine helt sindssygt. Jeg lød sindssyg. Jeg så sikkert også sindssyg ud, med min mascara jeg ikke havde givet at tage af dagen før og mine grimme tænder der ikke var blevet børstet endnu.

"Det lyder da.. Fedt," Prøvede jeg, og hun smilede akavet. Der efterfulgte en pinlig tavshed. Lucie var den første til at bryde den.

"Hvordan mødte dig og Ashton så hinanden første gang?" Det vidste jeg bare at hun ville spørge om. Hun var så forudsigelig. Men jeg ville faktisk også hellere end gerne fortælle den historie, fordi Lucie ville blive helt oppe at køre over det.

Så jeg fortalte den, og jeg sparede ikke på detaljerne. Hendes underkæbe røg ned hver gang jeg fortalte om de øjeblikke hvor musikken blev ekstra høj eller hvor vi lige fik lidt for meget at drikke.

Og jeg nød at se hende tabe underkæben. Jeg var nærmest stolt. Og ja - Hvorfor ik'?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...