Varulvevirus

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2014
  • Opdateret: 11 mar. 2014
  • Status: Igang
Verden er blevet anderledes efter varulvevirussen har spredt sig. Snart er ingen mennesker normale mere. Miles er blevet fanget og forvekslet for at være varulv fordi han ikke kan tåle sølv. Han møder varulven Boy. De bliver utroligt gode venner men hvad sker der når det bliver fuldmåne? Og hvordan vil Miles redde Boy? Verden? Og ham selv fra den visse død?

4Likes
0Kommentarer
388Visninger
AA

4. Ly for natten

”Hvad har du tænkt dig?” spørger jeg og kigger på ham.

”Vi finder ud af hvor vi er. Bag skal vi prøve finde hjem” siger han, og begynder at gå. Han standser og kigger efter mig fordi jeg bliver stående. ”Kom nu. Jeg har ikke dræbt nogen endnu”.

”Nej. Det ved jeg. Jeg stod også bare og tænkte” siger jeg. Vi går over marken og kommer til en gård.

Vi finder døren og Boy banker på. Kort efter åbner en ældre mand på os. Han står med et gevær og kigger skeptisk på os.

”Hvad vil sådan nogle som jer helt her ude” spørger han og kigger på dem.

”Thomas hvad sker der?” lyder der en kvindelig stemme inde i huset. Kort efter kommer der en kvinde til syne i døren.

”Jamen dog…” siger hun og kigger på os.

”Kunne de fortælle os hvor vi er? Vi har mistet vores kort” spørger Boy og kigger på geværet.

”Thomas. Det er bare to vildfarne knægte. Læg nu geværet væk” siger hun og kigger på os.

”I er i Wolverhampton” knurrer Thomas og kigger mistænksomt. Boy nikker tøvende.

”Kan vi overnatte her i nat?” spørger han.

”Nej” siger manden og skal til at lukke døren, men Boy sætter en fod i klemme.

”De er kun unge drenge” siger kvinden og hiver i sin mand.

”De er varulve. Jeg kan kende en varulv når jeg ser en” siger han og ser ondt på os.

”Vi er ikke varulve…” siger jeg. ”Se”. Jeg tager sølvkæden op af lommen og sender Boy er sigende blik. Måske lidt dumt af mig. Han tager tøvende sin hånd op af lommen og holder den frem. Jeg lader kæden falde ned i hans hånd. Jeg kan fornemme at han bider tænderne sammen og knytter sin anden hånd der er skjult bag hans ryg. Manden nikker.

”I kan være på vores høloft ovre i stalden” siger han og smækker døren, Boy når lige at flytte foden før den ville blive klemt. Han smider kæden på jorden og sender mig et irriterende blik. Jeg lægger den i lommen og vi finder høloftet.

”Det var snedigt. Men det gør du aldrig igen. Ellers bliver du mit næste måltid” siger han og sætter sig på en høstak.

”Undskyld…” Jeg sætter mig tavst oven i en anden bunke hø. Der sidder vi så i tavshed og lytter på nogle af de dyr der går rundt nedenunder høloftet. Jeg kigger op gennem nogle ruder i taget. Regnen pisker ned på ruderne. Det øsregner og kort efter begynder det også at tordner. Der er mørkt og skyet udenfor. Et lyn lyset høloftet op og jeg ligger mærke til at Boy sidder med hænderne til at hvile mod sinde tindinger, ovre på høstakken i hjørnet.  Godt at vi sidder inde. Jeg vil nødigt være ude i det vejr.  Helt ubevidst begynder jeg at klø på mine håndled. Pludselig lyder det er brag da døren til stalden smækker. Boy farer op og går hen til kanten og kigger ned. Jeg går hen til ham. Der er intet rækværk så det er om at passe på ikke at falde ned. Den gamle kvinde står inde med en kurv og en paraply.

”Jeg tænkte i må være sultne. Og jeg tog nogle tæpper med til jer” siger hun og sætter kurven fra sig på en halmballe.

”Tak” siger Boy og hopper ud over loftet og lander på alle fire nede på gulvet. Jeg går ned af stigen, jeg har alligevel ikke mod på det spring Boy havde taget. Det er jo cirka 2 eller 3 meter ned.

”Det er venligt af dem at vi må overnatte her” siger jeg og smiler til hende da jeg har fast grund under begge fødder.

”I kunne da ikke være blevet ude i det vejr” siger hun og rækker os et tæppe hver fra kurven. Jeg tager mit og folder det om mig. Det er køligt i stalden.

”Hvorfor var i også derude helt alene” spørger hun bekymret og sætter sig på halmballen.

”Tja. Vi var på spejder tur, da vi blev væk fra flokken” siger Boy og blinker til os.

”Hvad hedder i så?”

”Det er Miles og jeg hedder Brock” siger Boy og kigger på mig med et ondt glimt i øjnene. Jeg tier stille og ignorerer ham. Forstår ham godt. Det går ikke særligt godt hvis han er eftersøgt, og e ved han har været her.

”Nå. Jeg må hellere komme ind igen. Mit barnebarn er på besøg” siger hun og rejser sig.

”Okay. Vi skal nok klare os” siger Boy og smiler til hende. Hun rejser sig og forsvinder ud af stalden. Vi sidder lidt i stilhed og spiser det brød og pålæg vi har fået.

”Miles” siger Boy så. Jeg kigger op.

”Hvad?” spørger jeg tøvende. Han rejser sig og sætter sig over ved siden af mig.

”Du er god nok Miles. Selvom vi kun har været venner i mindre end et døgn, og jeg allerede har været ved at flå hovedet af dig. Så skal vi to nok kunne blive bedste venner” han griner. Jeg smiler.

”Det ved jeg ikke om jeg tør” sukker jeg og skubber til ham for sjov.

”Vi burde få noget søvn så vi kn rejse igen i morgen tidlig” siger Boy og lægger sig på noget halm med det andet tæppe over sig. Tja. Han havde jo ikke dræbt mig endnu og det er først fuldmåne om et par dage.

”Godnat” siger jeg og lægger mig også. Torden, regn og lyn forsætter hele af natten. Der går omkring en times tid før jeg falder i søvn. Eller det føles sådan. Jeg vågner flere gange ved mareridt eller larm men falder hurtigt i en dyb søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...