Varulvevirus

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2014
  • Opdateret: 11 mar. 2014
  • Status: Igang
Verden er blevet anderledes efter varulvevirussen har spredt sig. Snart er ingen mennesker normale mere. Miles er blevet fanget og forvekslet for at være varulv fordi han ikke kan tåle sølv. Han møder varulven Boy. De bliver utroligt gode venner men hvad sker der når det bliver fuldmåne? Og hvordan vil Miles redde Boy? Verden? Og ham selv fra den visse død?

4Likes
0Kommentarer
391Visninger
AA

2. Fanget

”Er vi sikre på at de er varulve?” spørger vagten. En mørkhåret soldat nikker.

”Jeg er ikke varulv” råber jeg og prøver at komme fri, ”Slip mig fri. Jeg kan bare ikke tåle sølv.”

En blond soldat vender sig mod mig.

"Det siger de alle sammen!" Han griner og vender han sig mod de andre soldater igen.

”Drengen og manden fandt vi i nogle af vores fælder. Kvinden havde allerede fået galskab” siger mørkhåret og trækker mig og de andre mennesker med sig. Vagten følger efter dem. Soldaterne går ind i fængselsbygningen med varulvene og mig. Vi bliver skubbet ind i hver vores celle og bliver befriet fra kæderne. Jeg kigger ud gennem tremmerne og vender mig forskrækket da noget rører mit ben. En rotte kryber hurtigt ind i skyggerne igen.

”Du er ikke varulv” siger en dyb og hæs stemme længere inde i den mørke celle. Jeg kigger ind i cellen og kan skimte en mand.

”Nej og…” jeg kigger tøvende ind i mørket.

”Så kan jeg jo… Æde dig” siger manden og springer frem. Det er en mand sidst i 20’erne, med beskidt hud og langt filtret hår. Jeg flytter mig hurtigt til side så manden støder ind i tremmerne. Han er tynd, og har ingen kæder på sig. Han er hurtigt på benene igen og går hurtigt nærmere mod mig. Jeg gisper da min ryg støder imod væggen. Manden kommer nærmere. Hans øjne er blodskudte og hans ånde lugter af blod og råddent kød. Jeg får kvalme og kigger panisk rundt efter en flugtvej.

”Stop det…” råber en dreng og springer ind foran mig. Den fremmede dreng sparker manden og jager ham ind i cellen igen. Jeg lægger særligt mærke til noget. Hans tøj er lige så beskidt som ham den anden og drengens hænder er heller ikke bundet.

 

”Hvad hedder du?” spørger den fremmede dreng og sætter sig foran ham.

”Miles… Og tak” siger jeg og kigger på drengens øjne, der er brune.

”Jeg er Boy og hold dig fra ham der inde” siger den fremmede dreng og kigger ind i mørket. Der bliver stille. Kort efter banker det på lågen. Jeg kigger op, det er en kvinde der kommer med en madvogn af en slags. Hun sætter 3 skåle med skeer i på gulvet udenfor deres celle og går videre. Boy tager to af skålene og skubber den ene ind i mørket. Jeg sidder lige ved siden af lågen, og tager selv den sidste skål. Det flyder en tyk gullig suppe rundt i skålen med nogle kødstykker. Boy spiser langsomt uden at kigge op.

”Boy… Hvor længe har du været her?” spørger jeg og kigger på ham. Han svarer ikke, men kigger ned i sin skål. Pludselig kigger han opmærksomt ud mod gangen.

”Kom… Det er ikke sikkert at sidde her” hvisker han og trækker mig ind i mørket. Jeg kigger tilbage og kan nu høre skridt på gangen. Vi sætter os inde bagerst i cellen tæt indhyllet i mørke.

 

”Bare en lille bid” hvisker en stemme i mørket. Jeg kigger rundt, men kan ikke se noget. Jeg sidder sammen med Boy i mørket.

”Nej” gisper jeg og kigger rundt men kan ikke se andet end mørke, og mærke Boy ved min side.

”Det vil ikke gøre ondt… I så fald ikke ret længe” hvisker stemmen igen. Han hører en snerren og kryber sammen i hjørnet på det kolde stengulv.

”Han er min” knurrer Boy, jeg kan hører ham rejse sig. Der tændes noget lys på gangen og han kan skimte Boy og den anden varulv ude tættest ved cellens låge. De slås, de ruller i hvert fald rundt på det kolde stengulv og slår ud efter hinanden. Pludselig komme der nogle soldater til syne ude på gangen, de stopper udenfor cellen og kigger på Boy og den anden varulv. De låser cellen op og får skilt varulvene fra hinanden. Begge vagterne får vredet varulvenes hænder om på ryggen og bundet dem sammen sølvkæder. Derefter sætter de dem fast i nogle kæder til væggen i hver deres side af cellen. Jeg bliver inde i mørket hvor vagterne ikke kan se mig indtil de går ud af cellen. Lågen smækker med et brag.  Jeg får rejst mig og går tøvende tættere på Boy der sidder med bøjet hoved og kigger ned i gulvet. Jeg sætter sig ved siden af Boy.

”Undskyld…” mumler jeg og kigger på ham.
”Det er min egen skyld at jeg sidder her nu” siger han lavt og laver en smertefuld grimasse.

”Men…” siger jeg men stopper i sætningen. Han smiler så man kan se hans tænder. Hans hjørnetænder er længere end normale menneskers og skarpere.

”Vi skal nok slippe væk…” hvisker Boy og lukker øjnene. Der bliver stille. Jeg sidder og lytter. Snart efter slukker lyset på gangen. Jeg gaber og læner mig op af Boy. Snart efter falder mine øjenlåg i og jeg falder i søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...