De to vendekredse

Cornelias liv stille liv som børnehjems barn ændres kraftigt da hun finder ud af at hun er født i krebsens stjerne tegn, som betyder at hun må tage til krebsens vendekreds for at kæmpe mod den anden vendekreds, Stenbukkens vendekreds. Men hvordan vil det gå og kan hun måske være nøglen til at løse den hundrede år gamle krig mellem stenbukke og krebse? læs med for at finde ud af det!!!

3Likes
0Kommentarer
404Visninger
AA

2. Kapitel 2

Jeg gik stille ned på mit værelse. Hvad skulle jeg pakke, det var ikke fordi jeg havde så mange personlige ting, og jeg skulle nok ikke pakke mit aller varmeste danske tøj da jeg nu skulle flytte til krebsenes by, der lå i det sydlige Tcad i midt Afrika. Det var nok mere menneskerne her det ville blive svært at få sagt farvel til, de fleste af pædagogerne havde set mig vokse op, det var her de mennesker jeg stolede på boede, nu skulle jeg flytte til en by fyldt med børn og unge, der kunne gøre magiske ting med den største lethed, og så var der mig, en 16 årig pige der overhoved ikke kunne gøre de ting som jeg på tv havde set små 5 årige børn gøre. Ja, der blev sendt tv fra krigen, men det var kun meget lidt og de fleste af billederne var bare nogle ikke så voldlige nogle som skulle få resten af verden til at føle sig trykke og bare fortsætte med deres normale liv uden at tænke for meget over hvad der skete dernede. Det var nok også bedst, så behøvede de familier der måtte give deres børn væk ikke at se billeder om alt den vold, som de fleste godt ved der foregik lige omkring ækvator.

Da jeg kom ind på mit værelse gik jeg direkte over til mit skab, for at tage noget tøj på jeg kunne rejse i. Jeg valgte noget (på billedet) og skyndte mig at tage det på, så børstede jeg mine tænder og satte mit naturlige lyse hår i en hestehale og gjorde mig klar til den forfærdelige afsked.

 

Da jeg kom ned til fællesrummet løb Lily hen til mig tydeligvis meget nysgerrig efter at høre hvad forstanderen havde at sige til mig ”Nå hvad sagde han så?” spurgte hun med et stort smil, et smil jeg havde meget svært ved at gengælde. ”Jeg bliver nødt til rejse” sagde jeg og kunne mærke tårerne presse sig på. ”Hvad!” udbrød hun. ”De har fundet min fødselsattest jeg er født den 23. juni, jeg tager til Krebsens land om ca. 10 minutter” ”men du har jo aldrig gjort noget magisk” sagde hun og så ud som om hun ikke helt kunne acceptere at jeg skulle rejse. ”Jeg ved det godt, men der var også en der hedder Elvira der sagde til mig at hun ville fortælle mig alle de ting jeg har brug for at vide senere” sagde jeg. ”Så du kommer aldrig nogensinde tilbage igen” spurgte hun med en lille stemme og lige i det øjeblik lignede hun den lille 12 årige pige, der var så overrasket over at bo et nyt sted at hun sov i min seng næsten hver eneste nat og hang på mig om dagen indtil hun lærte at klare sig selv og lade vær med at tænke på hvordan tingene kunne havde været. Nu var hun 15 men stadig en lille pige for mig ”Nej det tror jeg ikke, og hvis jeg gør, vil det nok først være om mange år, og du vil være voksen og have et job og en familie og jeg vil være så stolt af dig” rablede jeg løs mens tårerne fik frit løb. Hun græd også stille og holdt så godt fast om min hånd at den næsten blev helt hvid. ”Nej du må da ikke gå, hvad skal jeg så gøre, var? Vil du bare efterlade mig” udbrød hun og lignede et lille barn der var ved at få et anfald. ”Tag det roligt, du skal nok komme til at gøre store ting, selv hvis jeg ikke er her til at se dem” sagde jeg stille og roligt for at få hende til at falde ned. Det hjalp og jeg trak hende ind i et kram som jeg ville ønske ville være i tusind og atter tusind år, men det kunne det ikke og ud af øjenkrogen så jeg Elvira komme ind i salen, var der virkelig allerede gået en time?

”Jeg vil aldrig nogensinde glemme dig” snøftede Lily. ”Jeg vil heller ikke glemme dig, selv hvis jeg prøver” sagde jeg, gav hende et lille smil og gik så rundt og sagde stille farvel til alle mine andre venner her.

Jeg kikkede over mod Elvira. ”Er du klar til at gå?” spurgte hun og jeg nikkede stille, tørrede de sidste tåre væk, tog min taske og fulgte stille med Elvira ned af de gange, der rummede så mange minder om latter, gråd, raserianfald og de gange vi fik lov til at stå på løbehjul herinde hvis det var for dårligt vejr udenfor. Det var minder jeg ikke ville glemme, men gange jeg aldrig ville få at se igen.  Vi kom til døren og jeg gik ud af den for sidste gang og så op på himlen den danske forårs himmel med nogle klat skyer her og der, og en sol der skindede klart, også selv om det på en eller anden måde virkede som om den skindede igennem noget glas, som om dens stråler ikke nåede helt ned på jorden. Sådan havde jeg altid følt det omkring solen nu skulle jeg så langt væk til et land hvor klimaet og naturen var en helt anden, så langt fra den danske velkende og trygge natur som jeg kendte den her fra. Nu skulle jeg til et land hvor jeg med sikkerhed kunne sige at solen ville virke tættere på, et land hvor dens stråler altid ville kunne mærkes på mine skuldre og jeg kun kunne forestille mig hvordan det måtte føles. Ikke som en ven der bare var der som det var her i Danmark, men som en ven der altid ville være for tæt på dig, altid kikke ned på dig og følge din mindste bevægelse. Jeg havde altid haft det svært med at lade fortid være fortid, selv om at jeg ikke kunne huske min mor, selvom at jeg ikke kunne huske hendes arme om mig eller noget andet om hende vågnede jeg op med marridt om at skulle holde fast i noget der bare langsomt gled væk, helt indtil jeg var ni og lærte at acceptere tingene som de nu var og måtte blive i fremtiden. Det var nok derfor at et lille problem som solen kunne få mig til at flippe helt ud, selvom andre piger nok ville være lykkelige for at få muglighed for at få noget farve og jeg måtte nok også indrømme at lidt farve nok ikke ville skade. Vi var nu nået til Elviras lille hvide Fiat 500 jeg så på hende da hun satte sig ind og vendte mig så mod det hus jeg var vokset op i. Jeg tænkte et lille farvel og satte mig så ind til Elvira der i stilhed startede billen og kørte og kørte mens i huset forsvandt bag mig og en lille smerte lyd slap ud af mig da jeg ikke længere kunne se det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...