What ever happens

Melina er den nye pige i byen. En genert og mystisk pige, som tiltrækker meget opmærksomhed. Specielt fra drengenes side. Hun møder den udadvendte Casper der virker så normal og tilpasset ind i samfundet, at der er er noget der ikke stemmer. Melina får straks et godt øje for ham. Hvem er Casper? Hvad for nogle ting roder disse to teenager sig ind i? Dette er første bind i serien 'What ever happends'. Der er planlagt i alt 4 bøger i serien.

0Likes
0Kommentarer
157Visninger
AA

4. Kapitel 4

   Da jeg står op næste morgen laver jeg den samme rutine som dagen før. Står op, vælger et outfit som typisk består af en cardigan, en top, et par jeans og mine convers. Jeg går ud på badeværelset, men til min store overraskelse ser jeg denne gang ikke en dybrød rose, men to. Jeg kigger rundt om i rummet, går ind i soveværelset, kigger også rundt der, men der er ingen spor efter nogen. Jeg går da tilbage til badeværelset, kommer hurtigt ud af tøjet, får tændt for det varme vand og står bare lidt og spekulerer over min drøm i nat. Når jeg prøver at komme i tanke om hvad der havde været i hovedet på mig, er der tomt. Ingen følelse der går igennem mig, ingen billede, der er bare et stor, sort, tomt rum hvor min drøm engang ar været.
Min taske står på stolen hvor jeg efterlod den i går efter jeg havde pakket den. Kigger mig en sidste gang i spejlet for at se om alt sidder som det skal, kaster tasken over skulderen og stormer nedenunder, efter at have kigget på klokken og set at jeg selvfølgelig er sent på den igen. Erobrer et æble, i den næsten tomme frugtskål, som står mist på spisebordet i køkkenet, hvilket minder mig om at jeg skal have købt ind efter skole.
Jeg når skolen i tide. Opdager at Casper står og venter op af en lygtepæl, nær det sted han fulgte mig ud til min bil i går.  Da jeg drejer ind på pladsen ved siden af ham, slukker motoren og står ud af bilen, lyser hans ansigt op da jeg overraskende nok går over til ham og starter dagen med at sige den værste joke nogensinde. Det rører ham ikke at den er dårlig, han griner alligevel og vi begynder at gå over mod indgangen, til det vi teenagers kalder fængslet.
I første time skal jeg have kunst og ser forbløffet på Casper da vi går ind i klassen sammen. Misforstå mig ikke, men Casper med de brede skuldrer, det store smil og de dybgrønne øjne, høj og ret lækker, skal have kunst, så er der noget der galt. Casper kan se nysgerrigheden i mit oplyste ansigt og vælger bare at trække på skulderne som var han ligeglad.
Vi står ved siden af hinanden med et kæmpe stort lærred, spekulerer over hvad vi skal male, da han ud af det blå siger; ”Skal vi ikke male en hat, med kaninøre strittende op, mens en drage rister dem med en ildånde? ” han rækker ud efter mig da han ser jeg ikke hører efter, men jeg har bare så fandens travlt med at undersøge hans ansigt - den tydelige kæbe, de fremhævede kindben, de fyldige læber, det mørkebrune hår der er så mørk at man skulle tro det var sort og de grønne øjne der ville få en hver til at besvime - med mine øjne. Jeg bliver nærværende igen, da han har lagt sin hånd på min venstre skulder og rusker blidt i mig. Jeg bliver opmærksom igen og hans mund udtaler en flod af vidunderlige stavelser mens han gentager og illustrer med fægtende arme, hvad han forestiller sig ”Hat… Kaninøre… Drage… Og ild? ” I et par sekunder står jeg bare og stirrer på ham, helt væk i hvert ord han siger. Min puls stiger, da han kigger på mig med øjne fuld af omsorg til jeg får fremstammet noget der ligner en sætning, ”Øhh… Jo, det kan vi da godt, men vi har et lille problem ” han ser spørgende på mig og jeg ved jeg bliver nødt til at uddybe det ”Ser du, for det første er jeg virkelig dårlig til at tegne både kaninøre, drager, ild og hatte. Kunst er ikke lige mit speciale. Og for det andet skulle det være et maleri om vores nuværende emne i historie og eftersom at vi har historie sammen, bliver vi vel nødt til at male noget om hekse? ”. Han ser fornøjet ud, som når nogen fortæller noget sjovt til en gruppe mennesker og der er en person der bare ikke forstår hvad der lige er blevet sagt. ”Melina. Hatten skal være formet som en tryllekunstners og kaninens øre der stikker op af den, skal forstille magi. Dragen er jeg ikke så sikker på har noget med hekse at gøre, men det er et magisk væsen og da en heks kan trylle, tænkte jeg at det ville være en fin detalje. Ilden er et symbol på heksebrændingerne fra Salem, som også har noget at gøre med vores emne i historie ”. Da han havde sagt det følte jeg mig lidt dum og blondine, men hvad så? Alle har vel brug for en der skal have alt skåret ud i pap.
Jeg ser eftertænksom på ham, for at se om han virkelig mener det, derefter på det blanke lærred og så tilbage på ham. Som svar nikker jeg kort og så gik han i gang. I starten var det ikke andet end klatter og blyantsstreger, men til sidst kunne man godt se hvad det skulle forstille. I stedet for at hjælpe til, betragter jeg ham fra sidelinjen. Den måde han holder penslen, hans koncentrerede ansigt der får ham til at se ti år ældre ud og de store, lette bevægelser med armen, for at få de perfekte buer. Alt så fandens perfekt.
Frokosten var som i går. Drengene havde travlt med at diskuterer om hvem der var det smukkeste pige på skolen. Casper var også med i den, til han så hvor ensom jeg følte mig ved ikke at kunne diskuterer med dem om det. Han retter straks opmærksomheden mod mig og begynder at lege med de stykker overkogte spaghettier der var til overs, efter han havde smidt noget i hovedet på Patrick. Dog havde Patrick også fortjent det, ifølge Casper. Midt inde i hvem-er-den-smukkeste-på-skolen-diskussion, havde Casper nomineret Laura Longfield. Hun er åbenbart en af dramanørderne, som er total opsat på at gøre alt til et skuespil. Hun er ikke grim, men hendes væremåde gjorde hende bare et par takker mindre tiltalende.
 Casper sidder og laver underlige ansigter med det spaghetti der nu er tilbage. Propper det i fjæset på sig selv og laver fletninger af det, ligger det i håret og prøver at lave en dårlig parodi af mig, når jeg svare forket i historie. Han bliver alvorlig igen, da det ringer ind til næste og sidste time, ”Hvad skal du efter skole, Mel? ” siger han med det perfekte smil smørret i hovedet, jeg lader som om det ikke rører mig, men min stemme dirrer helt da jeg siger; ”Ikke rigtig noget. Jeg overvejer at tage til Seattle og gå i centeret, måske lave nogle lektier. Hvorfor? ”. Hans smil er blevet større, da han svarer på et af mine million spørgsmål ”Jeg er din guide i dag så. Hvad har du lyst til at lave først? ”
Jeg kan mærke mine hænder begynder at bade i sved, mine kinder blusser og mine vejrstækninger bliver dybere ”Det ved jeg ikke rigtig ” indrømmer jeg, ”Du er eksperten, så du må bestemme”
Efter sidste time står Casper allerede og venter på mig ved min Audi.  Jeg går forsigtigt over til ham og men smilende læber spørger jeg ”Så… Hvordan var dine sidste timer? ”, han kigger på mig med at usikkert blik og der går lang tid før han endelig svarer ”Tjo… Hvis Hr. Montgomery nu ikke var faldet i søvn under engelsk og lod os være halv selv, så har det været en vidunderlig time” Casper hører til typen af de smukke, kærlige typer som elsker at gå i skole, hvorfor ved jeg ikke. Han kunne slippe afsted med alt, hvis han så bare ville.
”Så, hvor skal vi hen i dag? ” hans ser på mig utålmodigt, griber fat i mig og holder mig tæt ind til ham, da jeg bare står og stirrer på ham. Han hvisker noget i mine ører som lyder ufattelig meget som en englesang ”Jeg vil gerne være sammen med dig, holde om dig. Så hvor skal vi hen? Hjem til dig? På stranden? Parken? Eller hjem til mig? ”. Jeg bliver overrasket over den sidste del. For i de to dage jeg har gået i fængslet er der ingen der har nævnt noget om Caspers hjem. Mens alle de andre plaprer løs om deres forældre der er så onde og stride. Jeg står lidt over sunder mig efter den smukke salme han sang for mit øre, står og overvejer om vi skal tage hjem til ham, men sandheden er at jeg faktisk bare har lyst til at tage hjem til mig selv sammen med ham, for alt det med hans hjem. På den anden side er jeg ved at sprænge af nysgerrighed, over at få det at se, møde forældrene til denne vidunderlige skabning. Selvfølgelig bliver jeg alt for bange og skynder mig hurtigt at sige ”Mig!... Lad os tage hjem til mig ” men i samme sekund som jeg har sagt det, forstyder jeg det nu hvor mor og Christian ikke er hjemme, ”Men du skal bare vide at jeg skal ud og købe ind først, plus min mor og stedfar er ikke hjemme ” jeg ser undskyldende på ham, som om jeg har ødelagt hans mest værdifulde ting, men hans ansigt lyser bare op og læberne former ordene ”Cool, mere plads til os ”
Vi tager hver vores bil og kører afsted mod paladset.
Jeg byder ham på vand, noget frugt, ja selv noget usundt, men han takker bare nej tak. Nu hvor jeg tænker over det har jeg ikke en eneste gang set Casper spise noget normalt. Han har taget nogle slurke vand henne i skolen, men det er også det.
”Skal vi gå op på dit værelse? ” han ser på mig med nysgerrig øjne og det blændende smil og inden jeg når at svare, er han ude af køkkenet, krydser foyeren og styrter op ad trappen, alt det mens jeg prøver at følge med. ”Hey! Vent! ” råber jeg efter ham, men han hører ingenting. Jeg bliver helt panisk da jeg finder ud af at jeg har billeder fra mit gamle liv, hængende på både spejl og vægge.
Jeg dukker op få sekunder efter han var ankommet. Jeg finder ham i midten af rummet. Det private rum, som ingen andre end mig har været oppe i, siden vi flyttede hertil.
Han griner ikke, han smiler ikke, han stirrer bare på alle de selfies jeg har taget med nogle af mine bedste venner i New York. Han går tværs over gulvet, så de nye linoleums planker giver efter og laver en forfærdelig knirke lyd. Han når spejlet, tager et billede ned og står og beundrer det. Jeg står henne i det ene hjørne på mine usikre ben og jeg kan mærke de er ved at give efter for mine mange tanker. Hvad har han gang i? Kan han ikke bare sige noget, så vi kan få det pinlige over…. Jeg når ikke at tænke tanken færdig, før han tager nogle hurtige, lange skridt hen mod mig, så han kun står 2 meter væk. Han holder billedet op og ser frem og tilbage mellem mig og det opholdte fotografiet. Så giver han mig sit kærlige smil og går helt tæt på mig, parat med den frie hånd til at kærtegne min ene kind. Jeg når at undvige i sidste øjeblik, undrende over hvorfor han kigger på mig med medlidenhed, indtil jeg opdager hvad for et billede det er han har taget ned. Det billede min gamle kæreste Brandon tog af mig og min bedste veninde Julie, lige inden sommerferien til afslutningsfesten nede ved stranden. ”Jeg kan slet ikke genkende dig? ” siger han med e forbavset stemme. Mine kinder blusser op igen, men denne gang er det ikke kun mine kinder der bliver røde. Hele mit ansigt har forvandlet sig til en stor tomat og jeg mærker en tåre trille ned af den varme kind. Jeg vender mig om for at gå over til mit skrivebord, sætter mig på den helt nye kontorstol og skynder mig at tage begge hænder op for at skjule mit ansigt. Nu flyder tårerne som en flod over de hede kinder.
Jeg hører skridt komme mod mig og jeg tænker på billedet, menneskerne jeg var sammen da det blev taget, min bedste veninde og den lårkorte kjole i den smukke blå farve så den matcher mine øjne og det hvide hårbånd til at holde det ustyrlige, flagrende hår på plads.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...