What ever happens

Melina er den nye pige i byen. En genert og mystisk pige, som tiltrækker meget opmærksomhed. Specielt fra drengenes side. Hun møder den udadvendte Casper der virker så normal og tilpasset ind i samfundet, at der er er noget der ikke stemmer. Melina får straks et godt øje for ham. Hvem er Casper? Hvad for nogle ting roder disse to teenager sig ind i? Dette er første bind i serien 'What ever happends'. Der er planlagt i alt 4 bøger i serien.

0Likes
0Kommentarer
159Visninger
AA

3. Kapitel 3

   Skoven jeg går i, er som taget ud fra et eventyr, med fuglene der synger, frøer der kvækker og vindens lette brise der får mit hår til at bølge let. Pludselig forvandler alt sig til det værste mareridt. Jorden skælver og revner under fødderne på mig. Alle de fredfulde lyde forsvinder og jeg kan mærke brisen er blevet kraftigere. Jeg ved ikke hvad det er, men noget får mig til at sætte farten op. Mine hår i nakken rejser sig og jeg har det som om tusinde øjne kigger på mig. Det får mig til at sætte i løb. Selvom jeg løber så hurtigt jeg kan og jeg mærker sveden komme på min pande, der former sig til perler og triller ned af mit ansigt, kan jeg ikke sætte farten ned, mine ben giver mig ikke lov.
Da jeg ser solen forude løber jeg bare hurtigere, for at kunne nå dens varme stråler, indtil jeg ser en sort skikkelse komme gående og beslutter mig for at ændrer retning. Jeg ved ikke hvor jeg er på vej hen, kun fast besluttet på at komme væk fra manden der kom gående med solen i ryggen, så man ikke kunne se hans ansigt. Jeg kæmper mig gennem det store og tætte krat jeg er kommet løbende ind i, i håb om at flygte. Jeg er kun kommet nogle meter ind i det, da mine ben giver efter under mig og jeg bryder sammen. Mit åndedrag er som en ældre kvindes, dyb og høj. Jeg vender mig om lige som jeg har fået vejret og får et chok da jeg med overraskende, skrækslagende øjne ser manden fra før stå lige bag mig. Jeg kan ikke se hans ansigt, da han har en kåbe lignende sort frakke på med hætten så godt op over ansigtet, at man kun kan se den perfekt formede mund og den stramme kæbe, men jeg ved hans øjne er fyldt med had. Da han pludselig tager fat i mine overarme og rusker mig som en marionetdukke.
Jeg farer op med et sæt og kan mærke sveden på mit nye lyseblå bomulds sengetøj. Da jeg ser der ikke er noget at være bange for, slår jeg armene ud og lander med et hårdt bump i min seng.
I det øjeblik jeg lukker øjnene op, ved jeg at jeg har sovet over mig og kæmper mig ud af sengen. I de par lynhurtige skridt tværs over værelset, hen til mit badeværelset, har jeg fået trækket nattøjet af og er på vej til at tænde bruseren, da jeg ser en dybrød rose ligge ved siden af vasken. Jeg løfter den op til næsen og tager en diskret indånding, lader rosens duft forsvinde ud af de yderste kroge af min krop, før jeg ligger den ved siden af vasken igen.
Jeg parkerer i den del af parkeringspladsen der ligger længst væk fra indgangen, for selv om jeg er ny på denne her skole virker popularitets systemet ikke anderledes her. Det er det samme alle steder. En cheerleader, der er så overfladisk som en person nu kan være, der dater fodboldstjernen. Et par som alle er bange for, fordi de har så meget indflydelse. Så er der dem som bare er der, som de populærere ikke ligger mærke til og så er der de kiksede. Ingen, jeg gentager, INGEN har lyst til at være en af dem. Dette er det usynlige skolesystem som ingen lærer rigtig ligger mærke til, for sådan var det også dengang de gik i skole. Alt kan have indflydelse på hvor vigtig du bliver når man kommer til et nyt sted. Om du har designertøj på, hvilken bil du har og mest af alt din attitude.
Jeg er som altid klædt i et par lyseblå jeans, en hvid top med en sort cardigan, den matchende taske over skulderen og et par gamle, halvslidte hvide converse. Det er ikke noget der skiller sig ud, men heller ikke ligefrem en der blander sig med de andre.
Jeg står ved siden af den kridhvide Audi A5 Cabriolet Christian købte til mig, da mor og ham skulle fortælle mig at vi skulle flytte. Til først havde stået med åben mund og set overrasket ud og derefter var heldved brudt ud og raseriet dukkede op. Jeg havde råbt af dem, skældt dem ud for at tage mit liv fra mig, men derefter kølede jeg af da jeg så den bil de havde købt til mig. Det virker måske overfladisk, men på min gamle skole var jeg skønhedsdronningen som alle drenge ville dræbe for at gå ud med.
Allerede inden jeg begynder at tage mine første skridt på vej mod indgangen, kan jeg se at stort set alle de andre elever står og glor på mig. Jeg ville også misunde mig selv, hvis jeg så mig komme kørende i sådan en beklædning, i sådan en dyr bil.
Så der er ikke andet at gøre end at tage propper i ørene og fortsætte uskyldigt forbi den flok mennesker der har samlet sig, for at den nye pige med den fede bil. Jeg får kun lige og lige skubbet mig selv gennem den smalle sti, de har lavet til mig, før jeg kan se at en høj, tynd og meget smuk pige står foran mig og tripper med sine pink designer ballerina sko. Hun kigger utålmodigt på mig og forventer naturligvis at jeg flytter mig. Men jeg føler mig så provokeret af den skare af kødædende idioter der står og beundrer den bil som de aldrig har set før, at jeg vælger at gå ind i hende uden at vide hvad konsekvenserne bliver.
Jeg er på op på kontoret for at afleverer de papirer min mor gentagende gange fortalte at jeg skulle have med, inden hun og Christian tog til Paris.
Vejen op på kontoret er mere indviklet end jeg andede, så jeg stopper op på gangen og spørger om vej, men hver gang jeg går hen til en vender personen sig om, som om jeg er giftig eller noget lignende. Det tog mig en god halv time at finde vej gennem gangene, før jeg kom til rektorens kontor. I det mindste har jeg en god undskyldning for at miste første time tænker jeg for mig selv, inden jeg banker på døren.
I anden time har jeg historie og er i rigtig god tid, så jeg ikke forsørger andre timer end den i morges. Det gjaldt om at opretholde en så usynlig facade som overhovedet muligt.
Da læreren kommer gående ind i klassen med et fint, gråt jakkesæt på, en hvid kaffekop i venstre hånd og en sort, læder taske i den anden, slukker jeg iPod’en, ligger den ned i min lomme og mærker al den negative energi i lokalet, da alle vender sig om for at skule til hende den nye på bagerste række.
Hr. Moris kommer ind i klassen fumlende. Han taber både taske og får spildt kaffe, så alle er ved at ligge ned over bordene af grin. Han kigger opgivende på den store flok teenager og ruller med øjnene, man skal ikke være tankelæser til at forstå hvad der løber rundt i hovedet på ham nu. Hvorfor lige mig? Kunne jeg ikke være blevet noget andet end lærer? En med klasse og respekt?
Det tager lang tid før alle stopper med at grine og bare begynder at snakke med hinanden i stedet. Hr. Moris læser protokollen op, krydser alle af og begynder at snakke om heksene fra Salem. Eftersom at jeg allerede har haft om det her emne på min gamle skole, glider min hånd lige så stille ned i mine stramme jeans, får hevet iPod’en op af lommen og tænder for noget Kristoffer Rahbek.
Da det bliver frokost og alle glider ned i kantinen, som var det daglig rutine, står jeg lidt efter i døren til klasseværelset og overvejer om jeg bare skal følge med strømmen eller vende hovedet mod den udendørs sportsarena.
En dreng fra min historie time, som også sad helt bagerst i lokalet, kommer til at bumpe ind i mig og taber hans papirer, er jeg sikker på at sportsarenaen er en god idé indtil han begynder at snakke, uden så meget som at skænke mig et blik ”Ej, det må du altså virkelig undskylde… Jeg så dig slet ikke! ” hans blik tager en kort pause fra hans telefon og kigger mig dybt i øjnene, med et par to store smaragd grønne øjne. Hele hans ansigt lyser op da jeg bare giver ham et smil. Venlighed er åbenbart ikke en vane her. ”Det skal du ikke tænke på. Ingen kom jo til skade ” selvom vi ramte hinanden med hovederne og jeg føler mig lidt svimmel, håber jeg at mit smil virker oprigtigt og overbevisende nok til at han kan komme videre med hans dag.
Selv efter jeg har hjulpet ham med papirerne, bliver han bare stående, ventende på lidt information, men jeg har virkelig ikke lyst til at komme ind på noget af det nu. ”Casper ” siger han og rækker hånden frem. For ikke at virke uhøflig, tager jeg den og giver den et let klem. Der går et par sekunder før jeg opdager at han ser spørgende på mig, fuld af forventning. ”Melina ” får jeg endelig fremstammet. Han smiler og trækker hånden tilbage. ”Melina..? Du er ny her, ikk? ” Endnu en spørgsmål jeg gerne ville have undgået. Hvem vil kaldes for ’hende den nye’ og være outsideren? Så i stedet for at svare ham, vælger jeg at tavsheden fra min side, måtte sige mere en tusind ord. ”Du er ny her. Når, men velkommen til heldved på jorden ” jeg nikker kort som et tak. Der slipper et lille fnis ud af hans mund. Jeg begynder lige så stille at bevæge mig mod sportsarenaen, da han griber fat i min arm og vender mig om. ”Hvor skal du hen? Kantinen er den vej ” og peger i modsatte retning. ”Det ved jeg godt, men jeg har ikke rigtig nogen interesse for at gå ind i et lokale fuld af mennesker der skuler mod ny ankommende ” jeg kommer til at sige det i en hård tone, for at understrege at det er det jeg har mindst lyst til lige nu. ”Pjat med dig! Kom med mig, du kan sidde sammen med mig og en ven ” han rækker endnu en gang sin hånd frem for at vise at jeg skal gå med. Jeg ser på ham på en panisk måde og undgår hans grønne øjne, der kigger undersøgende på mig. Med tøvende skridt går jeg forbi ham, i retning af kantinen. Da han kommer sig over min underlige adfærd, er jeg nået et godt stykke ned af gangen og han løber mod mig.
På vej ned mod kantinen, hører jeg om alle klikkerne, hvem de populærere er, hvem jeg godt kan snakke med, hvem jeg ikke må snakke med og om alle de sjove aktiviteter skolen holder i løbet af året. Han starter ud med at spørger mig om jeg skal med til skole-start-festen i aften og jeg ryster på hovedet, fast besluttet på at blive hjemme, men på en eller anden måde får han mig overtalt til at tage af sted alligevel. 

Kære dagbog
Jeg tror jeg har fået venner i dag.
Casper, Patrick og Nicklas. Jeg bumpede ind i Casper efter samfundsfag. Underlig at tænke på at min første dag i skole, skulle jeg tilfældigvis støde ind i en person som rent faktisk er sød. Eller vi stødte ikke ind i hinanden, han stødte ind i mig. I modsætning til alle de andre elever på skolen, er den her gruppe faktisk lidt cool. Ser du, de er ikke ligesom de andre hvor man har fx en speciel tøjstil eller interesse. Det her er en gruppe elever der har fundet sammen trods deres forskelligheder.
Hvis nogen havde sagt til mig for et år siden at jeg ville sidde med en flok mennesker der er outsiders, ville jeg nok bare have grint højt og sagt – ja som om!
Så efter Casper havde spurgt om jeg ville med til skole-start-festen, sad jeg sammen med han og de andre to til frokost. Når ja, festen var skam også god, men jeg havde nu alligevel fortrukket at være her hjemme.
Nå, men der er lektier der skal laves, musik der skal nydes og is der skal spises.


Jeg ligger dagbogen det sædvanlige sted, under madrassen. Jeg laver lektierne til i morgen, med en god gang Britney Spears og vaniljeis.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...