What ever happens

Melina er den nye pige i byen. En genert og mystisk pige, som tiltrækker meget opmærksomhed. Specielt fra drengenes side. Hun møder den udadvendte Casper der virker så normal og tilpasset ind i samfundet, at der er er noget der ikke stemmer. Melina får straks et godt øje for ham. Hvem er Casper? Hvad for nogle ting roder disse to teenager sig ind i? Dette er første bind i serien 'What ever happends'. Der er planlagt i alt 4 bøger i serien.

0Likes
0Kommentarer
158Visninger
AA

2. Kapitel 2

   Bruserens kolde vand løber ned over min fejlfrie ryg, ned af mit lange lyse og næsten ustyrlige hår, som hænger ned fra mit perfekt formet ansigt. Vandet, der føles så beroligende mod min mælkehvide hud, som vasker de sidste rester af mudder, jord og frygt væk fra mit ansigt, er blid som den første mælkebøtte om foråret.
I et par minutter står jeg bare og gennemgår dagens begivenheder, scene for scene, som små billeder i en bog. Jeg bliver afbrudt af min telefon der ringer. Til først gider jeg ikke at tage den, men der bliver bare ved med at komme denne irriterende lyd ud af højtalerne, på den nu smadrede iPhone. Lyden skulle have været en sød og stille sang fra Ed Sheeran, men kommer ud som råb og skrig. Jeg er godt klar over at det bliver ekstrem svært at bortforklare det smadrede glas i telefonen og højtalerne der lyder som en gris der bliver trukket i halen, gentagende gange.
Jeg rækker hånden ud af sprækken gennem det ny købte badeforhæng, for at få hånden på også et ny købt hvidt håndklæde. Det irriterer mig meget at se alle de nye ting, stå i det nye hus, i den nye by. ”Er der overhovedet nogle af vores gamle ting i det her hus? ” mumler jeg for mig selv, velvidende om at der ikke er nogen til at give mig et svar. Telefonen er holdt op med at ringe for længe siden, hvilket ikke generer mig frygtelig meget. Eftersom jeg ved at det bare er min mor som ringer for at spørger ind til min dag. Og i sidste ende er det alligevel ligegyldigt, for dagen efter jeg har sagt noget til hende, har hun alligevel glemt det. Jeg bliver nærmest tvunget til at hører på min egen mor, som beklager sig om Frankrig og deres dårlige service. Hun fortæller endda om da de var på en lille café ikke langt fra Eiffeltårnet, at en servitrice havde sagt til hende, at hun da også bare kunne gå ud og finde et andet sted at få sin kaffe hvis hun nu var så utilfreds med deres. Alt det postyr, bare fordi hun havde spurgt om det virkelig var helt sort kaffe hun havde fået. Jeg får alle historierne i løbet af 15 minutter og kan høre på min mors stemme, at det ikke er relevant for hende, hvad jeg går og laver. For hun er jo i Paris! Også selvom jeg har været i problemer.
De sidste minutter af samtalen, før min mor siger at jeg skal have det godt, tænker jeg på den skræmmende fængselslyd og om jeg måske skal nævne det for hende, men fortryder straks tanken og skubber den væk. Der var et eller andet over den der ikke virkede helt naturlig, og dog meget smukt. Jeg står lidt og overvejer om jeg skal tage derud i morgen, men bliver enig med mig selv om at det nok ikke er den bedste ide. Taget dagens hændelser i betragtning. Jeg hører kun mors sidste sætning, skynder mig at sige i lige måde og trykker på den røde knap.
Med det hvide håndklæde om min krop, åbner jeg vinduet inde på badeværelset og fortsætter ind i mit soveværelse. Vores hus er indrettet sådan, at jeg stort set har fået hele første sal for mig selv, med et kæmpe stort soveværelse, et bad med badekar, et kontor til når jeg skulle lave lektier og en fin og yderst stilfuld stue. Dog har min mor også et kontor på første sal, da Christian altid invaderer stuen, på sturetagen, med alle hans forretningspapirer og små sedler som ligger rundt omkring. Ud over en stue til Christians arbejde, er vi et sort/hvidt køkken med alt hvad hjertet kan begærer når det kommer til mad. Et soveværelse til min mor og Christian, gang og vaskerum.
En kæmpe indkørsel der snor sig som en slange, gennem den fine forhave med alverdens blomster og buske. Da jeg ikke går så meget op i planter og andre ting som ikke rigtig er relevant for min hverdag, skimter jeg kun til dem når jeg forlader grunden. De får ikke rigtig nogle følelser op i mig, men jeg er stadig taknemmelig for at huset ikke bare ligner de andre haver på vejen. Hvor det ser ud som om de fleste af vores naboer bare har købt det første der kom inde for døren i den lokale plante butik, stillet dem et tilfældigt sted i haven og håbet på at det fine nyklippet græs ville fjerne opmærksomheden.
Foruden en forhave med et hvidt stakit rundt om, en dobbelt garage og værksted til Christian, når han skal lege handy man, har vi en yderst stor baghave. Et drivhus står i hjørnet tæt på trappen, som fører op til terrassen. I baghavens anden ende ligger pavillonen, som jeg har siddet og fået min morgenmad i de sidste to uger. Pavillonen er gul, med et matsort tag, hvidt gitter som vinduer og sten med huller igennem, som hænger og dingler ned fra dens tag.
Da jeg har fundet en tæt siddende sort top, et par shorts og mine hyggesokker frem, finder jeg dagbogen under madrassen i min seng og bladrer frem til en fri side så hurtigt jeg kan, for ikke at få skyldfølelse over alle de onde ting jeg har skrevet i den de sidste to uger. Om mor, om Christian og i det hele taget om alle ting der irriterede mig på det tidspunkt. Jeg finder en kuglepen frem og begynder så:

Kære dagbog
Dette er den anden dag uden mor inde ved siden af, der skriver på hendes ældgamle skrivemaskine, så man skulle tro hun var fra 2. verdens krig.
Jeg var ude i skoven i dag. Du ved, bare for at få tiden til at gå. Jeg starter jo alligevel først i skole på mandag, så indtil jeg kan komme til at møde nogle andre end myrerne ude i haven, kan det vel være ligegyldigt hvor jeg er henne. Så længe mennesker ikke ser mig.
Du skulle have set det der skete ude i skoven i dag. Det var seriøst mystisk. Der kom en tåge og jeg hørte en lyd. Jeg væltede ned så min fod sad fast i en ulækker træstamme og jeg kunne ikke komme fri…


Ordene satte sig fast i hovedet på mig. Fængselslyd, en underlig tåge, mit ben der sidder fast og månen der lyste så lokkende. Jeg opdager at billederne ordene fremkaldte i mit hoved er åndsvage og beslutter mig for at lukke dagbogen i, krybe under dynen og prøve på at få en god nattesøvn.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...