What ever happens

Melina er den nye pige i byen. En genert og mystisk pige, som tiltrækker meget opmærksomhed. Specielt fra drengenes side. Hun møder den udadvendte Casper der virker så normal og tilpasset ind i samfundet, at der er er noget der ikke stemmer. Melina får straks et godt øje for ham. Hvem er Casper? Hvad for nogle ting roder disse to teenager sig ind i? Dette er første bind i serien 'What ever happends'. Der er planlagt i alt 4 bøger i serien.

0Likes
0Kommentarer
160Visninger
AA

1. Kapitel 1

   Skoven virker så livløs og skræmmende når tågen har lagt sig som is. Den er så tyk at man næsten ikke kan se fra det ene egetræ til det andet. Jeg hører til min store overraskelse en raslende fængselslyd bag mig, men tør ikke kigge tilbage for at se hvem der jager mig. Det eneste der er i mine tanker nu, er at komme ud af denne tætte tåge. Jeg er så opsat på at flygte, at jeg slet ikke ligger mærke til den store træstamme nogle skovhuggere, som jeg gik ud fra har fældet for et godt stykke tid siden. Træet er helt rådden og fugtig, da jeg kommer løbende og får mit ben i klemme i en revne der så ud til at være lavet af nogle bænkebidder. Mit hjerte banker ikke hurtigt, bare rigtig hårdt. Så hårdt, at jeg er sikker på det kommer flyvende ud af mit bryst hvert øjeblik. Jeg prøver at kæmpe mig fri, men min fod gør så forbandet ondt. Ikke ondt som når du vrider om på den. Det føltes som jeg har fået et stykke træ skrabet godt og grundigt ind i benet. Da mit dunkende hjerte endelig blev lydløs i mit bryst, hører jeg ingenting. Det er som om den tykke tåge har taget den raslende fængselslyd og lagt den i en kasse.
Jeg prøver endnu engang at gøre mig fri af træstammen, men uden held. Jeg tager min telefon op af de stramme, lyseblå jeans der passer perfekt til den hvide, langærmet bluse og sorte vest. Jeg låser telefonen op og begynder at rode mine kontakter igennem, i håb om at jeg finde en der ville komme efter mig, men uden håb. Min mor og hendes kæreste, Christian, rejste til Frankrig i forgårs, da Christian skulle på forretningsrejse dernede og min mor gerne ville med som en lille ferie. Da jeg går i gymnasiet på trejde år og ikke bare sådan kan tage fri, besluttede min mor og Christian at jeg godt måtte blive hjemme. Så i stedet for at sige som andre forældre, sagde de ”Melina, det bliver sjovt at være hjemme selv et par uger. Du skal jo lære det på et eller andet tidspunkt”. Seksten år gammel og få at vide af sin mor og reserve far, at det er en god idé at få huset for sig selv. Jeg tænkte at de lige så godt bare kunne sige at jeg bare skulle flytte hjemmefra.
De er lige flyttet til denne lille by ikke langt fra Seattle. Bellevue er en fin by, men jeg savner New York. Jeg savner støjen og larmen jeg kunne høre gennem mit åbne vindue i vores gamle taglejelighed.
Jeg giver op. Det nytter ikke noget at prøve at finde frem til en person der kunne komme mig til undsætning.
Der går et par timer og skoven er blevet mørk og dunkel. Uglen kommer frem fra sit hul i træet og begynder med sit skrig. Det eneste lys der fremhæver egetræerne og de væltede træstammer om mig, er den skarpe, store måne, der lyser som en månesten i vand. Stjernerne er som ildfluer i luften der vil vise mig vej, men mit ben sidder fast.
Jeg forsøger en sidste gang at gøre mig fri fra den rådende stamme, men endnu engang uden held. Mine hænder ryster i frygt for at jeg aldrig kommer ud af denne skov. Adrenalinen løber over mig, som et vandfald og pumper i mit blod, jeg famler rundt i halvmørket, panisk efter at finde et eller andet der kan få mig fri. Endelig! Jeg har fundet en sten og begynder at hamrer så hårdt jeg kan ned i den store, fugtige stamme der nærmest har slugt mit ben, som et sort hul i rummet.
Jeg får det fri. Mine tanker bliver rolige igen. Ingen raslende lyd, ingen tåge, kun månen og stjernerne til at vise mig vejen tilbage til mit nye ’palads’.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...