Drageskæl

Caldera duellen. En brutal og voldelig kamp mellem to drager. Vinder du den, vil du bringe din familie ære. Taber du, ja, så dør du. For der er kun én vinder. Det er en kamp mellem liv og død. Når du først har underskrevet kontrakten, er du bundet. Der er ingen vej tilbage. Kaileynell Everett kan som alle andre beboere i Deepmoor forvandle sig til en drage. Siden hun var helt lille, har hun fået stoppet i hovedet, at det at vinde en Caldera duel, vil bringe lige så meget ære over hende, som til hendes familie. Hendes forældre vil ganske simpelt ikke kendes ved hende længere, hvis hun nægter at tage kampen op mod sin modstander. Men hvad sker der når Kaileynell helt uventet forelsker sig i Keiran Sorrel? Ham hun skal kæmpe imod. Ham hun skal slå ihjel. Dette er mit bidrag til fantasykonkurrencen, og jeg har valgt mulighed nummer fire.

30Likes
55Kommentarer
1047Visninger
AA

6. Kapitel 4

Tankerne susede afsted i Nells hoved. Hun fløj ind imellem træer og undveg hver eneste af dem. Det var en del af hendes træning. Hun skulle blive rigtigt fortrolig med dragen i hendes indre, før hun var klar til sin Caldera. Hendes far fløj lige bag ved hende og talte hende igennem det hele.

Nell og Keiran var gået hver til sit natten før. Snakken var ikke blevet lang, for det havde været meget sent. Men hun havde da fået et par ting af vide om ham. Hans navn var Keiran, hans forældre hed Philander og Shirlee, han var venstrehåndet, han kunne løfte det ene øjenbryn, uden at løfte det andet og så havde han den mest smittende latter, Nell nogensinde havde hørt.

Ting så simple, men alligevel så fascinerende på samme tid. Nell var ikke klar over, om hun nogensinde ville kunne få nok af at høre på hans stemme. Høre, hvordan han også næsten havde kedet sig ihjel, gennem hele hans barndom. Hvordan han havde gået og glædet sig til endelig at kunne få Caldera duellen overstået, og starte på et nyt liv.

De samme ting, der gik Keiran på, døjede Nell også med. Hun undrede sig over, om alle andre børn i byen havde det på samme måde. Det måtte de, for de havde jo alle sammen haft den samme opdragelse.

Trods det var meget forkert det, de havde gang i, var Nell og Keiran blevet enige om at mødes hver tredje nat. Bare for at have det lidt sjovt. Også selvom det var forbudt.

Nell! Nell, pas på!

Hendes far råbte på hende. Men det var for sent, for hun havde allerede ramt ind i træet. Hun havde ladet sine tanker overtage styringen og havde ikke været opmærksom på træerne. Hun blev slået ud af kurs og mistede kontrollen. Hendes far råbte hendes navn med bekymring og frygt i sin stemme, hun vidste at den var gal og gik derfor i panik. Hun prøvede uden held at rette op imens hun styrtede til jorden, men forgæves. Hun baskede med vingerne og stødte ind i flere grene. Før hun vidste af det, havde hun forvandlet sig tilbage til sit menneskelige jeg, og det sidste hun hørte i hendes sind var hendes far, der råbte:

Hvad laver du? Flyv!

Hendes far prøvede så hurtigt han kunne at nå frem til hende, men han var ikke hurtig nok. Nell faldt ned på skovbunden med et stort bump, og det sidste hun hørte inden hun besvimede, var lyden af et knæk. Et knæk, som en gren, der blev brækket midt over.

 

***

 

En varm duft af kamillete og vanilje vækkede Nell. Hun vidste ikke hvordan hun var kommet hjem, men hun lå i sin seng med en kold klud over panden. Hendes hånd røg per automatik op til hendes hoved for at fjerne det fugtige stof, men den nåede ikke så langt. Smerten skød op i hendes arm, som havde hun fået en indsprøjtning af ren gift, skudt ind i sine årer. Det føltes som om blodet stivnede og knoglen gav sig til at vokse inde imellem alle musklerne og nerverne. Hun holdt den ind imod sit bryst med den anden hånd og satte sig op. Et støn braste ud mellem hendes læber, da en dunkende hovedpine indtog hele hendes kranie.

,,Forsigtig, skat, ellers går forbindingen op.”

Nells mor sad på siden af hendes seng og kiggede på hende med en blanding af lettelse og bekymring malet i ansigtet. En bakke med en kop te og modrens hjemmebagte vaniljemuffins, stod og duftede fristende på hendes natbord.

,,Du slog også dit hoved temmelig hårdt. Kaileynell, altså, hvad i al verden tænkte du på? Hvorfor forvandlede du dig tilbage til menneske, da du fløj? Det var heldigt, at du ikke var så højt oppe, for ellers ville du ikke kun have været sluppet afsted med en brækket arm og en hjernerystelse.”

Det skuffede blik, indtog moderens ellers så afdæmpede ansigtstræk. Hendes grønne øjne udsendte bølger af blålig irritation hen imod Nell, og et øjeblik blev Nell bange for at de ville oversvømme hende. Drukne hende.

,,Hører du efter, hvad jeg siger til dig, unge dame?”

Darcey havde rynket øjenbrynene og kiggede ud imellem øjenvipperne. Hun stønnede højt og Nell vidste, at hvis hun ikke snart tog sig sammen og fik brygget et svar sammen, så ville hendes mor eksplodere i tusindvis af irriterede, moderligt bekymrede, utålmodige stumper og stykker. Og det havde hun helst ikke lyst til at nyde noget af. Så hun blinkede et par gange, rynkede så brynene fordi hendes øjenhuler protesterede ved at straffe hende med et jag af smerte, og svarede sin mor.

,,Øh, jeg, du ved, altså…”

Hun kunne slet ikke få en ordentlig sætning frem. Ordene sad fast imellem hendes tænder og nægtede stædigt at finde ud af hendes mund. Hun sukkede opgivende, lænede sig lidt tilbage i sengen, men tvang så et svar frem.

,,Mor, jeg ved ikke hvad der skete. Det var ikke med vilje. Jeg tror måske, at mine tanker løb lidt afsted med mig, men jeg lover at det ikke sker igen. Undskyld.”

Hårdheden og skuffelsen fortog sig og blev erstattet med et mere forstående blik. Moderens ansigt blødte op.

,,Åh, skat. Du skal da ikke undskylde til mig. Undskyld dig selv. Det var jo dig, der kom til skade, ikke?” Hun bøjede sig frem og gav Nell et blidt knus, og passede på med ikke at røre for meget ved den gazeindbundne arm.

Nell blev helt forvirret over sin mors pludselige humørsvingninger. Først bekymret, så skuffet, så irriteret og derefter forstående. Eller også var det bare hendes hjernerystelse, der legede lidt med hendes tanker? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...