Drageskæl

Caldera duellen. En brutal og voldelig kamp mellem to drager. Vinder du den, vil du bringe din familie ære. Taber du, ja, så dør du. For der er kun én vinder. Det er en kamp mellem liv og død. Når du først har underskrevet kontrakten, er du bundet. Der er ingen vej tilbage. Kaileynell Everett kan som alle andre beboere i Deepmoor forvandle sig til en drage. Siden hun var helt lille, har hun fået stoppet i hovedet, at det at vinde en Caldera duel, vil bringe lige så meget ære over hende, som til hendes familie. Hendes forældre vil ganske simpelt ikke kendes ved hende længere, hvis hun nægter at tage kampen op mod sin modstander. Men hvad sker der når Kaileynell helt uventet forelsker sig i Keiran Sorrel? Ham hun skal kæmpe imod. Ham hun skal slå ihjel. Dette er mit bidrag til fantasykonkurrencen, og jeg har valgt mulighed nummer fire.

30Likes
55Kommentarer
1046Visninger
AA

5. Kapitel 3

På samme tid satte de af. På samme tid vendte de skoven ryggen, og vendte næserne mod himlen. Vinden føltes ubeskriveligt dejlig imod Nells krop. Den svøb sig om hende, omfavnede hende og krøb ind under hendes skæl. Hun ville aldrig blive træt af følelsen af at være så fri, som hun var på dette tidspunkt.

Hun blev helt salig af den berusende følelse, men måtte hurtigt samle tankerne for den sorte drage var ved at flyve fra hende. Men det skulle han ikke komme afsted med. Nell løftede vingerne og maste dem så nedad så hårdt, at hun blev skudt frem så hurtigt, at hun fløj forbi sin konkurrent, som for få øjeblikke siden havde været flere meter foran hende. Hun frydede sig indvendigt, og udstødte en tilfreds lyd. Om få meter ville de nå deres mål. Nell anstrengte sig mere end nogensinde før og lagde endnu flere meter imellem hende selv og den anden drage.

Nell landede tungt, men yndefuldt på toppen af bjerget. Hun havde vundet. Få senkunder senere landede han. De forvandlede sig begge tilbage til mennesker, og stod nu og hev efter vejret. Nell bukkede sig ned, hvilede hænderne på knæene og mærkede lige så stille, at mere ilt skulle indtage hendes lunger.

,,Wauw, godt gået. Du er jo helt utroligt hurtig,” sagde den nu sorthårede dreng forpustet. Han smilede til hende, og hun gengældte det.

,,Tak, jeg tror aldrig jeg har fløjet så hurtigt før.”

,,Du må have været vild efter at slippe af med mig. Du vandt, så… nå, men så vil jeg også se at komme hjemad.”

Han vente sig om for at gå og pludseligt begyndte den dejlige, frie følelse, hun havde følt før, at forsvinde. Et nyt skud af uansvarlig- og uopdragenhed fyldte hende. Hun ville ikke have, at han gik. Det var første gang i sit liv, at Nell havde haft det så sjovt. Hun kunne ikke bare lade chancen gå fra sig.  

,,Vent! Du må ikke gå.” Han vendte sig hurtigt om og hans ansigt strålede af nysgerrighed. ,,Nu har vi jo ligesom allerede talt sammen ikke? Reglen er brudt, sket er sket. Så, vi kunne vel godt snakke lidt alligevel.”

,,Så du har ikke lyst til at stikke af fra mig lige så hurtigt som lige før?”

,,Niks.”

,,Jamen okay så. Hvad med at sætte os derovre på de der sten?”

,,Fint.”

De gik et par meter længere væk fra kanten af klippen og kom til nogle store sten, hvor de satte sig.

Nell bliv pludseligt ramt af et stik af nervøsitet.  

,,Okay, så… Er du… Øh, hvordan er…” Nell skar ansigt af sig selv, men et lille fnis sneg sig ud mellem hendes læber alligevel. Den sætning gav ikke på nogen måde mening. Det var det rene volapyk hun havde fyret af.

,,Heh, du må undskylde min ringe talefærdighed. Det er svært at tale med en fremmed, når man ikke har prøvet det før. Hvad med om du starter?” Drengen så også ud til at more sig over hendes manglende kommunikationsevne, for et stort smil blomstrede i hans mundvige.

,,Godt så. Mit navn er Keiran. Hvad er dit?”

Måden han spurgte på, var så simpel, at Nell fik lyst til at brække sig over det sætningsopkast, hun fik lukket ud før. Hun gav sig selv en mental lussing, men svarede så.

,,Keiran, åh. Jeg hedder Nell.”

,,Hmm.”

For en stund sad de bare der på stene og så op på himlen. På stjernerne. Nell var lige ved at lade sig hypnotisere af de små, lysende prikker på himlen, men talte så inden hun ville fortabe sig endnu mere.

,,Er der ikke bare noget fantastisk ved stjernerne?”

Nell kiggede længselsfuldt op på nattehimlen. Hun kunne mærke Keirans øjne hvile på sig. Han fangede hendes blik, og hans sorte øjne brorede sig ind i hendes. En skør tanke passerede hendes hoved. Et øjeblik troede hun, at hans pupiller ville gennembore og splitte hende ad.

,,Hvad tænker du på?” Han havde vendt blikket op mod stjernerne, og det lignede at han prøvede at regne ud, hvorfor hun fandt dem så fantastiske.

Nell rømmede sig. ,,Jo, altså, du ved… De sidder bare deroppe på himlen. Og… og lige meget, hvor højt jeg flyver og hvor mange gange jeg prøver, så kan jeg aldrig nå dem. De er uopnåelige,” hun rynkede øjenbrynene, slog blikket ned i jorden, og følte sig pludselig sær for bare at plapre løs.

,,Undskyld, det var fjollet sagt. Jeg-”

,,Jeg synes det var smukt,” mumlede Keiran, men så stadig op i luften. Nells øjne vandrede hen på ham, som han sad der på en knæhøj sten og så tænksom ud.

,,Det er så underligt at snakke med en anden end mine forældre. Jeg ved, at det er forbudt, men jeg kan ikke gøre for det. Jeg glæder mig sådan til at få duellen overstået. Jeg kan ikke vente til jeg endelig kan møde andre mennesker, for den følelse det giver mig at tale med dig, er helt ubeskrivelig. Jeg føler mig så levende.”

Han talte med så meget længsel i stemmen, at det næsten gjorde ondt på Nell. For hun havde det på nøjagtigt samme måde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...