Drageskæl

Caldera duellen. En brutal og voldelig kamp mellem to drager. Vinder du den, vil du bringe din familie ære. Taber du, ja, så dør du. For der er kun én vinder. Det er en kamp mellem liv og død. Når du først har underskrevet kontrakten, er du bundet. Der er ingen vej tilbage. Kaileynell Everett kan som alle andre beboere i Deepmoor forvandle sig til en drage. Siden hun var helt lille, har hun fået stoppet i hovedet, at det at vinde en Caldera duel, vil bringe lige så meget ære over hende, som til hendes familie. Hendes forældre vil ganske simpelt ikke kendes ved hende længere, hvis hun nægter at tage kampen op mod sin modstander. Men hvad sker der når Kaileynell helt uventet forelsker sig i Keiran Sorrel? Ham hun skal kæmpe imod. Ham hun skal slå ihjel. Dette er mit bidrag til fantasykonkurrencen, og jeg har valgt mulighed nummer fire.

30Likes
55Kommentarer
1043Visninger
AA

4. Kapitel 2

Darcey Lorayne Everett sad inde i stuen ved pejsen på en flot broderet lænestol, da Kaileynell og hendes far kom hjem fra aftenens træning. Den dybe bordeauxfarve der prægede stoffet stod godt til hendes jadegrønne øjne. Det samme rødbrune hår der indrammede Kaileynells hjerteformede ansigt, var også af finde på Darcey. Årene havde dog indhentet hende en smule, så et par sølvgrå hår var tittet frem fra de mørke lokker for at hilse på verdenen. Hun stirrede ind i ilden med hårde, kolde øjne, men blødte lidt op, da hun så far og datter der trådte ind ad døren.

,,Endelig, jeg var ved at tro at Kaileynell var styrtet på vej hjem, eller værre,” sagde hun og åndede lettet op.

Kaileynell vrissede indvendigt. Hun hadede, at hendes mor altid tvivlede på, hvor god hun var. Og det irriterede hende næsten endnu mere, når hår hendes mor blev ved med at kalde hende ved hendes fulde navn. Hun havde altid foretrukket Nell. Det var meget kortere og ikke så formelt. Hendes far var den eneste af hendes forældre, der havde lyttet til hendes bøn, og derfor kaldte hende hvad hun gerne ville kaldes.

Terence sukkede opgivende. ,,Kæreste, jeg har da fortalt dig mindst hundrede gange, at Nell her er en verdensklasse flyver. Hendes vingeslag er perfekte og stabile, og hun flyver fra mig uden problemer. Du må lære at stole lidt på min dømmekraft,” sagde han og hans brune øjne så dybt ind i sin hustrus tvivlende blik. ,,Jeg kunne aldrig finde på at få hende til at gøre noget, hun ikke er parat til. Det ved du da.”

,,Jamen hun kan da ikke allerede-”

Kaileynell stønnede og afbrød sin mor. ,,Vil i ikke nok lade værre med at snakke om mig, som om jeg ikke er her?”

Hun verfede armene ud i luften for at gøre dem opmærksom på hendes tilstedeværelse. Darcey var tydeligvis ikke tilfreds med sin datters udbrud, for hun kneb øjnene sammen, så der kun var to grønne sprækker at se. Derefter rejste hun sig fra stolen, satte hænderne på sine hofter og talte med anstrengthed i stemmen.

,,Unge dame, du skal ikke hæve din stemme over for mig, kan jeg godt sige dig. Jeg bekymrer mig bare for dig. Du burde lære at sætte lidt mere pris på min omsorg.”

Nell sukkede. Hendes mor havde altid været en nervøs kvinde. Hvorfor, vidste hun ikke, men af en eller anden besynderlig grund, kunne hun give Nell dårlig samvittighed over de mindste ting. Derfor gik hun hen og lagde armene om sin mor og hvilede hagen på hendes skulder.

,,Undskyld, jeg er nok bare lidt træt efter træningen. Den var lidt hård i dag med alt den ildspydning.”

Moderen lagde hænderne om Nells skuldre og knugede hende ind til sig i et øjeblik. Så gav hun slip og skubbede blidt Nell fra sig så hun kunne se hende i øjnene.

,,Det er okay, min skat. Gå du op i seng og få dig en god nats søvn, så du er frisk og udhvilet til træningen i morgen.”

Nell sprang hen til sin far og kyssede ham på kinden og råbte godnat hen over skulderen, da hun tumlede op ad trapperne og ind på sit værelse. Det var ikke specielt stort, hendes seng var ikke den blødeste og gulvet knagede altid når hun trådte hen over dørkarmen, men det lille rum havde alligevel en vis charme. De mørkelilla gardiner indrammede det lille, let skæve vindue og gav værelset mere dybde. På den sorte, krogede gardinstang var der snoet en flot lyskæde omkring. Det mindende Nell en smule om stjerner når de lyste op i det ellers mørke rum.

 

***

 

Nell prøvede at sove, men søvnen nægtede stædigt at indtage hendes sind. Derfor ventede hun lidt, og hørte så sine forældre gå i seng i rummet ved siden af. Hun diskuterede mentalt med sig selv og endte med at stå op, få sine jeans og sorte langærmede t-shirt på igen, og sneg sig forsigtigt ud ad døren.

Hun gik med hurtige, stille skridt hen ad gaden, indtil hun nåede et par meter ind i skoven og stoppede op. Med øjnene lukkede, koncentrerede hun sig. Hun mærkede varmen stige op fra hendes fødder som et omvendt brusebad. Som varme stråler, der kravlede op af hendes ben og omfavnede hende. Hun mærkede forvandlingen indtage hendes krop, og da hun åbnede øjnene igen så hun igennem dragens blik. Hun elskede det.

Nell løb et par meter på sine fire skældækkede ben og satte så af. Hun fløj op imellem træerne og op i himlen. Vinden strøg blidt over hendes vinger, som et kærtegn sendt fra himlen, og hun nød det. Nød at føle sig så fri, nød at føle, at ingen kunne nå hende. Hun følte sig uovervindelig.

Du skulle måske flyve lidt lavere, nogen kunne opdage dig.

Nell frøs i luften. En fremmed havde talt i hendes sind. Det var sådan drager kommunikerede med hinanden. Hun kiggede febrilsk rundt til siderne, men hun kunne ikke finde den anden drage.  

Hører du dårligt?

Den dybe stemme lød drilagtig. Igen snurrede Nells blik rundt, men hun fik intet resultat. Hun begyndte at blive mere og mere nervøs.

Hernede.

Nells blik faldt på en stor, sort drage, der fløj lige neden under hende. Den var større end hendes far, og dens vingefang var næsten dobbelt så bredt som hendes eget. Den fløj op på siden af hende og så på hende med øjne, der havde samme farve som nattehimlen. Små stænk af sølv kredsede rundt om pupillerne. Det lignede små stjerner, der glimtede i den fremmede drages øjne.

Hurtigt så hun væk og trak sig ned mod skovbunden. Den sorte drage indhentede hende hurtigt, så hun satte farten op og landede kort efter på skovens grønne, bløde, mosbeklædte bund. Hun forvandlede sig hurtigt tilbage til sin menneskeskikkelse, og ventede på at sin forfølger skulle gøre det samme.

Den store, sorte drage, blev utydelig i et øjeblik, men så stod en dreng på omtrent hendes egen alder over for hende. Det sorte hår hang ned i panden på ham, men han lod ikke til at bemærke det. De øjne, der før havde matchet den mørke himmel, var nu sorte og stirrede nysgerrigt på hende.

,,Du er godt nok en hurtig flyver. Hvor længe har du trænet?”

Dette spørgsmål stillede han hende som om alt var helt normalt. Men det var det langt fra. Børn og unge mennesker, der ikke havde været igennem Caldera duellen, måtte ikke tale med andre end deres forældre. Man fik aldrig af vide, hvilken person man skulle kæmpe imod, indtil én måned før duellen. Man blev opdraget til at skulle hade den person man skulle kæmpe imod. Det var lettere et dræbe, hvis man hadede. Hvis man aldrig havde mødt nogen, var det lettere at hade. Simpelt.

Nell kiggede først forvirret på ham, men rystede så på hovedet.

,,N-nej, jeg må tilbage. Det her er forbudt, og det ved du udmærket godt.”

Nell var meget nysgerrig efter at tale med en anden på hendes egen alder, men det var imod reglerne. Hendes skingre stemme overbeviste ikke engang hende selv. Drengen foran hende lod heller ikke til at bide på krogen. Han blev bare ved med at stirre på hende med sine sorte øjne. Et skævt smil krusede sig på hans læber da han sagde:

,,Okay, så hør her. Lad os lave et væddemål. Hvis du kommer først op på toppen af det bjerg derhenne,” sagde han og pegede bag hende. Det var et par kilometer uden for Deepmoor, men med en drages hastighed, ville det ikke tage mere end et par minutter at komme derud. ,,så tager vi begge hjem og glemmer alt, hvad der er sket her i nat. Men hvis jeg derimod kommer først, så sætter vi os begge ned og snakker som voksne mennesker, der har været igennem deres Caldera. Du ved, bare for sjovs skyld og narrestreger.”

Smilet havde langsomt nået hans øjne. Det gavtyveagtige blik spillede imellem hans øjenvipper, som var de tremmer, der holdt noget uartigt buret inde. Noget der bare ventede på at Nell sagde ja, så det kunne slippe fra dets fængsel.

Nell kiggede ubeslutsomt ned i jorden og bed sig i læben. Hun åbnede munden for at sige noget, men den sorthårede dreng afbrød hende.

,,Jeg sværger, at jeg ikke er ude på skræmmer,” han førte sin højre hånd hen på sit hjerne. ,,Jeg er bare så træt af de her åndssvage regler. Jeg hader den her elendige by.”

Foragten var ikke svær at spore i hans dybe stemme, og pludselig fik Nell en brændende trang til at gøre noget overilet. Og derfor kunne hun heller ikke stoppe ordene før de var fløjet ud af munden på hende, før hun kunne nå at stoppe dem.

,,Lad os gøre det.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...