Drageskæl

Caldera duellen. En brutal og voldelig kamp mellem to drager. Vinder du den, vil du bringe din familie ære. Taber du, ja, så dør du. For der er kun én vinder. Det er en kamp mellem liv og død. Når du først har underskrevet kontrakten, er du bundet. Der er ingen vej tilbage. Kaileynell Everett kan som alle andre beboere i Deepmoor forvandle sig til en drage. Siden hun var helt lille, har hun fået stoppet i hovedet, at det at vinde en Caldera duel, vil bringe lige så meget ære over hende, som til hendes familie. Hendes forældre vil ganske simpelt ikke kendes ved hende længere, hvis hun nægter at tage kampen op mod sin modstander. Men hvad sker der når Kaileynell helt uventet forelsker sig i Keiran Sorrel? Ham hun skal kæmpe imod. Ham hun skal slå ihjel. Dette er mit bidrag til fantasykonkurrencen, og jeg har valgt mulighed nummer fire.

30Likes
55Kommentarer
1039Visninger
AA

3. Kapitel 1

Deepmoors små træhuse stod med halvtreds meters mellemrum. De havde ingen forhaver, kun en lille stump græsplæne omme bag husene. Hvis ikke der var nogen have man kunne gå ud og rode i, ville man heller ikke lige pludseligt støde på et andet menneske. Mindre kontakt var bedre. Sådan havde det altid været. Det var ikke ligefrem den bedste by i Volmoria at bo i, hvis man ville have gode naboer.

For børnene var det dødkedeligt at vokse op imellem Deepmoors små, asociale, sjæleforladte gader. Man startede på Fairfire skolen når man fyldte fem år, og sluttede når man blev atten. Man gik i skole, men det var forbudt at snakke med andre end lærerne, som faktisk også helst ville være fri for at svare på andet end spørgsmål, der var relateret til det enkelte fag.

Skolen var en bred, kold egetræs bygning med fire klasselokaler og et læreværelse. Ikke meget, men der var heller ikke mange indbyggere i Deepmoor. Den var placeret inde på torvet, lige ved siden af De Ældstes hus. De Ældste var grundlæggerene af byen. Med sine seks etager, var det den højeste bygning i hele byen. Og den eneste lavet af mursten. De rødlige -og orangeagtige sten var muret i et eksotisk mønster så det lignede at flammer var ved at kravle op ad bygningen. Lærerne fortalte altid de mindre elever, at det var en af De Ældste, der spyede ilden ud overmurstenene, så de fik den farve. Men efterhånden som de blev ældre og lærte mere om deres sande natur som drager, hoppede de ikke længere på den. Enhver vidste jo, at det ikke lavede flotte aftryk, når en drage spyede ild, men ville brænde det hele ned til grunden.

Ja, i Deepmoor forvandlede man sig til en drage når man havde afsluttet skolen. Derefter trænede man i ét år med sine forældre, for at gøre sig klar til Caldera duellen. Kampen om at vinde sin familie ære. Duellen mod et andet menneske på ens egen alder. En kamp om liv eller død. Hvis man tabte, døde man. Hvis man vandt, ville man bringe sin familie ære, og dermed leve videre.

Ingen børn havde kontakt med andre end sin familie, indtil det blev tid til deres Caldera duel. Fra de blev født og til de blev fem, ville de være hjemme hos deres forældre. Dag ud og dag ind i den samme trummerum.

Hvis man ikke kendte personen, man skulle kæmpe imod, ville det også være lettere at hade ham eller hende.


***

 

Nell, ikke så højt!

Terence Everett råbte irriteret i hendes sind, men hun lod som om hun ikke havde hørt det. Hun elskede at mærke vinden suse imellem hendes vinger, så hun fløj højere og højere op i nattehimlen. Hun var sikker på, at hvis hun fløj højt nok op, ville hun kunne røre stjernerne. De smukke, små tingester, hun altid havde været så fascineret af. Hun var overbevist om, at når hun engang døde, ville hun få en plads deroppe sammen med dem. Hendes forældre syntes det lød dumt, men hun ville aldrig holde op med at drømme om det.

Kaileynell Everett!

Jaja, jeg skal nok, far.

Kaileynell lod sine vinger stå stille, så hun begyndte at styrte ned mod søen lige under dem. Lige inden hun ramte vandet, rettede hun op, så hun fløj så tæt på vanoverfladen, at hun kunne se sit eget spejlbillede helt ned til sidste detalje. Hendes normalt kastanjebrune øjne, blev ildrøde, når hun forvandlede sig. De mørkebrune skæl, der dækkede hele hendes krop, havde det samme røde skær, der også var at se i hendes hår, når hun var menneske. Hun ville have set frygtindgydende ud, hvis ikke det var fordi alle i Deepmoor kendte til drager. Huden på hendes vinger var ru og man kunne kun lige ane et par enkelte, bittesmå skæl. Klørene på hendes fingerspidser var, ligesom piggene på hendes ryg, ikke til at spøge med.

Kaileynell havde været bekendt med sin indre drage i snart et år, så det varede ikke længe inden hun skulle møde sin modstander til Caldera duellen. Nervøsiteten spredte sig i hendes krop og helt ud i hendes barberblads skarpe hale, da hun tænkte på det.

Vi lander derovre på den store sten ved bredden.

Hendes far var lige bag ved hende, større og bredere end hende. Hans skæl var lidt ældre og mere slidte end hendes, men farven havde stadig den samme nødefarvede intensitet.

Hun kunne ikke lade værre med at sukke opgivende da han for anden gang havde afbrudt hendes tanker. Men hun svarede ikke igen, det ville bare ende med at han fik et møgfald, når de havde forvandlet sig tilbage igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...