Renselse gennem ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Detter en en slags "fortsættelse" af Dan Browns krimier om Robert Langdon. Selvfølgelig er jeg på ingen måde lige så dygtig som ham, men jeg beundrer hans arbejde og har så vidt muligt forsøgt at skrive lidt i hans stil.

1Likes
0Kommentarer
209Visninger
AA

9. Smerten i dine øjne

Hvidt. Alt i hospitalets venteværelse var hvidt. Loftet, væggene, sågar gulvet var helt farveløst og hvidt. Kun de umage plastikstole havde en grim, matblå farve.

Langdon, Abbeygail og Domenico havde spist en hurtig frokost, bestående af kantinens lettere snaskede sandwicher, og var derefter kørt direkte til Hospital S. Maria Nuova, hvor de, der var blevet forbrændt var indlagt. Under køreturen gennem Firenze, der henlå i mørke, havde Langdon, med en gysen, tænkt tilbage på sit sidste eventyr i den smukke, historiske by. Han var vågnet op på et af byens hospitaler, omtåget og uden hukommelse af de foregående to dage. Den unge sygeplejerske, Sienna Brooks, havde fortalt ham, at han var blevet skudt. Siden fulgte en hæsblæsende jagt, på en navnløs person, der tilsyneladende ville inficere verden med pest.

Langdon gned sine trætte øjne. Nu var han endnu engang tilbage i Dantes fødeby, endnu engang for at løse et højest ubehageligt mysterium. Han sukkede og støttede hovedet i hænderne. Hvis denne tradition ikke snart ophørte, ville det ende med, at han ikke turde rejse til en af verdens smukkeste og mest fascinerende byer.

Han nåede heldigvis ikke at tænke mere over dette, før en ung, lyshåret sygeplejerske trådte ind i venteværelset.

"Segnor Bardaracco?" spurgte hun, på italiensk og så sig omkring.  Domenico rejste sig tungt og gjorde tegn til Langdon og Abbeygail. De fulgte alle tre efter sygeplejersken ned af gangen. Domenico havde bedt dem om, eller måske snarere beordret dem, til at tage med til hospitalet, for at tale med ofrene.

De stoppede uden for en dør, prydet af en lille messingplade, med påskriften: 304 ICU. Nedenunder stod der: Matteo Rossi Bianchi.  Domenico åbnede døren, og Langdon fulgte efter ham og Abbeygail ind på stuen.

 

Domenico havde vist dem et billede af det første offer. Matteo havde engang været en køn, solbrun dreng, med kraftigt, blond hår og næsten ravgyldne øjne. Nu var kun øjnene tilbage. Håret var brændt væk og huden var dækket af hvide bandager. Den 14-årige dreng lignede mest af alt en mumie, fra en dårlig gyserfilm.

"Hej Matteo," hilste Abbeygail, på italiensk. Den unge forsker tog ingen notits af bandagerne. Hun behandlede drengen, som om han var en gammel ven, hun lige havde mødt på gaden. Langdon beundrede den unge kvinde. Han bekæmpede selv en voldsom trang til at kaste op, ved synet af den forbrændte hud, der flere steder kunne skimtes under bandagerne.

Drengen svarede ikke, registrerede måske ikke Abbeygails hilsen. Han stirrede bare på dem, med sine brændende, gyldne øjne, der i et kort øjeblik mindede Langdon om øjnene hos et stort kattedyr.

"Jeg er Domenico Bardaracco, chef for Polizia-" begyndte Domenico.

"Jeg ved hvem du er," afbrød drengen ham køligt. Hans stemme var hæs og svag, nærmest en hvisken, men alligevel tydelig. "Jeg ved også hvorfor I er her," de gyldne øjne katteøjne stirrede ufortrødent ind i Domenicos stålgrå, næsten hånligt. "I vil vide, hvem der gjorde det her mod mig," han gjorde en svag bevægelse med armen, mod sin indbundne krop. "Jeg må desværre skuffe jer, mine herre," sagde han. De gyldne øjne hvilede kort på Abbeygail, gled langsomt ned over hende. "Og dame," tilføjede han så.

Langdon mærkede de små hår på sine arme rejse sig. Der var noget forkert, ved denne dreng. Han havde ikke megen erfaring, med hverken børn eller teenagere, men han forestillede sig de fleste 14-årige drenge, som agne-ramte computerspilsentusiaster eller overivrige fodboldspillere. Den dreng passede ikke ligefrem på profilen.

"Jeg husker intet om denne.. person," fortsatte Matteo. "Det eneste jeg husker, er en mørk skygge, flammerne, den hvidglødende smerte og den ækle stank, af min hud der smeltede." Langdon sank noget, og mærkede kvalmen stige i halsen. Drengens øjne var rolige. Faktisk så han næsten ud til at more sig.

"Hvorfor var du indlagt, på San Salvi?" spurgte Abbeygail. Hun havde sat sig i en stol ved sengen. Matteo lo - en ubehagelig, raspende lyd.

"Det vil du ikke bryde dig om at vide, søde hjernevrider," sagde han og kneb de ravgyldne øjne let sammen.

"Jeg er ikke som de andre patienter.. ikke en folk har ondt af," drengen næsten spyttede ordet ud. "Jeg skærer ikke i mig selv, sulter ikke mig selv, og jeg er ikke deprimeret.. Ha, jeg hader sgu ikke en gang mig selv, og de får ikke lov at trøste mig, for jeg tuder ikke. Jeg er ikke en gang ked af det!".

Langdon følte sig utilpas, havde mest lyst til at forlade rummet.

"Forstår I, jeg er satanist. Jeg finder nydelse, i andres smerte. De kalder det sadisme," de gyldne øjne lynede af foragt og væmmelse. "Kalder mig syg." Øjnene smilede. "De kalder mig syg og forkert, bare fordi jeg tør indrømme mit begær, i modsætningen til dem. De skjuler sig bare, bag pæne smil og gode gerninger".

Hvis drengens læber ikke var brændt næsten helt væk, kunne Langdon have svoret på, at han ville have spyttet på gulvet. Nu nøjedes han med et halvkvalt fnys. I guder, tænkte Langdon og rynkede panden. Han er jo kun 14. Ikke andet end et barn.

"Indrøm det dog," hviskede barnet, med de gyldne katteøjne. "Alle mennesker nyder andres smerte.. det er en del af vores natur. Vi finder nydelse i andres nederlag, deres smerte. Vi elsker at hæve os over andre, knuse dem under vores fødder," øjnene smilede igen. "Sådan tilfredsstiller vi vores egne liderlige sind. Stiller vores magtbegær."

Langdon skævede til Domenico. Den store mand stod med ryggen mod døren og armene korslagt over brystet. Han var for en gangs skyld helt tavs, lignede nærmest en ubevægelig statue. Abbeygail sad stille i stolen og betragtede drengen, med hovedet på skrå.

"De andre vil de gerne hjælpe," fortsatte Matteo. "Dem vil de gerne ynke. Men mig ser de på, med væmmelse og frygt. Ser på mig var jeg djævlen selv." Han lo igen, hæst og hvislende. "Måske har de ret."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...