Renselse gennem ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Detter en en slags "fortsættelse" af Dan Browns krimier om Robert Langdon. Selvfølgelig er jeg på ingen måde lige så dygtig som ham, men jeg beundrer hans arbejde og har så vidt muligt forsøgt at skrive lidt i hans stil.

1Likes
0Kommentarer
215Visninger
AA

5. Smerte

Smerte. Flammer. Blod. Lidelse. Frihed. Pisken vejer tungt i hånden - en velkendt vægt, der føles rigtig. En form for tryghed, i stanken af sved, rust og smerte, der hænger i luften, som en tungt parfume og river mig i næsen. Frihed. Jeg må opnå frihed, tilgivelse og renselse gennem smerten.

Jeg knæler foran hendes hellige billede: Et syndigt og urent menneske, tilmed en kvinde, der blev renset gennem noget så urent, som undfangelse. Helligånden fortærede urenhed, i urenheden selv.

Jeg løfter blikket, stirrer op på Jomfru Marias rene, altseende glasøjne. "Rens mig," hvisker jeg og knuger om pisken læderhåndtag, der stinker af sved og indtørret blod. "Lad synden fortære sig selv. Rens mig, du evigt uskyldige!". Det sidste bliver til et skrig, idet jeg samtidig løfter den tunge pisker og svinger den; bagover, nedefter, af alle kræfter. Snerten finder blødt kød, borer sig ned i muskler og væv, som et sultent dyr. Jeg skriger, da striber af hvidglødende smerte flænser min bare ryg. Svinger pisken igen og igen, mens verden forsvinder i en sydende tåge, af blodrød smerte.

 

Mit synsfelt flimrer, i sorte og hvide pletter, da jeg omsider falder forover, ned på de kolde marmorfliser. Varmt blod pibler ned over min ødelagte ryg, som klæbrige tårer, og pletter de hvide fliser. Selv gennem tågen af ætsende smerte, der slører mit sind, må jeg rynke på næsen i væmmelse. Urent.

Men det er ikke første gang, at de hvide marmorfliser har smagt blod, og smerten hjælper, gør det lettere at trække vejret. Jeg skal nok blive rigtigt ren en dag.

Jeg stabler mig besværet på benene, under jomfruens bydende blik, og vakler omtåget over til kosteskabet i hjørnet, efter mobbe og sæbevand, til at vaske gulvet, samt forbindinger og en flaske jod, til de dybe striber af råt kød, der pryder min ryg, som makabre trofæer.

Da sårene er forbundet og gulvet vasket, dækker jeg min nøgne krop til, inden jeg forlader mit allerhelligste, til fordel for endnu en lun nat i Firenze. Der er flere end mig, der trænger til renselse.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...