Renselse gennem ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Detter en en slags "fortsættelse" af Dan Browns krimier om Robert Langdon. Selvfølgelig er jeg på ingen måde lige så dygtig som ham, men jeg beundrer hans arbejde og har så vidt muligt forsøgt at skrive lidt i hans stil.

1Likes
0Kommentarer
219Visninger
AA

6. Skrigende sirener

Robert Langdon vågnede, ved lyden at sirener. Først undrende han sig en smule over, at lyden havde vækket ham. Ikke fordi det var en lyd han konstant var omgivet af, men sirener var heller ikke just usædvanlige. Han lå lidt i mørket, og ventede på, at lyden ville fortage sig. Om lidt ville han stå op og tage til universitetet, for som altid at svømme 50 baner, i den mennesketomme Harvard Pool's blikstille vand. Derefter ville han tage hjem og, frisk og parat til en ny dag, nyde sit sædvanlige morgenritual og i ro og mag håndmale sine Sumatra-kaffebønner.

Langdon smilede ud i mørket. Han kunne næsten mærke den eksotiske duft kildre i næsen. Med en fantomsmag af kaffe på læberne drejede han sig i sengen. Bare lige et par minutter mere. Han rynkede panden, da sengen knirkede højlydt under ham, som for at klage sig, over hans vægt. Hans seng i det victorianske hjem i Massachusetts plejede sandelig ikke at knirke. Nu hvor han tænkte over det, plejede hans seng også at være betragteligt blødere... Han skulle netop til at sætte sig op, da nogen tændte for lyset. 

Lysstofrøret over sengen skar ham i øjnene, som havde han kigget direkte ind i solen, midt på en hed sommerdag i Saharas brændende sand. Langdon lukkede instinktivt øjnene og skar ansigt.

"Hvad fanden foregår her?" mumlede han, forvirret og med en stemme, der stadig var grødet af søvn.

"Skynd dig, Professor!" råbte en fast kvindestemme. "Vi har haft natligt besøg igen."

Natligt besøg? Igen? Langdon var totalt forvirret. Først da han åbnede øjnene og så Abbeygail Carlisle stå i døren, med uglet hår og opspilede øjne, kom det hele tilbage til ham. Han mærkede sin puls accelerere, da det gik op for ham, hvad den unge forsker mente. Er nogen blevet brændt igen?

Han sprang ud af sengen, glad for, at han altid sov i pyjamas - noget hans yngre venner ofte drillede ham med, og styrtede ud af døren, i hælene på Abbeygail.

 

Uden for hospitalet var alt kaos. Fra sin plads på den blæksorte nattehimmel, badede en næsten fuld måne det kaotiske sceneri af råbende personale, patienter og politifolk i sit blege, spøgelsesagtige skær. En ambulance holdt parkeret i indkørslen, med hylende sirener og motoren tændt, og oplyste den isnende regn, der selvfølgelig silede ned, i neonblå glimt.

Langdon så sig forvirret omkring, midt i virvaret af mennesker, og fandt til sidst Domenico, der, rolig som altid, stod og snakkede med en ambulancefører.

"Hvad sker der?" spurgte Langdon forvirret politichefen, der nedstirrede ham, med sine kølige, stålgrå øjne.

"Fuori del modo![1]" råbte en stresset stemme i det samme på italiensk, og Langdon måtte springe til siden, for to ambulancefolk, der hastede forbi med en båre. Han nåede kun lige at fange et glimt af personen på båren; skrigene distraherede ham. Forfærdelige, vilde skrig, blandet med hikstende gråd, der næsten lød mere dyriske end menneskelige. Det vendte sig i Langdons mave.

"På en eller anden måde, lykkedes det ham at slippe ind på trods af vagterne..". Domenico vendte sig mod Langdon med rynket pande. Hans fingre fingerede tankefuldt, ved skægstubbene, der prægede hans kraftige hageparti. "Det må være en, der har adgang til patienterne - døren var ikke engang brudt op..".

Langdon skævede til ambulancen, der i det samme accelererede og kørte ud af indkørslen, med hylende sirener. Han syntes næsten, han kunne høre de forfærdelige skrig, som et ekko af sirenen.

"En fra personalet.." konkluderede han. Langdon betragtede sig selv som en intelligent mand, men det gik over hans forstand, at nogen ville sætte ild, til deres egne patienter.

Domenico nikkede og så Langdon direkte ind i øjnene, med noget, der næsten kunne forveksles, med et hånligt smil om den ene mundvig. "Så må vi jo håbe, at du er lige så god til at gætte gåder, som dit rygte siger, Professor," sagde han langsomt, inden han vendte sig og gik tilbage gennem regning, til hospitalet.

Langdon så efter ham, med en ubehagelig, gnavende fornemmelse i mellemgulvet, og fik i det samme øje på Abbeygail, der stod helt stille, midt i den silende regn og stirrede ud i luften, med et tomt udtryk i øjnene. Den ellers så rolige unge kvinde, der før havde virket næsten urørlig, rystede over hele kroppen.

 

[1] Af vejen!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...