Renselse gennem ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Detter en en slags "fortsættelse" af Dan Browns krimier om Robert Langdon. Selvfølgelig er jeg på ingen måde lige så dygtig som ham, men jeg beundrer hans arbejde og har så vidt muligt forsøgt at skrive lidt i hans stil.

1Likes
0Kommentarer
206Visninger
AA

2. Skizofreni og natlige eventyr

Robert Langdon trommede ubevidst fingrene mod armlænet på det røde lædersæde og kastede for fjerde gang et utålmodigt blik, på sit Mickey Mouse ur. Mickeys arme viste, at klokken  var lidt over 9. Pausen burde være slut, og forelæsningen genoptaget, for flere minutter siden.

Endelig tændtes lyset ved podiet endnu en gang, og Abbeygail Carlisle gik ind, for at genoptage sin forelæsning. Hendes højhælede ruskindsstøvler smældede mod gulvet.  Abbeygail var en køn, ung kvinde først i trediverne, med langt, mørkt hår, sat op i en stram hestehale, gyldenbrun hud og store, dybblå øjne.

På trods af sin unge alder, var hun en af USA's førende forskere inden for psykologi, og hun var især meget omdiskuteret lige i tiden, med udgivelsen af sin nye bog When pain becomes a friend, der specielt omhandlede psykisk sygdom hos unge.

"Okay, mine damer og herrer" sagde hun på engelsk, med udpræget australsk accent. "Så starter vi igen."

Langdon rynkede panden. Det var som om noget ved den unge kvinde havde forandret sig, siden pausen. Ansigtet var ligesom fjernt og øjnene underligt hvileløse, som befandt hun sig pludseligt et helt andet sted. Han glemte dog hurtigt Abbeygails forandrede optræden, da hun trykkede et billede op på skærmen. Billedet var sorthvidt og forestillede en ung, nøgen mand, der lå sammenkrøbet i fosterstilling, på et lige så nøgent cementgulv. Dette var ikke i sig selv specielt usædvanligt - det der fangede Langdon, og resten af publikums opmærksomhed, var de utallige hænder, der strakte sig ud mod manden, fra huller i betonvæggene, der omgav ham.

"Før pausen snakkede vi om selvskade, spiseforstyrrelser og depression hos unge," fortsatte Abbeygail.

"Jeg har reserveret næsten halvdelen af denne forelæsning, til at tale med jer om den psykiske sygdom, der efter min personlige mening, er den mest misforståede," hun holdt en kunstpause. "Især hos unge."

Hun havde hele salens opmærksomhed nu, og det kunne hun uden tvivl mærke. Skyggen af et smil flakkede om hendes fyldige læber, trods øjnene, der syntes at være milevidt fra foredragssalen. "Nemlig skizofreni." 

"Modsat af, hvad en overvældende stor del af befolkningen tror, har skizofreni ikke noget at gøre med at have flere personligheder. Dette indgår i en helt anden diagnose, nemlig: Dissociative Identity Disorder. Personer med denne lidelse kan opleve de symptomer, der af mange fejlagtigt forbindes med skizofreni, såsom hukommelsestab og karakterændringer, i forbindelse med forstyrrelser i personligheden."

Abbeygail holdt en pause, kastede et kort blik ud over salen, som for at sikre sig, at hun havde alles opmærksomhed, og skiftede så billede på projektoren. Det nye billede var ligeledes sorthvidt og forestillede en ung, smilende kvinde. På hver side af ansigtet sås adskillige konturer af den samme kvinde, men med forandrede ansigtsudtryk. En græd, en anden var tydeligvis vred og en tredje rev sig i håret i frustration. Abbeygail rettede endnu en gang blikket mod mængden og fortsatte sit foredrag:

"Skizofreni indebærer derimod symptomer, som at høre stemmer og andre lyde, der i virkeligheden ikke er til stede, samt, i nogle tilfælde, voldsomme hallucinationer. Der kan også forekomme blackouts og hukommelsestab."

Foredraget blev i det samme afbrudt, af en høj, men smuk lyd, der næsten lød som... klassisk musik. Langdon rynkede panden, det lød næsten som Mozarts Jupiter symfoni, hvilet var pudsigt siden dette også var ringetonen på hans... mobiltelefon. Hans mobiltelefon, som han i ét uendeligt, gruopvækkende sekund kom i tanke om, at han havde glemt at slukke inden forelæsningen.

Adskillige af de andre publikummer havde allerede vendt sig, for at stirre på ham, med forargelse i blikket. Langdon greb mobilen, der lå i en lomme i indersiden af hans Harris Tweed jakke, og i det samme var begyndt at vibrere, som et arrigt insekt. Han mumlede en serie uforståelige, forfjamskede undskyldninger, idet han rejste sig og, med blodet flammende i kinderne, maste sig forbi resten af sæderne på hans række og ud af en sidedør.

 

Da han endelig stod i den kølige forhal, holdt den forbandede telefon selvfølgelig op med at ringe. Skumlende af en  blanding af vrede, selvforagt og ydmygelse, åbnede Langdon opkaldslisten på sin mobil. Han rynkede panden. HEMMELIGT NUMMER, stod der med store bogstaver på displayet, under SENESTE OPKALD.

Han nåede ikke at tænke længere, end til en ubehagelig fornemmelse af deja-vu, før mobilen endnu en gang begyndte at ringe og vibrere, højt og insisterende. Han skyndte sig at trykke BESVAR OPKALD på touch-displayet.

"Hallo" sagde en dyb, skrattende stemme, med kraftig, italiensk accent, før han overhovedet kunne nå at præsentere sig. "Taler jeg med Robert Langdon?".

"Ja" svarede Langdon, en anelse overrumplet, og begyndte ubevidst at vandre frem og tilbage.

"Professor i symbolisme?" spurgte stemmen igen, som for at forvisse sig om, at han nu også var den rigtige Robert Langdon.

"Ja, det er mig De taler med" svarede Langdon igen. "Hvem taler jeg med?".

"Scusi Segnor, " sagde stemmen på italiensk, uden at lyde det mindste forlegen. "Mit navn er Dominico Bardaracco. Jeg er politichef for Polizia Di Stato."

Hvorfor ringer chefen for Italiens statspoliti til mig? Tænkte Langdon, der blev mere og mere bekymret.

"Jeg leder en igangværende efterforskning i Firenze, og jeg har brug for Deres hjælp" fortsatte Politichef Bardaracco. "Der holder et privatfly i Cambridge Airport, klar til afgang om en time. Det vil flyve Dem til Aeroporto di Firenze, hvor jeg vil mødes med Dem og orientere Dem om sagen."

Langdon stod et øjeblik bare og åbnede og lukkede munden, som en anden guldfisk. Egentlig burde dette ikke ligefrem komme bag på ham - han havde i dette øjeblik en kraftig følelse af deja-vu, men hans fornuft strittede alligevel i mod, ved tanken om at flyve til Firenze i et privatfly kl. 10 om aftenen, uden noget form for konkret information. På den anden side var det svært at modstå en mulighed for at komme til Firenze, der var en af hans personlige yndlingsbyer.

"Meget vel," hørte han sig selv sige og bandede indvendigt, da kunsthistorikeren og forskeren  i ham endnu engang gjorde sig til sejrherre over fornuften. "Så mødes vi-".

"Arriverderci Segnor Langdon," afbrød Dominico ham og lagde på. Han var åbenbart en meget travl mand, eller også var han bare frygteligt uhøflig. Det finder jeg nok snart ud af, tænkte Robert Langdon, da han forlod Harvard University.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...