Renselse gennem ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Detter en en slags "fortsættelse" af Dan Browns krimier om Robert Langdon. Selvfølgelig er jeg på ingen måde lige så dygtig som ham, men jeg beundrer hans arbejde og har så vidt muligt forsøgt at skrive lidt i hans stil.

1Likes
0Kommentarer
212Visninger
AA

3. San Salvi

Fladtrykt, vissent græs og glinsende våd asfalt strøg forbi, i en tåge af udviskede farver og konturer, da flyet strøg hen ad landingsbanen.

Langdon mærkede trykket skubbe hans krop tilbage mod det bløde flysæde og stirrede stift ud ad vinduet.

Jeg er ikke i et fly, tænkte han, næsten manisk. Jeg er udenfor i frisk luft og solskin, under blå himmel. Jeg er ikke i et fly. Han svedige hænder knugede krampagtigt om armlænet, og neglene borede sig ind i det bløde, sandfarvede læder. I et kort øjeblik var han endnu engang syv år:

 

Mørke. Fugtigt, sort mørke, der kom tættere og tættere på. Derefter vand. Isnende koldt, blæksort vand, der skvulpede ind over ham, omsluttede og kvalte ham. Lunger der gispede efter luft, trætte ben og krampende muskler. Mørke. Mørke og kulde. Kulden åd sig ind på ham, frøs hans blod til is og fik hans muskler til at stivne. Sekunderne gik. Sekunder, minutter og timer, og ingen kom. Der var kun kulden og mørket og vandet. Flere timer, alt for mange timer. Først da dagslyset kom krybende ind over brøndens fugtige sider, hørte de ham råbe.

 

Langdon gøs og virrede kraftigt med hovedet, som for at ryste det ubehagelige minde af sig. Den luksuriøse flykabine virkede pludseligt alt for trang, og vinduerne alt, alt for små. De var i luften nu, og verden nedfor bestod af et eventyrland af skyer, der knapt kunne anes mod nattehimlens blæksorte fløjl, kun afbrudt af de stjernerne, der glitrede som millioner kostbare krystaller.

 

Flyveturen var forbløffende kort, og blot få timer senere ramte landingshjulene landingsbanen i Aeroporto di Firenze. Langdon følte sig syg og svimmel og havde en voldsom trang til at kaste op.

"Gracia" takkede han piloten, idet han steg ud af flyet. Den unge, uniformerede mand nikkede uden at smile. Hvis han ikke havde været i Italien før, ville Langdon måske have overvejet, om alle italienere mon var så uvenlige.

Asfalten gyngede faretruende under ham, da han trådte ned på den, som havde han tilbragt aftenen på et skib i voldsom søgang, snarere end på et fly.

Ikke langt fra flyet, holdt to store, sorte Alfa Romeo parkeret. En mand steg ud af den ene og gik ham i møde, med lange, autoritære skridt og rank ryg. Han mindede Langdon om en garvet militærmand.

Langdon rakte hånden frem til hilsen, og manden trykkede den så hårdt, at han måtte bide sig i læben, for ikke at ømme sig.

"Dominico Bardaracco," præsenterede manden sig, kort og kontant. Aha, tænkte Robert. Så dette er altså chefen for Polizia Di Stato.

Dominico Bardaracco så ud præcis, som Langdon havde forestillet sig ham. Han var høj, omkring to meter, bredskuldret og korpulent, med et bredt korpus. Hans hår var karseklippet, kæbepartiet bredt og firskårent og øjnene små og stålgrå. Han var klædt i en lang, mørk frakke, sorte lædersko og sorte lærredsbukser.

"Robert Langdon" præsenterede Langdon sig høfligt og rettede ubevidst på sit mørke, grånende hår. Han følte sig underligt lille, foran den enorme mand.

Dominico slog ud med hånden mod den ene Alfa, og de to mænd satte sig ind. Briefingen skulle åbenbart foregå mens de kørte. Langdon spekulerede på, hvad der mon hastede så meget.

 

Der var køligt på bagsædet af Alfaen, og Langdon begyndte at slappe af efter den ubehagelige flyvetur.

Alfaerne strøg ned ad Viale Allesandro Ouidoni i høj fart, drejede til højre og fortsatte ned ad Viale Francesco Redi

"Undskyld, men kunne jeg få en forklaring?" spurgte Langdon høfligt. Han var efterhånden ved at blive utålmodig efter en forklaring på, hvad han lavede i Firenze midt om natten.

Men Dominico rystede på hovedet og stirrede fortsat ud af bilruden, på den mørke by, der susede forbi. "Jeg forklarer når vi når frem. Det er lettere, så kan De få De bedre få hele historien." Langdon åbnede munden, for at protestere, men lukkede den igen og vendte ligeledes blikket mod verden udenfor. Hans tidligere eventyr rundt om i verden havde efterhånden lært ham, at det nogle gange var bedst bare at observere, indtil man fik en forklaring.

 

Langdon blundede lidt og vågnede først, da bilerne drejede ned ad Via di San Salvi. De drejede ned ad endnu en mindre vej, der førte op til en stor, sandfarvet bygning omkranset af mure og en høj, sort jernlåge. På et skilt stod der: Ospedale psichiatrico di San Salvi.

Langdon rynkede forvirret panden. Et psykiatrisk hospital? Tænkte han. Hvad i alverden skal vi på et psykiatrisk hospital?

Normalt når Langdon blev kaldt ud, var det for at efterforske symboler i forbindelse store politisager, men han kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, hvad man skulle bruge hans ekspertise til, på et psykiatrisk hospital i Firenze.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...