Renselse gennem ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Detter en en slags "fortsættelse" af Dan Browns krimier om Robert Langdon. Selvfølgelig er jeg på ingen måde lige så dygtig som ham, men jeg beundrer hans arbejde og har så vidt muligt forsøgt at skrive lidt i hans stil.

1Likes
0Kommentarer
208Visninger
AA

7. Mistanker

Ingen følte nogen trang, til at gå i seng igen, så i stedet samledes Langdon, Abbeygail, Domenico og resten af efterforskningsholdet i San Salvis kantine. Uden for vinduerne hamrede regnen fortsat mod ruden  og kantinens grelle, blege lys og gråhvide møbler bidrog ikke just til hyggen. Langdon savnede for alvor sit kunstfærdige hjem og behagelige morgenritual.

Han løftede kaffekoppen, tog en stor slurk og havde nær spyttet det hele ud igen. Kantinens kaffe smagte omtrent som tjære, men havde han knapt fået tre timers søvn i løbet af natten, og koffeinen var hårdt tiltrængt.  

 

Efter en kort morgenmad, udelukkende bestående af kaffe, satte Langdon, Abbeygail og Domenico sig ind i et lille kontor, for at afhøre personalet om nattens begivenheder. Tanken om at skulle tale med en mand eller kvinde, der, i fuldt overlæg, havde sat ild til flere af sine egne patienter, gav Langdon en ubehagelig følelse af uro i maven.

Kontoret fungerede som opholdsted for den vagthavende læge og var på alle måder et trøstesløst rum; blåstribede gardiner var trukket for rummets eneste lille vindue, gulvet var dækket af Skiffergråt linoleum, og det sparsomme møblement bestod af et skrivebord, med en gammel computer, et kommode, en ældgammel kaffemaskine og en seng, der så ud til at være endnu mere ukomfortabel, end den Langdon havde tilbragt natten i.

Det umage afhøringsteam slæbte et par stole ind i rummet, som Langdon og Abbeygail satte sig i, mens Domenico stod i et hjørne, med korslagte arme og en mine, som en mand, der har glemt, hvordan man føler noget. Hans små, stålgrå øjne hvilede stift på døren, uden at blinke. Han ville være perfekt til "good cop / bad cop," tænkte Langdon. Hvis bare vi havde en, der kunne agere "good cop."

 

Den første, der trådte ind på kontoret, havde et Id-kort om halsen, med påskriften Ines Michela Minervino. Ines var en lille, kraftig kvinde, med form omtrent som et æble. Hun havde et rundt ansigt, store kinder og små, mørke øjne, dækket af et alt for kraftigt lag lyseblå øjenskygge. De brede læber var malet stærkt røde, og håret var et væld af korte, mørke proptrækkerkrøller.

Den midaldrende kvinde satte sig i stolen over for Langdon og Abbeygail, med et nervøst udtryk i de mørke øjne og hænderne samlet i skødet.

Langdon rømmede sig usikkert og rakte hånden frem til hilsen. Domenico nedstirrede ham med sammenknebne øjne, fra sin plads i hjørnet.

"Robert Langdon," præsenterede Langdon sig høfligt, med et venligt smil. "Jeg er professor i symbolik ved Harvard University."

Kvinden trykkede hans hånd, med et usikkert smil. "Jeg Ines," sagde hun, på gebrokkent engelsk, med kraftig, italiensk accent."Ines Michela Minervino. Jeg sygeplejerske her."

Abbeygail smilede til kvinden og rakte en slank hånd frem. "Ciao signora" sagde hun, på italiensk. "Il mio nome é Abbeygail Carlisle." Ines trykkede hendes hånd, med et taknemmeligt smil.

"Jeg er forsker inden for psykologi," forklarede Abbeygail, på flydende italiensk. Da både Robert, Abbeygail og selvfølgelig Domenico talte flydende italiensk, slog de, på grund af Ines' dårlige engelsk, over i hendes modersmål.

"Hvor var du i nat?" spurgte Domenico lige ud, fra sin plads i hjørnet og gennemborede kvinden, med sine stikkende, grå øjne. Langdon fik helt ondt af hende og priste sig lykkelig for, at det ikke var ham, der skulle krydsforhøres af den italienske politichef.

"Jeg spillede kort med de andre vagthavende sygeplejersker. Det vil sige ind til.." Ines sank noget, de mørke øjne flakkede og blev blanke. "Ind til hændelsen."

"Hvad er dit syn på denne "hændelse"?".

Den midaldrende kvinde rystede på hovedet, med rynket pande og et fortvivlet udtryk i sine mørke øjne.

"Er det ikke indlysende? Det er jo ganske enkelt forfærdeligt... jeg kan slet ikke forstå, hvilket..." stemmen knækkede. "Hvilket monster, der kunne få sig selv til, at sætte ild til de dejlige unge mennesker."

"Hvorfor ikke?" Domenicos stemme var kold som is.

Ines sendte ham et chokeret blik. "Jamen.. det er da direkte umenneskeligt!" udbrød hun og slog ud med de korte, buttede arme, så krøllerne dansede om hendes ansigt. "Og de stakkels børn.. Som om de ikke har problemer nok i forvejen." Hun rystede på hovedet, med et halvhjertet smil. "Jeg plejer altid, at sige til dem, når de er rigtig kede af det, at intet er så galt, at det ikke kan løses, med en stor portion af min tiramisu." Smilet blegnede og forsvandt. "Men denne gang kommer jeg vidst til at æde mine ord."

Langdon kunne ikke lade være med at smile. Den midaldrende kvinde mindede ham sådan, om en sød, gammel bedstemor.

 

Da Domenico endelig lod Ines gå, var de ikke kommet videre med efterforskningen. Politichefen nærede selvfølgelig stadig mistanke til alle, men hverken Langdon eller Abbeygail kunne tro, at den søde kvinde, der ligefrem havde inviteret dem hjem til sig, for at smage hendes berømte tiramisu, kunne sætte ild til nogen.

Den næste medarbejder, der trådte ind ad døren, var til gengæld noget mindre tiltalende.

Roberto Abate Alfonsi var på alle måder en alt anden end tiltalende mand. Han var midt i fyrrerne, selvom han sagtens kunne gå for at være ældre; høj, ranglet og mager, med et blegt, rotteagtigt ansigt, stikkende, vandblå øjne og tyndt, gråsprængt hår.

Da Domenico spurgte, hvor han havde befundet sig, i løbet af natten, hævdede han, med en ubehagelig, raspende stemme, at han havde spillet skak på sit kontor.

"Spillet skak med hvem?" spurgte politichefen, med let sammenknebne øjne. Han brød sig tydeligvis ikke om denne mand, og for en gangs skyld delte Langdon hans opfattelse, selvom han ikke var sikker på, at Domenico overhovedet brød sig om nogen levende væsner.

Den magre mand blottede sine skæve fortænder, i et ubehageligt smil. "Mig selv."

"Hvad er dit personlige syn på sagen?".

Roberto strøg sig om den spidse hage, med to lange, tynde fingre. "Det er interessant," sagde han.

Langdon mærkede sin underkæbe falde ned mod hagen.

"Interessant?!"  ubrød Abbeygail forarget. Hun havde fået hidsige, røde pletter, på de solbrune kinder. "De synes det er interessant?". Domenico sendte hende et isnende blik.

Roberto nikkede langsomt. "Javist. Jeg mener, det er selvfølgelig en skam, for de unges skyld, men alligevel.. et interessant fænomen, med symbolet og det hele. En spændende... gåde."

Abbeygail så ud, som om hun var på nippet til at eksploderer. Den unge kvinde sitrede ligefrem over hele kroppen. Langdon lagde en beroligende hånd på hendes lår og sendte hende et skævt smil. Hun slappede en smule af, men kinderne var stadig hidsigt røde.

 

De fik heller ikke meget ud af Roberto. Da den magre mand rejste sig, for at forlade kontoret, læste Langdon i forbifarten hans Id-kort. Psicologo stod der, til hans forfærdelse.

Næste offer, for Domenicos tredjegradsforhør, var en ung, attraktiv mand, ved navn E'jaaz Abbatiello. Den unge læge var veltrænet, slank og atletisk bygget, med kort, sort hår; et kort, markeret ansigt og mørke, mandelformede øjne.

"Jeg brugte natten på at læse og drikke kaffe i vagtstuen," besvarede han Domenicos første spørgsmål på overraskende ubesværet engelsk, med blød, italiensk accent.

"Det kræver en del kaffe, at være skarp en hel nat." Et skævt smil oplyste de mørke øjne.

"Præcis hvor skarp, Segnor Abbatiello?" spurgte Domenico, med kølig stemme. "Skarp nok til at bryde ind på et værelse, sætte ild til patienten og løbe din vej?".

E'jaaz rynkede panden, de mørke øjne opspiledes i chok. "De mener.." han fik et vredt drag om munden. "De mener, at jeg skulle have gjort dette?!". Den unge mand rejste sig fra stolen, med de muskuløse arme korslagt over brystkassen og vreden lynende i de mørke øjne. "Scusi Segnor Bardaracco," næsten snerrede han, med isnende stemme. "Men med al respekt - jeg er læge! Jeg arbejder hårdt, for at hjælpe de her mennesker, ikke sætte ild til dem!".

Domenicos stålgrå øjne hvilede stift på manden - politichefen virkede totalt uberørt. "Vær venlig at sætte Dem, Segnor Abbatiello," sagde han tonløst. Den unge læge rullede med skuldrene og satte sig så ned igen. Han virkede mere fattet nu, men der var stadig et krænket udtryk, i de mørke mandeløjne. Langdon forstod udmærket den unge mands vrede - Domenico var ikke ligefrem empatisk.

"Hvordan er Deres personlige forhold, til de unge?" spurgte Abbeygail, med et skævt smil. E'jaaz tøede en smule op og slappede af i skuldrene. De mørke øjne fik et varmt udtryk, idet et svagt smil trak i læberne.

"Meget godt, hvis jeg selv skal sige det," svarede han, med hovedet let på skrå. "Jeg gør, hvad jeg kan, for at holde deres humør oppe. Jeg er selv lidt et legebarn indeni," smilet voksede og afslørede et hvidt tandsæt. "Og jeg elsker, at bruge mine pauser på at spille fodbold eller playstation med de indlagte." E'jaaz fik et mere alvorligt udtryk i ansigtet. "Tror mig segnorina, når man er indlagt på et psykiatrisk hospital, er selv det mindste afbræk i hverdagen mere end velkommen."

Abbeygail smilede bredt. Langdon kunne heller ikke tilbageholde et skævt smil, da han så en svag rødmen, på den unge kvindes solbrune kinder. Man kunne næppe fortænke hende,  i hendes tiltrækning til den unge, attraktive læge, med det varme smil. Domenico udstødte et lavmælt fnys, fra sin plads i hjørnet.

 

Den sidste afhøring, var af en helt ung sygeplejerske, der næppe var meget mere end tyve år gammel.

Selena Nocella var en spinkel, næsten mager pige, med bleg hud, langt mørkt hår og mørke øjne, understreget af dybe, blålilla rander. Hun så ud som om, hun ikke havde sovet i dagevis.

Den unge kvinde virkede nervøs og fraværende, og Domenico måtte gentage alle sine spørgsmål mindst to gange, før hun opfattede dem. Hendes svar var usammenhængende , og de slørede, mørke øjne hang konstant ved vinduet, hvor gardinerne var trukket for.

"Hvad er Deres personlige holdning, til hele sagen?" spurgte Domenico på italiensk, der var det eneste sprog pigen talte. Selenas øjne flakkede uroligt rundt i rummet, blev aldrig hængende samme sted, i mere end et par sekunder. Hun havde tilsyneladende ikke hørt spørgsmålet. Abbeygail rynkede panden, med et bekymret udtryk, i de dybblå øjne, og rakte ud efter pigens blege hånd, som for at trække hende tilbage til virkeligheden. Selena spjættede og trak sig hurtigt baglæns, med de mørke øjne opspilede i frygt. I et kort øjeblik mindede hun Langdon, om et rådyr, der stirrer ind i forlygterne på en bil, der hastigt nærmer sig.

 Domenico gentog sit spørgsmål, langsomt og tydeligt.

"Øh.. jeg.." Selena tøvede og tog et skridt baglæns. "Det er.. forfærdeligt," hun virrede let med hovedet. "Forfærdeligt. Det er selvfølgelig helt.. forfærdeligt."

 

Da pigen fik lov at gå, var de på ingen måde nået videre. Langdon rynkede panden og gned sig udmattet i øjnene. Den sidste afhøring havde givet  ham en ubehagelig, knugende følelse i maven. Pigen havde næsten virket som om, hun havde taget noget. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...