Renselse gennem ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Detter en en slags "fortsættelse" af Dan Browns krimier om Robert Langdon. Selvfølgelig er jeg på ingen måde lige så dygtig som ham, men jeg beundrer hans arbejde og har så vidt muligt forsøgt at skrive lidt i hans stil.

1Likes
0Kommentarer
204Visninger
AA

10. Mindre end ingenting

Langdon lukkede døren til Stue 304 efter sig. Hans hænder rystede en anelse.

"Mamma Mia.." mumlede Domenico, med rynket pande. "Hvis den dreng ikke havde været indlagt siden den første nat, ville han have været min hovedmistænkte." Hverken politichefen eller Langdon så Abbeygails hånd, før den ramte Domenicos kraftige kæbe, med et syngende smæld.

"Har De overhovedet den fjerneste idé om den drengs smerte?!" nærmest hvæsede hun. Hendes kinder blussede hidsigt rødt. "Ikke nok med, at nogen har sat ild til ham. Alle ser også på ham, som om han er smittet med selve Den Sorte Død, bare fordi han har en lidelse, der ikke umiddelbart kalder på medlidenhed." Den unge forsker, så ud som om hun var på nippet til eksplodere. Domenico stirrede bare på hende. Et øjeblik var Langdon bange for, at den store mand ville slå igen. Så vendte han sig og gik uden et ord tilbage til venteværelset.

 

Det næste offer var ikke nær så slemt forbrændt, som Matteo. Domenico fortalte, at det havde lykkedes den 16-årige pige at slukke en stor del af ilden selv, ved hjælp af et brandtæppe, der var placeret på gangen lige uden for hendes værelse.

Isabella Costa Moretti var en køn pige, med olivengrønne øjne og lang, mørkt hår, der kun delvist var brændt væk. Huden på venstre arm og det meste af venstre side var blevet stærkt forbrændt, men ellers var hun sluppet med mindre brandsår.

Da Langdon og Abbeygail satte sig ved pigens seng, måtte Langdon alligevel gøre sig umage, for ikke at stirre på hende. Isabella var næsten uhyggeligt tynd. Kind- og kraveben var skarpt markerede, armene så ud til at kunne knække hvert øjeblik, og kroppen så lillebitte ud, under den uformelige, hvide hospitaltstrøje. Området omkring de grønne øjne var næsten sorte.

"Så du overfaldsmanden?" spurgte Domenico, på italiensk. Politichefen stod som altid op. Langdon overvejede, hvordan han kunne undgå, at blive træt i benene. 

Isabella rystede på hovedet. "Nej," mumlede hun, mens gåsehuden krøb op ad de bare arme. "Jeg vågnede ikke, før vedkommende maste en pude mod mit ansigt."  Domenico nikkede, med rynket pande og et dystert udtryk i de stålgrå øjne. Langdon forstod politichefens frustration - de kom ikke ligefrem videre med efterforskningen.

"Hvorfor er du indlagt?" spurgte Abbeygail. Den spinkle, mørkhårede pige sænkede blikket, trak skuldrene op og gjorde sig om muligt endnu mindre, end hun allerede var.

"Spiseforstyrrelse.." mumlede hun lavmælt. "Anoreksi og Bulimi." Svaret kom ikke bag på Langdon, men han fik alligevel ondt af pigen. Stakkels barn, tænkte han. Hvad får dog sådan en køn pige, til at gøre den slags mod sig selv?

"Synes du, at du er for tyk?". Der var ingen ynk i Abbeygails stemme, ingen undren. Bare et spørgsmål - venligt, men ikke medlidende.

"Det er ikke noget jeg synes," svarede pigen og løftede hagen, med pludselig trods i de olivengrønne øjne. "Det er noget jeg er. Jeg ved godt, hvad alle siger: At jeg er for tynd, at jeg burde spise mere. Men de lyver!" pigens spinkle hænder rystede let, da hun knyttede dem. "Desuden handler det ikke bare om at være tynd. Det gjorde det i starten, men... det bliver til så meget mere." Det unge ansigt havde fået et fjernt udtryk, som om hun talte til sig selv, ligeså meget som til Abbeygail.

"Det bliver til et spørgsmål om kontrol. Det bliver det eneste vigtige, det eneste der betyder noget. Tallene på vægten, kalorieinholdet i maden, målebåndet.. alt andet bliver bare uden betydning." Isabella kneb øjnene sammen, blinkede får at holde tårerne tilbage.

 "I forstår ikke, hvor afhængig man bliver af det," næsten hviskede hun og sænkede blikket. "Af tomheden. Af at føle sig ren og hul. Når man kaster op, er det ikke kun maden.. det er det hele. Alle følelserne, al smerten og frygten. Alting. Man bliver afhængig af sulten, går i panik, når den forsvinder. Til sidst spiser man ikke længere mad. Man spiser tal," Isabellas stemme rystede, mens store tårer trillede ned af de hule kinder. "Til sidst er intet mål lavt nok. Det ultimative mål bliver, at forsvinde, blive ingenting. Mindre end ingenting."

Magre fingre fingerede fraværende ved en lok af det mørke hår. "Jeg ønskede at bære min indvendige skrøbelighed udenpå" hviskede den unge pige.

 "Det ironiske er, at jeg begyndte at sulte mig selv, for at få dem til at holde op med at kalde mig tyk," hun løftede blikket - underlæben bævede en anelse, og tårerne svømmede i de olivengrønne. "Men nu er de eneste, der kalder mig fed, stemmerne i mit hoved."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...