Renselse gennem ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Detter en en slags "fortsættelse" af Dan Browns krimier om Robert Langdon. Selvfølgelig er jeg på ingen måde lige så dygtig som ham, men jeg beundrer hans arbejde og har så vidt muligt forsøgt at skrive lidt i hans stil.

1Likes
0Kommentarer
215Visninger
AA

14. Groteske eventyr

Abbeygail Carlisle kunne ikke huske, at hun nogensinde havde følt sig så helt igennem træt. I hvert fald ikke de sidste mange år. Hun strøg en hånd gennem sit lange, mørke hår og kom i tanke om, at hun havde glemt at sætte det op i den sædvanlige, stramme hestehale. Det skete ellers aldrig.

Hun kastede et blik rundt, på det rodede kontor der omgav hende; stakke af dokumenter, støvede reoler, utallige uvaskede kaffekopper og uorganiserede sagsmapper, og mærkede en prikkende følelse i fingrespidserne. Det rodede lokale trak hende tilbage til barndomshjemmet, med de tunge, gule gardiner, der altid stank af røg; de halvtomme flasker, der syntes at flyde på alle vandrette overflader; de små, farverige piller, der lå spredt ud over borde og gulve, som grotesk krymmel, og faderens halve fravær, der rungede, som et øredøvende ekko og forpestede luften, med en stank af brudte løfter.

Abbeygail mærkede gåsehuden krybe op ad sine bare arme og virrede med hovedet, som for at ryste de uvelkomne minder af sig. Nej, tænkte hun for sig selv og bed tænderne sammen. Det har du lagt bag dig, Abbey. Det hører fortiden til, og den kan du alligevel ikke ændre på.

"Miss Carlisle?". Abbey for forskrækket sammen, ved lyden af sit navn, og vendte sig efter den bløde, let syngende mandsstemme. E'jaaz Abbatiello stod i døren til kontoret, lænet mod dørkarmen og med hovedet let på skrå. Et træt smil spillede i de mørke mandeløjne, der efter for mange søvnløse timer, var understreget af blåsorte rander.

"Har De fem minutter?". Abbey nikkede fraværende. Han ville sikkert snakke om besøget hos patienterne, eller den forsvundne patient eller.. et eller andet. Hun var for træt til at tænke yderligere over det. Hendes omtågede hjerne kørte ligesom på rutinen lige nu. Med sløve, kejtede bevægelser rejste hun sig og fulgte efter den unge læge.

 

Abbey trådte ind på Dr. Abbatiellos kontor og følte sig straks mere afslappet. Rummet var lyst, med hvidkalkede vægge, lyst trægulv og flødefarvede gardiner. De sparsomme møblement begrænsede sig til et skrivebord i hvidmalet træ, en laptop, en udefinerbar, grøn plante og en reol med bøger. Alt var rydeligt og organiseret.

Den unge mand lukkede døren bag hende og blev stående. "Jeg vil gerne fortælle dem en lille historie," begyndte han. Der var noget underligt over smilet, udtrykket i de mørke øjne. Noget.. forkert, som Abbey ikke kunne sætte fingeren på.

"Jeg tror, den vil interessere Dem, siden de nu forsker i psykologi," fortsatte E'jaaz, stadig med ryggen mod døren. "Lad os starte den, som et eventyr. Der var engang en lille dreng, der blev født ind i en katolsk familie i Firenze. Drengen var forældrenes første født, men fik snart efter to yngre brødre. Som med alle eventyr, begyndte historien ganske godt. Faderen var streng, men det skal fædre vel næsten værre, og moderen kærlig og omsorgsfuld, som mødre nu skal være." E'jaaz smilede skævt, men der var noget forvrænget over smilet, ligesom et underligt mørke, i de mandelformede øjne. Abbey havde en knugende fornemmelse af uro i maven. Der var noget galt.

"Men snart begyndte tingene at gå galt," fortsatte lægen, og smilet forsvandt helt. Mørket i øjnene syntes at vokse. "Drengen begyndte at høre stemmer. Han begyndte at se ting, ting der ikke var der. Snart begyndte han også at ændre sig. Noget begyndte at overtage ham, eller måske snarere nogen. Han blev splittet og alligevel én. Forsøgte at bevare kontrollen over sit sind, men hvem kan flygte fra en fjende, der bor inden i ens eget hoved? Der er ingen steder at løbe hen, man ender bare med, at stå med ryggen mod væggene i sit eget kranie. Drengen tikkede og bad om hjælp, om medicin, men som du måske husker, var familien katolsk og troede ikke på medicin og psykologer. Sygdommen var en straf fra Gud selv, en dæmon, om man vil, og mennesket skal ikke sætte sig op mod Guds vilje. Så de forkastede drengen, stødte ham fra sig, som et råddent æg, alt i mens disse dæmoner, som drengens far kaldte dem, langsomt bemægtigede  sig mere og mere af drengen sind. Han var to nu, men drengen selv dukkede kun op i glimt. Skyggerne havde overtaget kontrollen over hans sind."

Abbey skælvede over hele kroppen, mærkede koldsveden springe frem på panden og under armene. Hun kunne ikke tænke. Foran sig så hun ikke længere den unge, italienske læge, men sin far. Manden, der kunne være så blid og kærlig, men også kunne forvandle sig til et monster, der ødelagde sin egen familie og sig selv.

"Jeg tror godt selv, jeg kunne diagnosticere drengen, men nu er det jo dig, der er forskeren, Miss Carlisle," sagde E'jaaz lavmælt, nærmest hviskede. Bag ham klikkede låsen, idet han trådte frem mod hende, med et uhyggeligt smil spillende og de smalle læber. "Så hvad er diagnosen?".

Abbey nåede ikke at svare, nåede ikke at reagere, før han var over hende. Hans krop maste hendes ind mod væggen, så hårdt at hun måtte kæmpe for at trække vejret, mens hans læber sultens slugte hendes og tvang luften ud af hendes lunger.

"Hvad er diagnosen, miss Carlisle?" gispede E'jaaz forpustet ind mod hendes ansigt, idet han trak hendes trøje ud over hendes hoved. Abbey følte sig som forstenet af frygt. Hun forsøgte at vride sig, kæmpe i mod, men han var alt for stærk. Ansigtet, der var trykket helt ind mod hendes, forvrængedes i smerte, da han trak sin egen trøje af. Da han bøjede sig længere ned over hende, forstod Abbey hvorfor. Den unge mands senede ryg var ødelagt af dybe flænger, som efter en pisk eller noget lignende. Sårene var sprunget op, og huden var rød og klistret af blod.

De sultne læber famlede ved hendes hals og nakke, brændte mod huden, som ætsende flammer. Abbey kunne ikke trække vejret, sorte pletter dansede for hendes øjne. For sit indre blik så hun faderens ansigt.

Et jag af isnende frygt eksploderede i hendes mellemgulv, og endelig genvandt hun kontrollen over sin forstenede krop. Lungerne fyldtes med luft, læberne skiltes, og Abbeygail skreg så højt hun kunne.

E'jaaz snerrede og tryggede sin nøgne overkrop hårdere ind mod hendes, men så lød der løbende fodtrin uden for døren. De mørke øjne spiledes op i frygt, idet han snurrede rundt på hælen og i løb forsvandt ud ad døren, stadig halvnøgen.

Abbey hev efter vejret og mærkede varme tårer pible ned over sine kinder. Tatoveringen på den unge mands læn var som brændt fast, på hendes nethinde. CALCINATIO.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...