Renselse gennem ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Detter en en slags "fortsættelse" af Dan Browns krimier om Robert Langdon. Selvfølgelig er jeg på ingen måde lige så dygtig som ham, men jeg beundrer hans arbejde og har så vidt muligt forsøgt at skrive lidt i hans stil.

1Likes
0Kommentarer
215Visninger
AA

12. Giv os smerte, for os er det en ven

Robert Langdons hånd rystede en anelse, da han førte den varme plastikkop op til læberne og tog en slurk af kaffen. Han skar ansigt, men tvang sig til at synke. Hospitalets kaffe var om muligt endnu værre, end San Salvis. 

"Professor Langdon? Signora Carlisle?". Langdon løftede blikket fra koppens grumsede indhold og vendte det mod Domenico, der netop var kommet tilbage til venteværelset, efter en samtale med hospitalets overlæge. Politichefen mælede ikke et ord, vendte sig blot om og gik tilbage ned ad gangen. Langdon rejste sig tungt og vekslede et udmattet blik, med Abbeygail. Ligesom ham, virkede hun udmattet, men målrettet.

"Skal vi få den sidste overstået?" spurgte han og gav den unge kvinde et venskabeligt klap på skuldrene. Hun nikkede, med et lille smil. Smilet var træt, men styrken i de dybblå øjne var ikke forsvundet. Den unge forsker havde ikke givet op.

 

Langdon og Abbeygail fulgte efter Domenico, der stod og ventede uden for døren, til en af intensivafdelingens stuer. På døren sad et lille messingskilt, med påskriften: 333 ICU - Lucia Acri Aliano.

Langdon skævede kort til sit Mickey Mouse ur - Mickeys arme viste, at klokken næsten var syv om aftenen. Han tog en dyb, lettere skælvende indånding, og fulgte så efter de to andre en på stuen. Sidste samtale, trøstede han sig selv.

 

Lucia Acri Aliano sad op, midt på den brede, hvide hospitalsseng, da de kom ind. Heller ikke hun var blevet alt for slemt forbrændt, men huden på højre arm og et stykke op ad halsen, var sodsværtet til ukendelighed. Håret var langt og platinblond, næsten hvidt, og den intakte del af huden var mælkehvid. Øjnene var lukkede. Til Langdons forvirring, sad den 17-årige pige sammenkrøbet, med benene trukket op under sin spinkle krop og to forbundne fingre trykket mod begge tindinger. Panden var rynket, og de blålilla øjenlåg sitrede let. Der var noget skrøbeligt over hende, som om hun kunne gå i stykker, hvis man rørte ved den blege, porcelænsagtige hud.

Domenico rømmede sig kraftigt, for at gøre opmærksom, på deres tilstedeværelse. Pigen åbnede øjnene, der var store og lynende isblå, men ligesom mærkeligt slørede. Øjnene betragtede dem vagtsomt, afventende.

Da Domenico præsenterede dem, nikkede hun og krøb lidt baglæns i sengen. Langdon og Abbeygail satte sig, i de umage plastikstole ved sengen, men Domenico blev stående bag dem, tavs og ulæselig, som en statue. Han havde ikke lagt mærke til det før, distraheret af pigens underlige stilling, men nu hvor han sad på så nært hold, måtte Langdon tage sig selv i at stirre på de blege, spinkle arme. Brede, takkede ar i alle afskygninger, fra næsten hvide til helt mørke, dækkede huden på underarmene, som makaber kunst, malet med rødt, på et alt for skrøbeligt lærred.

Lucia måtte have lagt mærke til hans blik, for hun krøb lidt mere sammen og skjulte underarmene, hvor arrene var værst, ind mod den hvide hospitalsskjorte. Langdon tvang sig selv til at fjerne blikket og sendte pigen et træt smil. Hun gengældte det ikke, betragtede ham blot, med vagtsomme, hvileløse øjne.

 

 

Heller ikke Lucia havde set sin overfaldsmand. Eller det ville sige, det havde hun, men ifølge både hendes lægejournal og hende selv havde chokket fortrængt alt andet end smerten ved flammerne.

"Jeg mener, jeg har brændt mig før.." hviskede hun, mens øjnene om muligt blev endnu mere fjerne og gled helt væk. "Men aldrig sådan. Aldrig med sådan en smerte, så vild, så ukontrolleret. Før.. før var det altid mig, der havde kontrollen, ikke smerten." Hun sænkede blikket. "Men før var det selvfølgelig også med vilje."

"Hvorfor i alverden ville du dog-" røg det ud af munden på Langdon, inden han nåede at tænke sig om. Det forekom ham bare fuldkommen ubegribeligt, at nogen med vilje skulle forvolde sig selv den slags skade.  Han havde selvfølgelig hørt om selvskade, men havde altid forestillet sig unge, sortklædte piger med læderarmbånd og små ridsede ar på håndled og arme. Aldrig dette.

Lucia løftede blikket og så på ham, de isblå øjne flakkede. "Forestil at du er ved at drukne," sagde hun, med lav stemme. Det kunne Langdon kun alt for levende forestille sig. Den unge piges ord sendte ham direkte tilbage i brøndens isnende mørke vand, for så mange år siden.

"Forestil dig trykket i dit bryst, manglen på ilt, mørket der opsluger dig. Du aner ikke hvilken vej der er op eller ned, og du kan ikke svømme." Lucia var begyndt at rokke lige så stille frem og tilbage, de spinkle hænder skælvede. "Forestil dig så, at nogen rækker ned efter dig, hiver dig op af vandet. Dit hoved bryder vandoverfladen, dine lunger fyldes igen med den luft, du så desperat har brug for. Først gør det ondt, men så kommer den totale lettelse, efterhånden som trykket i brystet letter, og hele din krop slapper af." De isblå øjne fokuserede for første gang direkte på ham. Langdon følte sig kold og klam indvendig.

"Det er selvskade," sagde Lucia. "Den lettelse." Et glædesløst smil gav de blege, forbidte læber et hårdt drag, der fik hende til at se langt ældre ud, end hun egentlig var. "Og man bliver forbandet afhængig af det."

 

Langdon følte sig fuldkommen udmattet, da de forlod Stue 333, som havde nogen suget samtlige kræfter ud af både hans sjæl og knogler. Han sank sammen i en stol i venteværelset, med lukkede øjne og masserede sine dunkende tindinger. De var stadig ikke kommet et skridt videre, med efterforskningen.

"Stakkels pige," mumlede Abbeygail, der var sunket sammen i stolen ved siden af ham. Den unge kvinde var efterhånden også begyndt at se noget udslukt ud. Ilden i de dybhavsblå øjne var der stadig, men den var ligesom begyndt at brænde ud.

Langdon nikkede, han kunne kun give hende ret. Han havde ondt af Lucia, faktisk af dem alle sammen. Så unge liv, der allerede var revet så meget i stykker.

"Jeg læste i journalen at hun hører stemmer," mumlede Abbeygail, der virkede underligt fraværende. "Eller åbenbart mest en stemme. En stemme, der hader hende."

Tænk at leve med sådan en stemme, tænkte Langdon og løftede blikket mod det hvide loft. Hvor skal man flygte hen?

I det samme blev hans tanker afbrudt, af en blød, legende tone, efterfulgt af endnu en. Mozart, tænkte han og greb efter sin mobil, men opdagede så, at dette ikke var Jupiter Symfonien, men en anden. Inden han kunne nå at tænke over hvilken, blev musikken afbrudt af Domenicos tonløse stemme.

"Bardaracco" bjæffede politichefen, ind i sin mobil. Langdon hævede overrasket øjenbrynene og kunne ikke tilbageholde et lille smil. Hvem skulle have troet, at den barske mand, der nærmest syntes at være lavet af stål, var fan af klassisk musik?

Domenico nikkede og lagde på uden et ord, hvorefter han lagde mobilen tilbage i inderlommen på sin sorte frakke. Det firskårne ansigt var som altid ulæseligt.

"En af de indlagte er forsvundet," sagde han tonløst, vendte rundt på hælen af sine italienske lædersko, og gik ned ad gangen, med lange skridt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...