Renselse gennem ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Detter en en slags "fortsættelse" af Dan Browns krimier om Robert Langdon. Selvfølgelig er jeg på ingen måde lige så dygtig som ham, men jeg beundrer hans arbejde og har så vidt muligt forsøgt at skrive lidt i hans stil.

1Likes
0Kommentarer
206Visninger
AA

11. Frygt

Frygt. Når jeg tænker tilbage, husker jeg kun frygten. Den isnende, klamme hånd, der lagde sig om min strube og strammede til, kvalte mig og tryggede mod brystet, når jeg hørte stemmerne stige i styrke, og mærkede skyggerne komme krybende. Frygten var mørke - kulsort mørke og bidende kulde, og i kulden var der intet lys, intet varme. Blot afvisende øjne, bortvendte ansigter og låste døre. Intet andet end frygt.

Uden for bilruden glider en af verdens smukkeste, mest historiske byer forbi, badet i kunstige lys. Her er mørket aldrig rigtigt til stede, aldrig fuldt synligt. Her findes mørket kun i skyggerne, i de små kroge. Det ses ikke, i hvert fald ikke med det samme, men det er her. Jeg ved det er her.

Jeg tager en dyb indånding og svinger den strømlinede, sorte Alfa Romeo ned ad Viale Francesco Redi. Hjulene snurrer ubesværet mod den glinsende, regnvåde asfalt, kun afbrudt af motorens dæmpede spinnen.

Som et slumrende rovdyr, tænker jeg og mærker et svagt smil krybe op om læberne. Et slumrende rovdyr, der snart vågner.

Idet gruset i indkørslen knaser dæmpet under Alfaens våde dæk, trækker lyden mig i et kort øjeblik tilbage, og jeg mærker, til min rædsel, hvordan frygtens alt for velkendte hånd lukker sig om min strube, våd af koldsveden fra min hud.

 

Fodtrin. Låsen der klikker og Papas ansigt i døren, idet en smalle sprække af lys falder ind, i det totalt mørke værelse. Jeg løfter hovedet, ser de dybe furer i hans pande, væmmelsen i de mørke øjne og ved, at jeg er grunden til denne væmmelse. Det gør mere ondt, end noget stemmerne nogensinde har hvisket eller skreget til mig, fra den mørke afkrog af mit sind, hvor mine dæmoner holder til.

"Hjælp," hvisker jeg, med hæs stemme, der dirrer af indestængt gråd og ser op på ham, fra min sammenkrøbne stilling i hjørnet. "Hjælp mig." Han trækker sig lidt væk, ryster på hovedet - kun ganske lidt, nærmest ubevidst, men nok. Nok til, at jeg forstår.

"La mallatia é un castigo di Dio[1]" hvisker han og spytter på gulvet. "Mennesket skal ikke sætte sig op, mod Guds vilje." Døren smækker, ansigtet forsvinder, og jeg er igen ladt alene i det uigennemtrængelige mørke. Jeg borer tænderne ned i den bløde hud ved mit håndled, da stemmerne endnu en gang stiger i styrke.

 

Mine hænder skælver, og jeg mærker min puls accelerere - hjertet, der hamrer ukontrolleret, som i et forsøg, på at smadre sig vej, ud gennem mine ribben. Med et ryk løfter jeg hovedet, da bilens dæk pludseligt skrider i gruset. Træet tegner sig tåget i forlygterne nådesløse, blåhvide lys. Jeg flår i rettet og presser speederen i bund.  Motoren snerrer som et rasende dyr, idet jeg med nød og næppe får drejet Alfaen' væk fra rabatten. Dækkene får endnu engang fast greb i gruset, motoren spinder formildet, og jeg læner mig tilbage mod lædersædet, med et lettet suk, idet den strømlinede sorte bil glider op ad grusvejen, der fører om bag ved San Salvi, med lygterne slukke. En skygge, tænker jeg og forsøger at få min hektiske vejrtrækning under kontrol. En skygge af frelsen.

 

[1] Sygdommen er en straf fra Gud

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...