Renselse gennem ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Detter en en slags "fortsættelse" af Dan Browns krimier om Robert Langdon. Selvfølgelig er jeg på ingen måde lige så dygtig som ham, men jeg beundrer hans arbejde og har så vidt muligt forsøgt at skrive lidt i hans stil.

1Likes
0Kommentarer
204Visninger
AA

15. Frit fald

Firenzes Domkirke, Santa Maria del Fiore, tårner sig op over Firenzes små huse, der trygger sig mellem hinanden, som et hav af flade, røde tagsten. Et imponerende bygningsværk i gotisk byggestil, der blev påbegyndt i 1296, fordi man fandt den forhenværende katedral, Santa Reparata, for utilstrækkelig.

Det var her, på taget af denne enorme bygning, alt for mange meter over Firenzes brosten, at Robert Langdon nu balancerede. Det hele forekom ham, at være en del af en højst uvirkelig, og i særdeleshed højst ubehagelig drøm. Men af erfaring fra sine tidligere oplevelser, tvivlede han på, at dette var tilfældet.

Billederne fra de sidste par timer flimrede gennem hans hoved, i en sløret tåge: Abbeygails skrig, hendes hakkende forklaring, Domenico der pressede speederen i bund og med hvinende dæk jagtede E'jaaz Abbatiellos sorte Alfa Romeo gennem Firenzes gader i alt for høj fart. Og til sidst, den unge læge, der slæbte en halvt bevidstløs patient, ved navn Matthew Night, op på taget af Firenzes domkirke.

E'jaaz stod nu og balancerede, ikke mange meter fra ham, med et fast tag i Matthew, der stadig svajede faretruende. Langdon gættede på, at drengen var bedøvet. Matthew var en køn, 17-årig dreng, med mælkehvid hud og kraftigt, sort hår, der hang i pjuskede lokker ned over hans sølvgrå øjne. Ifølge sygeplejersken Ines, var han indlagt efter adskillige selvmordsforsøg og led af paranoid skizofreni.

 

"E'jaaz!" råbte Langdon og forsøgte at stå fast, på de glatte tagsten. Det blæste kraftigt, og vinden hjalp ikke just på hans balance.

Lægens mørke øjne flakkede i hans retning, men han rystede kraftigt på hovedet og blev stående, hvor han var. Hans tøj klæbede til ham og, at dømme efter stanken, var det ikke af vand, men benzin.

"E'jaaz, du behøver ikke gøre det her! Der er andre muligheder, folk der kan hjælpe dig!". Langdon svajede og mærkede sine hyttesko glide længere ned mod det fri fald. Frygten slog en koldbøtte i hans isnende mave. Den unge mand slog en høj, nærmest hysterisk latter op.

"Jeg skal renses, professor Langdon!" råbte han, med høj skinger stemme. "Og det samme skal drengen. I forstår bare ikke, at jeg er frelsen!".

Hvis han da i det mindste bare ville lade drengen gå, tænkte Langdon og trådte forsigtigt et skridt tættere på. Hans hjerte hamrede.

"Ikke tættere på, mr. Langdon!" råbte E'jaaz, efterfulgt af endnu en ubehagelig latter.

 "Fatter i det ikke?!" stemmen steg til et halvkvalt skrig. "Jeg kan ikke hjælpes! Jeg kan ikke hjælpes.." E'jaaz hviskede næsten nu, Langdon kunne knapt høre ham. "Jeg har prøvet at forgifte ham med alkohol.. prøvet at sulte ham ud af mine knogler, ryge ham ud af mine lunger.. endda bløde ham ud af mine årer" han lå igen, nærmest hikstende. "Det her er den eneste udvej!".

Langdon nåede ikke at tænke, nåede ikke at reagere, før den unge læge strøg tændstikken. Flammerne blussede op, med en højlydte, sydende lyd og omsluttede den unge mand. Jaime, der ellers havde virket halvvejs bevidstløs, gav ham i det samme en albue i siden, inden flammerne kunne nå, at omslutte ham. Chokket fik E'jaaz til at slippe sit tag i drengen og miste balancen. Flammerne slikkede opad, rakte mod himlen, idet den unge mand faldt skrigende ned mod brostenene, langt, langt under dem.

 

 

 

 

Langdon lukkede øjnene et kort øjeblik og forsøgte at få sin vejrtrækning under kontrol. Han ville ønske, at han havde kunnet redde den sindsforvirrede unge mand, men i det mindste havde det ikke lykkedes E'jaaz, at trække Jaime med ned.

"Jaime, arrivare qui!" råbte Langdon til drengen, på italiensk. Jaime smilede bredt, næsten unaturligt bredt, og rystede gentagne gange på hovedet.

"Jeg tror jeg springer over, professor Langdon," svarede drengen, på flydende engelsk, med udtalt, amerikansk accent. "Eller måske springer jeg snarere ud." Han tog et skridt tættere på kanten, stadig smilende.

Langdon mærkede endnu engang frygten accelerere i sit mellemgulv. Åh gud, tænkte han, med en stigende følelse af panik. Han har tænkt sig at springe.

"Hvorfor?". Det var det eneste han kunne komme på, hans hoved føltes tomt. Jaime slog en høj latter op.

"Hvorfor?" råbte drengen og trådte yderligere et skridt tættere på kanten. "Hvorfor ikke, professor? Det er jo ikke fordi, jeg betyder noget, vel?". Han lagde hovedet tilbage og lo op mod himlen.

"I bilder jeg alle sammen ind, at I faktisk har en betydning. Men lad mig afsløre noget for jer," han vendte sig halvt mod Langdon, de sølvgrå øjne lynede. "Det er ikke andet end en pæn lille løgn. Ingen betyder noget, vi er alle sammen bare mursten i den samme ubetydelige mur - når vi dør, bliver vi erstattet, mens verden fortsætte, som om intet var hent. Vi er ligegyldige, og livet er ligegyldigt. Ligegyldigt, hult og tomt. Vi leder alle sammen efter en dybere mening, men der er ikke nogen! Den eneste mening med livet er døden." Jaime trådte helt hen til kanten.

"Det kan godt være de kalder mig sindssyg," mumlede han, med blikket rettet mod brostenene. "Men jeg tror, jeg ved mere om livet end de gør. Mere om det virkelige liv, der gemmer sig bag jeres pæne facader." "Ved du hvad jeg fejler, professor?" spurgte han, uden at se på Langdon. "Paranoid skizofreni, kalder de det. Jeg ser ting, ting der ikke findes. To mænd i jakkesæt, med kufferter," hans stemme faldt i styrke. "De er ved gå."

Et kort øjeblik stod han bare helt stille på kanten. Langdon tog forsigtigt et skridt længere frem, i håbet om, at han måske havde opgivet sit foretagende.

"Der bor tusind monstre i mit hoved," fortsatte Jaime så, næsten hviskende. "Jeg hører dem hele tiden." Han vendte sig endnu engang halvt mod Langdon.

"Ved De, hvad det vil sige, at glemme betydningen af ordet "stilhed", professor?". Et træt, næsten sygeligt smil krusede de blege læber. Så trådte han ud over kanten. Jaime Night skreg ikke, da han faldt. Han lo hele vejen ned. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...