Renselse gennem ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Detter en en slags "fortsættelse" af Dan Browns krimier om Robert Langdon. Selvfølgelig er jeg på ingen måde lige så dygtig som ham, men jeg beundrer hans arbejde og har så vidt muligt forsøgt at skrive lidt i hans stil.

1Likes
0Kommentarer
209Visninger
AA

1. Frelse

Frelse. Jeg er frelse. Ikke græde barn, ikke skrige, ikke frygte mørke øjne. Jeg er frelse. Frelse og renselse. Jeg sætter nøglen i låsen, drejer rundt, langsomt og forsigtigt. Klik. Skubber forsigtigt døren op, træder ind på bløde, lydløse fødder. Frelsen er vægtløs og svævende, men mørk og flimrende som en skygge. Jeg er frelsen og skyggen.

Hun vågner end ikke, da jeg står ved sengen. Sover tungt, ligger så stille på rene, hvide lagner, med det hvidblonde hår bredt udover den hvide pude, som en vifte en smeltet hvidguld. En spinkel pige med hvid hud, klædt i hvidt og med hvidt armbånd, om det smalle håndled. Væmmelsen trækker op i min overlæbe, forvrænger mit ansigt. Sikken falsk renhed, alt dette hvide. Det burde være sort, burde vise sin sande, forurenende skam og skyld, ikke gemme sig bag sneens rene farve.

Vreden flammer op, brænder i svælget, som slikkende flammer. Jeg tager en dyb, skælvende indånding, får flammerne under kontrol. Det er okay, alt det urene er okay, for snart vil det fortæres af grådige, rensende flammer, og sårene vil blottes, for at hele.

Jeg trækker dynen af den spinkle pigekrop. De tynde, hvide barnearme er dækket af takkede ar og om venstre håndled ligger en stram, hvid forbinding, plettet af blod. Jeg rynker på næsen, mærker endnu en gang væmmelsen, som en sur smag i munden. Urent.

Jeg famler i den sorte jakkes lommer, finder æsken med tændstikker og en lille flaske, med klar væske, der ligner vand, men er så meget renere. Hun vågner først nu, da jeg hælder væsken ud over hende. Jeg trykker hånden hårdt mod hendes mund, stirrer ind i de store, isblå øjne, der er malet af frygt. Hun kæmper i mod, bider mig hårdt i hånden, men jeg mærker ikke smerten. Er for langt væk i rusen, i lidenskaben og mit vilde, urene begær. Men det er okay, for jeg omfavner min urenhed og accepterer den. Frelsen vil rense mig.

Med én hånd finder jeg kniven, skærer behændigt i den bløde hud, på de allerede arrede arme. Hun spræller, øjnene er opspilede. Hun skriger, da jeg fjerner hånden, for at tænde tændstikken. Skriger højt, igen og igen, men det er allerede for sent. Ilden får lynhurtigt fat i det hvide tøj og den hvide hud, der smelter som voks.

Jeg vender mig modstræbende, fra skrigene og renselsen, og går mod vinduet.

"Calcinatio, rens mig i ilden," hvisker jeg, ud mod den sovende by.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...