Renselse gennem ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Detter en en slags "fortsættelse" af Dan Browns krimier om Robert Langdon. Selvfølgelig er jeg på ingen måde lige så dygtig som ham, men jeg beundrer hans arbejde og har så vidt muligt forsøgt at skrive lidt i hans stil.

1Likes
0Kommentarer
212Visninger
AA

8. Fordømmelse

Fordømmelse. Jeg er hævet over fordømmelse. Jeg er frelsen, hævet over de dømmende blikke, fra de der er uoplyste. De forstår ikke, hvad jeg ofrer for dem. Ser ikke gaven bag min forbandelse. Så blændede af deres eget idylliske verdensbillede - blot en illusion. Jeg rynker på næsen i væmmelse., knytter ubevidst hænderne ned langs siden og mærker dem på skælve. Så urene sind, så beskidte. Jeg ruller med skuldrene, tager en dyb indånding og mærker mine muskler slappe af. Jeg skal nok rense dem. Jeg skal nok påtage mig rollen, som den fordømte frelse.

Da jeg slentrer ned ad La Cerchiata, er her ingen fordømmende blikke. Kun lyden af mine egne skridt mod gruset, og vindens sagte hvisken i træernes blade. Over mig strækker de spinkle grene sig, former en overdækket tunnel, i et slyngende favntag, skarpt tegnet mod den stjernestrøede nattehimmel. For mit indre blik, ser jeg den mørklagte allé i dagslys - sollyset der funkler og reflekteres i de lysegrønne blade, der danner flimrende skyggespil på den lyse grussti. La Cerchiata er uden tvivl Boboli Havens smukkeste og mest fredfyldte sted, men jeg holder nu mest af den, som den er nu: Mørk og stille, uden en eneste af de solskoldede, fedladne turister, med dyre kameraer om halsen, der normalt vandrer omkring i haven, som grimme dyr, fra en anden tid.

Jeg lukker øjnene, strækker begge arme ud og svæver, ubesværet og lydløs som en skygge, ned langs den mørke allé. Snart vil et endnu større, endnu smukkere mørke opsluge mig for evigt. Et svagt smil kruser mine læber, åh så snart. Men først det største af alle lys - inferno må fortære det urene, før jeg er ren nok til at svæve ind i det helligste. Som jeg svæver gennem Boboli Haven, danser mine fødder mig tilbage i tiden.

 

Stemmer. Stemmer og skygger, der råber og skriger. Hævn. Tørst. Blod! Jeg trykker hænderne hårdt mod mine tindinger, vrider mig som et fanget dyr og hamrer hovedet ind i væggen. Smerten får sorte pletter til at danse for mine øjne, men stemmerne forsvinder ikke. Liderlige skygger vrider sig, kommer tættere på, hvisler som slanger.

Jeg trykker mig ind mod den kolde væg, da døren går op. Stemmerne stiger til vanvittige skrig, smerten jager, som hvidglødende nåle, blænder mig, går mig sanseløs. Jeg kryber sammen på gulvet, med hænderne trykket mod mit smertende hoved.

Mama og Papa står i døren. Mama stirrer på mig, med rædsel i øjnene, trygger sig ind til Papas brede brystkasse. "Åh bambino.."  hvisker hun, med gråd i stemmen og tårer i de mørke øjne. Hele hendes kraftige krop ryster, da hun presser hænderne mod munden, for at kvæle et skrig.

"Diavoleria.." hvisker Papa, med væmmelsen malet i de markante ansigt. Han trækker Mama med ud af døren, bakker væk fra mig. Han smækker døren, og mørket omgiver mig, fyldt med skygger og skrigende stemmer. Låsen klikker.

 

Månens blege, spøgelsesagtige lys oplyser træerne over mig, får bladene til at gløde som poleret sølv. Jeg virrer med hovedet, som for at ryste fortidens smerter af mig. Det er okay. Når den rette tid kommer, vil selv jeg blive renset. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...