Renselse gennem ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Detter en en slags "fortsættelse" af Dan Browns krimier om Robert Langdon. Selvfølgelig er jeg på ingen måde lige så dygtig som ham, men jeg beundrer hans arbejde og har så vidt muligt forsøgt at skrive lidt i hans stil.

1Likes
0Kommentarer
218Visninger
AA

13. De rigtige monstre var aldrig i skabet

Et søvnigt morgengry trak lange fingre af fugtig tåge hen over Fiume Arno's blikstille vand, hvor en rødglødende sol spejlede sig, inden endnu en dagsrejse over himmelhvælvingen.

E'jaaz Abbatiello stod og betragtede solopgangen fra sin altan, med en kop dampende sort kaffe i hånden. Hans hånd rystede let og dannede krusninger på kaffens mørke overflade. Hans håndflader var våde af koldsved. Indeni følte han sig underligt tom, nærmest udhulet.

Men uren, tænkte E'jaaz og stirrede tankefuldt ud mod himlen, hvor dagens første spæde lys så småt begyndte at bade den indigoblå nattehimmel i flammende orange, rosa og purpurrøde nuancer. En kold brise steg op fra flodens rolige overflade, legede blidt med hans mørke hår og fik de små hår på hans muskuløse arme til at stritte. Uren, som når man udhuler et græskar og lader strimler af indmaden hænge tilbage.

Det havde været en lang nat, nærmest uendelig, og han hungrede efter, at den skulle ende. Efter at alting skulle ende. Nu er det hele snart slut, tænkte han, og et træt smil krøb op om hans forbidte læber. Helt slut.

E'jaaz vendte sig bort fra den sidste solopgang og tilbage til sin rummeligt lejlighed. Han havde en ubehagelig, gnavende følelse dybt inde i brystet, og han puls ville ikke falde til ro. Skyldfølelse, tænkte han og borede neglene ind i sine håndflader, så de efterlod sig små, halvmåneformede mærker.

Men det var jo ikke mig. Hjertet hamrede for alvor nu. Det var ikke mig, det Fuoco! Hans lunger føltes som om de forsøgte at kvæle ham, snarere end trække vejret. Men det have ikke været ham, der var jo rigtigt nok. Det var Fuoco, der havde sat ild til alle børnene, Fuoco der mente de skulle renses, sådan som hans far havde skreget af ham, for hvad der forekom E'jaaz at være en evighed siden. Det var Fuoco der havde bedøvet drengen og slæbt ham med. Det havde alt sammen været Fuoco, og ham kunne han ikke styre. Ikke tøjle, ikke kontrollere. Ikke adskille sig fra.

E'jaaz krøb sammen i fosterstilling på det nøgne trægulv og rokkede frem og tilbage. Frem og tilbage, frem og tilbage, bare væk. Væk, væk, væk.

Urent, hviskede stemmen i hans hoved. Du er forpestet, uren.

"Neeeeej!" skreg E'jaaz og hamrede hovedet ned i gulvet, så hårdt, at sorte pletter dansede for hans øjne. Han flåede t-shirten af og skreg i smerte, da de dybe flænger i hans ryg klæbede til de hvide bomuldsstof. Varmt blod piblede ned over hans ødelagte ryg.

"Ikke mere nu..". Hans stemme faldt til en hvisken, for så at dø hen i halvkvalt hiksten. "Ikke mere."

Men E'jaaz vidste, at det var nyttesløst at kæmpe imod. Han kunne ikke flygte, fra det monster, der boede indeni ham. Sammen var de en. Alene var han ufuldkommen, splittet. Uren. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...