Renselse gennem ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Detter en en slags "fortsættelse" af Dan Browns krimier om Robert Langdon. Selvfølgelig er jeg på ingen måde lige så dygtig som ham, men jeg beundrer hans arbejde og har så vidt muligt forsøgt at skrive lidt i hans stil.

1Likes
0Kommentarer
209Visninger
AA

4. Calcinatio

Ved San Salvi holdt adskillige politibiler parkeret. De blev lukket ind ad den store, jernbeslåede port, af  to uniformerede og bevæbnede betjente. Langdon mærkede uroen vokse. Der må være sket en voldsom ulykke, tænkte han. Eller en voldsom forbrydelse.

De gik hen over en bred, grusbelagt gårdsplads, op ad en trappe og ind i selve hospitalet. Robert rynkede på næsen, da de trådte inden for. Her lugtede unaturligt, klinisk og rent af.. hospital.

Dominico ledte Langdon ind i et mindre mødelokale. Her lugtede kraftigt af røg og de tykke, karrygule gardiner, der var trukket for rummets eneste vindue, mindede Langdon om en film fra 60'erne. Han mærkede klaustrofobien trykkede, som om væggene i det lille, lukkede rum kom tættere på og langsomt kvalte ham, i gardinernes tykke, gule stof. Han sank noget og forsøgte at trække vejret  dybt og regelmæssigt.

Ved et rundt bord midt i rummet, sad en gruppe alvorligt udseende mænd og talte lavmælt, under lyset fra en stor lampe, der skinnede blegt og skarpt, som et lysstofrør.

 De så alle sammen op, da Langdon og Dominico trådte ind.

"Hai trovato qualche pista?[1]" spurgte Dominico på hurtigt italiensk, henvendt til mændene, som Robert gik ud fra var en del af efterforskningsholdet.

"No" svarede den ene af mændene og rystede beklagende på hovedet. "Niente."

Dominico vendte sig mod Langdon, og så et øjeblik ud som om han helt havde glemt, at han var til stede.

"Dette er Robert Langdon" forklarede han, denne gang på engelsk. "Han er symbolforsker og professor ved Harvard University." Langdon nikkede usikkert til mændene og følte sig uendeligt malplaceret. Han forstod stadig ikke, hvad han havde at gøre med denne efterforskning.

Inden nogen kunne nå at sige mere, gik døren bag dem op. Langdon vendte sig og kvalte et gisp af overraskelse. Bag ham stod Abbeygail Carlisle, og hun så mindst lige så overrasket og forvirret ud som ham.

"Dig?" sagde den unge kvinde og stirrede forvirret på Langdon. "Du var til forelæsningen.. din mobil ringede og.." hun gik et skridt tættere på og lagde hovedet på skrå, med et udfordrende glimt i de dybblå øjne.

"Du er Professor Langdon. Hvad laver du her?". Langdon smilede blegt og trak opgivende på skuldrende.

"Tro mig, det har jeg spurgt mig selv om utallige gange, i løbet af de seneste timer." Han smilede træt til den unge kvinde, hvis hårde øjne syntes at bløde en anelse op, da hun bemærkede hans forvirring.

"Scusi, men måske kan jeg lette al denne forvirring," sagde Domenico og rømmede sig. "Som De nok har bemærket, befinder vi os på et psykiatrisk hospital. Sagen er den, at nogen i løbet af de seneste tre nætter har låst sig ind på tre af patienternes værelser midt om natten, hældt benzin ud over dem og simpelthen stukket ild til dem."

Langdon tog sig selv i at måbe og skyndte sig at lukke munden. Han vidste snart ikke, hvad der chokerede ham mest: Det grusomme i, at nogen kunne finde på at sætte ild til sovende patienter, eller Domenicos nøgterne tone og udtryksløse ansigt. Abbeygail så også chokeret ud, men virkede overraskende fattet.

I hvert fald mere fattet, end jeg føler mig, tænkte Langdon.

"Alle tre patienter er i live, men er indlagt på hospitalet, med svære brandskader. På trods af, at vi den sidste nat har posteret vagter her, er det alligevel lykkedes gerningsmanden, at forbrænde endnu en patient. Set i lyset af dette og det faktum, at vedkommende har kunnet  låse sig ind til alle patienterne, giver anledning til mistanke om, at den skyldige muligvis er en af de ansatte," Domenico bevarede sin følelsesløse stemmeføring og fuldkommen glatte ansigt. Han kunne lige så godt have talt, om stigning i aktiepriserne på børsen.

"Hvorfor har I først sat vagter ind i nat?" ville Abbeygail vide. Hendes stemme var kølig.

"Den første gang nogen blev forbrændt, troede personalet, at der var tale om selvskade." Domenico så lige ind i Abbeygails øjne, da han svarede. "De tilkaldte os først efter den anden hændelse."

Robert kunne tydeligt se foragten, der stod skåret ind i hvert eneste træk, i Abbeygails ansigt, og han delte den. Hvis hospitalet ikke straks havde tolket den første hændelse, som et anfald af sindssyge, kunne politiet måske have forhindret to liv i at blive brændt til ukendelighed.   

"Undskyld." Langdon rømmede sig. Han syntes han så et glimt af hån, i Domenicos ellers så livløse grå øjne, da politichefen rettede blikket mod ham.

"Undskyld, men jeg forstår ikke rigtigt, hvad jeg har med alt det her at gøre?". Dette spørgsmål havde svirret i hans hoved, siden de drejede op ad vejen mod hospitalet.

Domenico nikkede og rynkede panden. Han sagde noget på hurtigt italiensk, som Langdon ikke fik fat i, og en af de andre efterforskere fandt en skitse frem, mellem bunken af mapper og dokumenter på bordet. Han rakte skitsen til Domenico, der rakte det videre til Robert. Han tog imod papiret og stirrede på tegningen.

Skitsen forestillede en ulv, omspændt af flammer. Ovenover var der, med takkede blokbogstaver skrevet:

O-I-A-A-C-L-C-N-T-I

"Dette var skåret ind i alle ofrenes højre håndled, med hvad vi tror er en jagtkniv," uddybede Domenico. Langdon trak en stol ud fra bordet og begyndte at undersøge skitsen.

"Giv mig noget at skrive med," mumlede han, dybt bøjet over tegningen. Manden, der sad til højre for ham, rakte ham en blyant. Langdon arbejde i et par minutter og holdt så skitsen op mod lampens blege lys.

C-A-L-C-I-N-A-T-I-O

"Calcinatio" konkluderede han. "Det er et anagram." Domenico rynkede panden og vippede utålmodigt med den ene italienske lædersko. "Men hvad betyder Calcinatio?".

Langdon stirrede på tegningen af ulven og priste sig endnu engang lykkelig for sin fotografiske hukommelse. For sit indre blik, så han ganske klart en gammel, støvet bog, i det bløde skær, fra en af de mange læselamper i Harvards bibliotek. På bogens gulnede sider  var selv samme symbol trykt.

"Calcinatio betyder "renselse ved ild" mumlede Langdon og pegede på skitsen af ulven, der var omspændt af flammer. Han havde efterhånden en voldsomt ubehagelig fornemmelse, af den her sag.

"Begrebet stammer egentlig fra en proces, hvor man forædler et materiale, men har også en dobbelt, psykologisk betydning, bestående i at ofre egoets selviske lyster i ilden," forklarede han. "Ulven symboliserer denne ofring af selvet. Den stammer fra en historie om Calcinatio, hvor en konge kastes for en ulv, hvorefter ulven brændes til aske. Kongen, der symboliserer det egocentrerede jeg, er død. Den hungrende ulv symboliserer jeg-kompleksets urene begær. Ulven symboliserer dog også i selv begær, hvilket også ilden gør, og derved får det hele en dobbelt betydning, hvor begæret fortærer sig selv. Kongen kan herefter genopstå af askerne - renset og forædlet."

Abbeygail vred sine slanke hænder og begyndte at vandre hvileløst op og ned af gulvet, med  rynket pande og et fjernt udtryk i ansigtet.

"Denne... person, der har forbrændt de indlagte," begyndte hun langsomt og lød mere som om hun talte med sig selv, end til resten af rummet. "Vedkommende må vide noget om symbolets betydning." Hun stoppede op og rettede sine gennemborende, dybblå øjne direkte mod Langdon. "Personen tror han renser dem."

 

[1] Har I fundet nogen spor?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...