Grå Zonen

Dette er et bidrag til fantasy konkurrencen (Mulighed 4) Alice mister livet i en bilulykke. Hendes hjerte går i stå. Men tolv minutter af døden er alt. Hun vågner ved et mirakel op igen. Hendes hjerte slår på ny. Men intet er som før. En ny verden åbner sig for øjnene af hende, en verden fyldt med engle og dæmoner. Men magt balancen mellem de to racer er tynd end nogensinde og pludselig er Alice den eneste som kan opretholde den. Hun er den grå zone, mellem det hvide og sorte. Rollen som beskytter af verdens eksistens, må hun kæmpe med valget mellem rigtigt og forkert. Hun må følge sit hjerte, men flere udforinger følger.

5Likes
4Kommentarer
314Visninger
AA

2. Ulykken

Kapitel 1:

Der var så stille omkring mig. Stille som lå jeg allerede i graven. Det svage september sollys faldt ind af det store vindue, men bragte ingen varmen med sig. Jeg stod for enden af min egen hospitalsseng og stirrede på mit ansigt. Den brede underlæbe var flænget og der var en større flænge i panden. Men på trods af det så jeg bare ud som om jeg sov. 

Sov helt stille og fredeligt.

Men det gjort jeg ikke. Jeg kæmpede for det liv, jeg allerede havde tabt...

 

Min mor stod ved min side. Hun knugede min hånd. Tårnede trillede ned af hendes kinder. Min far stod bag hende, med hånden på hendes skulder. Han græd også. Jeg havde aldrig set min far græde. Min lillebror Oliver stod på den anden side af sengen. Han stod trukket tilbage fra sengen, med armene over kors og så helt knust ud. Han var helt bleg i ansigtet, næsten mere end jeg. Hans grønne øjne var mørke og tomme. Ingen af dem havde sagt et ord siden de var trådt ind på min hospitalsstue.

De stod bare der og stirrede ned på min livløse krop. De eneste lyde, som kæmpede sig gennem stilheden var respiratoren, som stadig holdte mig ved livet og skærmen i hjørnet, som målte mit hjertes slag.

Mit hjerte slog ujævnt og i stød. Det kæmpede stadig.

Der var en underligt stemning inden i mig. Jeg vidste inden i, at jeg brude være ked af det. Jeg burde nok græde, men jeg kunne ikke. For jeg følte mig ikke spor ked af det, faktisk følte jeg slet ikke noget som helst.  Jeg stod bare, som tilskuer til en tragedie og stirrede ned på min krop.

Jeg kastede et blik på uret. Der var gået endnu en time, siden lastbilen havde påkørte mig frontalt. Lægerne havde allerede givet udtryk for, at det var et mirakel, at jeg ikke allerede var død. Men de skulle bare vide. Jeg havde været væk siden de fik mig ud af min lille Opel.

Jeg havde fået et tæppe lagt over min krop. Så min familie ikke behøvet at se på mine skader.

Flere af mine ribben var blevet knust i den ene side, ved sammenstødet og min hjerne havde påtaget sig voldsomme hævelser. Jeg havde trykket, hvis ikke kunst et par organer, hvilket var grunden til at min familie først så mig nu, næsten tolv timer efter ulykken.

Lægerne havde, måtte rette min krop ud indefra først. Jeg havde ikke fulgt så meget med, da de havde lukket mig op. Det var mindre behageligt -pænt sagt - at se dem skærre i mig, så jeg havde kigget den anden vej.

 

 Ud over det var min ene lårbens knogle brækker, sammen med mit håndled og et par fingre. Men det var små ting i forhold til det andet.

 

Mit blik strøg hen over mig igen. Mit brun-orange hår, lå spredt ud over den lyseblå pude, som en vifte omkring mit ansigt. Mine mørke øjenvipper hvilede blidt mod min blege hud.

Jeg havde aldrig været rigtig tilfreds med mit udsende, ligesom alle andre teenagepiger, men jeg må tilstå at jeg så meget sød ud, når jeg sådan ”næsten” sov.

 

Freden på stuen blev brudt, da lægen trådte ind, iført den klassiske hvide kittel. Jeg trådt automatisk tilbage, for han ikke skulle gå ind i mig. Jeg tog mig selv i at tænke, der faktisk ikke var nogen, som var gået igennem mig endnu, så måske var jeg ikke så meget spøgelse som jeg troede.

”Hr. og Fru Nikolajsen?” Sagde Lægen med blid stemme, så mine forældre vendte sig mod ham. ”Jeg skal tage et kig på jeres datters værdiger.”

”Igen,” Spurgte min mor halvkvalt. Lægen nikkede kort. Han dukkede op med jævne mellemrum, for at kaste et blik på alle de maskiner, som var bundet op til min krop.

Min familie trådte endnu en gang tilbage, så han kunne komme til. Han gik rundt om mig et par gange. Tog min puls og lyttede på mit bryst. Men ud fra hans ansigt at dømme var han ikke imponeret.

”Hvordan har hun det?” Oliver stillede mit spørgsmål; hvordan havde jeg det?

”Hun er træt, men hun kæmper.” Sagde lægen og forsøgte at smile til min bror.

”Klare hun den?” Spurgte min far, det var ikke første gang.

”Det er svært at sige, Hr. Hun er ung og hun har overlevede operationen. Men hendes krop er træt nu. Hvert et slag er en kræftanstrengelse.”

”Kan I ikke gøre noget?” Brød min mor ind. Håbløsheden i hendes stemme stak mig i hjerte, trods jeg intet kunne føle.

”Vi gør allerede alt hvad vi kan.” Sagde Lægen og træk sig væk fra sengen igen. Han ansigt var lagt i, en halvt neutral og halvt trist fold. Min mor gik hen til min krop igen og tog igen min hånd op. ”Åh min lille Alice. Min lille pige…” Mumlede hun ned mod mig. ”Kom nu tilbage til os.”

 

Sådan forsatte dagen. Lægen kom og gik. De samme spørgsmål blev stillet og ikke besvaret. Lægens ansigt afslørede, at jeg klarede mig dårligere og dårligere for hver gang. Mine hjerteslag løb ud, som sand i et timeglas. 

 

Klokken halv otte forlod min mor stuen, sammen med Oliver. Min far blev sidende ved min side. Han talte ikke til mig, som min mor var begyndt på hen ad eftermiddagen. Det var dejligt med lidt stilhed. Jeg satte mig i stolen over for min far og stirrede på mig selv. Jeg var blevet blegere hen over eftermiddagen.

Jeg tror de alle vidste det, men ingen havde lyst til at bringe det uundgåelige frem i lystet. Jeg ville aldrig klare natten.

Hen mod midnat fald min far i søvn, med hoved hvilende mod gipsen på mit lår. Jeg kunne ikke holde et smil tilbage. Siden torsdag aften, hvor ulykken var sket, var det ikke blevet til meget søvn for ham.

 

Han efterlod mig alene tilbage med mig selv. Det var ikke rart at være alene med mig selv, at stirre på min krop, som det var en anden.

Nogen lagde en hånd på min skulder bag mig. Jeg skreg op og kastede mig op af stolen. Jeg snurrede rundt og stirrede på en fyr, på min alder.

Han stod med hænderne op foran sig, som prøvede han at berolige mig. ”Undskyld, jeg ville ikke forskrække dig!” Udbrød han og så næsten lige så forskrækket ud som jeg var. Jeg kiggede mig skyldbevist over skuldrene, havde mit skrig vækket min far? Nå, nej… jeg var død, eller næsten død!

Tanken stoppet mig.

Han havde rørt ved mig. Han havde rørt ved min skulder. Umuligt! Jeg var usynlig! Panikken skyllede frem i mig og antænde et forsvar. ”Hvad er du?” Mumlede jeg knurrende.

”Bare rolig Alice, jeg er en engel.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...