Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

61Likes
299Kommentarer
3149Visninger
AA

2. Prolog


 

Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ...


Vinden raslede i træerne, og solen skinnede med en varme der både var blid og beroligende, som en mors kærtegn, mod min opadvendte kind. Et sted ikke langt herfra hørte jeg en fugl synge.

Du må forstå at jeg ikke gør det her for at gøre dig ondt ...


Jeg åbnede langsomt øjnene til et kraftigt grønt skær, der blændede mit syn. Bladene på det store egetræ ved siden af mig gyngede saligt og dannede skygger såvel som solpletter for mine øjne. Hvor var jeg?

Du vil vågne op i fuldkommen ensomhed. Du har glemt alting ...

Hvem er jeg? Det gav et sug i maven, da jeg mærkede panikken skylle hen over mig, som en vulkan i udbrud. Jeg satte mig op, lidt for hurtigt, så det svimlede for mine øjne. I et frygtfuldt øjeblik stod alt uklart, i grønne, blå og grå farver, indtil mit hoved igen var i stand til at optage reflektionerne af det mine øjne så. Min hals var tør, og jeg følte mig lige så fortabt, som jeg sikkert var. Hvorfor kunne jeg ikke huske noget som helst om mig selv?

Du vil gennemgå en masse følelser, men bare rolig, de vil forsvinde ...

Hvis man skulle beskrive følelsen af at have ingen erindring om, hvem man var, ville jeg nok sammenligne det med at befinde sig i en sø af mørke, der langsomt var ved at kvæle en. Jeg følte mig beskadiget; slået i tusinde stykker. Panikken voksede i mig som en trykken for brystet. Jeg havde lyst til at skrige, eller råbe, men i stedet begyndte jeg at græde. Ikke sådan en lille, kvindelig hulken som man ser på tv, men et direkte sammenbrud. Hele min krop rystede og skælvede i takt med at de lydløse hulk pressede vej gennem min krop. Jeg tog mig til hovedet, og pressede på det, som for at presse min hukommelse ud, så jeg kunne blive fuldendt igen, men alt det gjorde, var at gøre mig mere ophidset. Så, med et, blev jeg fuldstændig slap i kroppen. Selvom det var fuldstændig urealistisk, var det som om at haven var begyndt at undertrykke mine følelser. I et par sekunder, følte jeg mig fuldstændig følelsesløs, indtil min paniske rædsel og sorg langsomt blev erstattet med en tomhed og nysgerrighed, der hver især sloges med at tage over. Jeg rejste mig op, og den sidste rest af de utrygge følelser forsvandt da jeg stod med benene solidt plantet på jorden. Det var som om at den person jeg var, langsomt var ved at forsvinde mellem hænderne på mig. Som om mit gamle jeg svævede ud af mig og blev erstattet med det nye, tomme lærredet, jeg følte mig som nu. Jeg tog en dyb indånding, lukkede øjnene et par sekunder, og da jeg åbnede dem igen, følte jeg mig på en eller anden måde lettet. Skrækken fra før var fuldstændig forsvundet. Hvad var det for et sted, der kunne tage sådanne følelser væk fra mig, bare sådan?

 

Nu da jeg var faldet lidt ned, kunne jeg konstatere at min hukommelse ikke manglede helt. Viden som man lærte i skolen, og som man lærte gennem livet var der stadig, men alt hvad der omfattede mig selv, hvem jeg var og hvordan jeg havde levet før, var fuldstændig forsvundet. Det var som om min identitet var blevet skyllet helt væk. Et eller andet sted i mig, vidste jeg at jeg burde være ved at flippe ud af skræk og forvirring, men grundet den nye, mærkelige ro der var faldet over mig, følte jeg kun et ekko af den uro som ellers ville have overtaget mig. 

Min skat, vær blot tapper ... Du er stærk nok til at overleve på egen hånd.

Jeg befandt mig i en lille åben have, omringet af smukke, vidunderlige gangsystemer, der førte ind til et stort palæ af en slags. Måske et slot? Gangene blev båret af fine søjler, og de var åbne, så man kunne se direkte ind i bygningen. Det lignede lidt et middelalderslot, og så dog ikke, da bygningen bar præg af at være lidt yngre at dømme ud fra dens bygningsstruktur. Jeg vidste ikke hvor denne viden kom fra, men jeg følte mig sikker i min sag. Alligevel var stedet ældgammelt, kunne jeg se, for murene var revnede og slidte, selvom de var velholdte. Lange snoede rænker strakte sig op mod murene, som om de prøvede at omfavne stedet.  

Du vil åbne munden og opdage at du ikke kan tale.

Jeg åbnede munden for at råbe på hjælp. En eller anden måtte befinde sig i nærheden så de kunne fortælle mig hvor jeg var og hvad der var sket. Jeg kunne for helvede da ikke være kommet her af mig selv. Kunne jeg? Men til min rædsel kom der ikke en lyd fra mine læber, uanset hvor meget jeg gjorde mig umage for at forme og spytte ord ud. Alt det blev til var en, en smule, uhyggelig hæs hvæsen. Panikken fra før vendte så småt tilbage. Jeg kunne ikke tale og intet huske. Var jeg pludselig blevet en fange i min egen krop? Jeg begyndte at svede, da en pludselig klaustrofobisk fornemmelse overvældede mig. Hvorfor ... hvorfor begyndte jeg at blive svimmel? Det gik op for mig at jeg var ved at hyperventilere. Var det mon sådan det føltes at få et angstanfald?

Du må stadig ikke lade dig opsluge af frygten, mit barn. Du skal rejse dig op og lade dig føre af en spirende fornemmelse i dig.. Prøv ikke at kontrollere den, for den er stærkere end du.

Jeg ved ikke hvordan, men endnu engang var det som om en underlig følelsesløshed overtog min krop, så jeg var i stand til at tænke klart. Det var som om jeg blev mere og mere fjernet fra mig selv, så min frygt lige pludselig blev meningsløs. Først gav jeg mig til at tjekke mig selv. Jeg måtte da have noget på mig der kunne give mig et hint om, hvem jeg var. Jeg havde en lysegul kjole på, der gik mig til anklerne. Den sad stramt om min smalle talje, men faldt løst om mine ben. Den var båret op af stropper og lige under mit bryst var der fastspændt et fint, brunt bælte. I mit forsøg på at kaste et nærmere blik på dette bælte,  opdagede jeg at kjolen havde lommer. I den ene lomme fandt jeg en halskæde. Den ville jeg undersøge senere. I den anden lomme fandt jeg et stykke papir med et navn på. Mit navn, gik jeg ud fra. 
'Seraphine'. Jeg sukkede. Jeg havde egentlig regnet med at jeg var en Emma eller en Kathrine. Noget mindre formelt. Seraphine lød som navnet på en forkælet Chihuahua. Så lagde jeg papiret tilbage i lommen og begyndte at gå væk fra midten af den lille have. Jeg lod mine fingre følge søjlernes struktur, da jeg drejede af, mod en indgang, der på en eller anden måde virkede lysere end de andre. Jeg kunne ikke se enden af den, men det var ikke noget jeg tænkte videre over. Mine skridt gav genlyd på det hårde stengulv, og jeg opdagede at jeg godt kunne lide lyden. Den holdt mig med selskab og opmuntrede mig, som en altid tilstedeværende ven. Det gjorde stedet her mindre ensomt; mindres stille. Så opdagede jeg da det, om mig selv. Uden selv at vide hvorfor, valgte jeg at dreje af til en sidegang, der førte dybere ind i bygningen. Snart var haven og de åbne gange erstattet med solide mure og smukt udskårede vinduer.  Jeg tog mig selv i at spidse munden, som om jeg ville fløjte. Jeg havde måske ikke altid været stum? Jeg konkluderede at min stumhed og amnesi nok havde været som følge af et hårdt fald eller måske en hjerneskade. Men jeg følte ingen smerte i hovedet, bortset fra en underlig summen og svimmelhed, men svimmelheden kunne vist nok godt være et symptom på en hjernerystelse, kunne det ikke?
Tilfreds med mine konklusioner erkendte jeg at jeg havde en lovende karriere indenfor detektiv branchen. Min morbide humor ramte dog kun mig selv, kunne jeg så også konstatere bagefter.

Vejen du tager, vil føre dig hen til din skæbne.

At gå rundt i et stort slot, eller palæ, gjorde mig på en måde utilpas. Det var ret ensomt, og jo mere stille og øde her var, desto mere paranoid blev jeg. Derfor blev jeg enig med mig selv om at det var på tide at finde ud af om jeg virkelig var så alene, som jeg følte mig. Jeg gav mig til at spekulere på, hvordan jeg kunne pådrage mig eventuelle beboeres opmærksomhed uden at gøre brug af mine manglende talefærdigheder, og endte med at komme på den idet at jeg jo kunne klappe. Her var så stille at det sikkert godt kunne virke. Mine klap var høje og skarpe og gav ekko i bygningen, men bortset fra et par fugle, der forskrækket fløj op fra et træ i nærheden, lod det ikke til at der var nogen der havde reageret. Jeg klappede yderligere et par gange, indtil mine hænder sved og kløede og jeg besluttede mig for at stoppe. 

Min kære Seraphine. Det der så vil ske, er at du vil mærke en frygtelig smerte. Du vil ikke kunne mærke hvor den kommer fra, men du vil mærke smerten så stærkt at du ville ønske at du var død. Du dør ikke, men når du vågner igen, vil dit nye liv begyndte ...

Jeg var ikke nået langt, da en underlig smerte langsomt begyndte at tage fat i mit krop. Det var lidt som at sidde oven på en alt for varm radiator. Det var ikke nok til decideret  at gøre ondt, men det var ganske ubehageligt. Hvor kom smerten dog fra? Den lod ikke til at have en kilde, men befandt sig alle vegne i min krop. Så blussede smerten op, indtil jeg ikke kunne fokusere på andet end den. Jeg bemærkede knapt nok, mine halvkvalte kvæk, der virkede som en ynkelig parodi på de smerteskrig jeg udløste i mit indre. Min verden var pludselig skrumpet ind, indtil der kun var smerten og intet andet. Jeg kunne ikke holde det ud. Min indre kamp fortsatte, selvom jeg i mit hoved tryglede og bad den om at holde op. Åh gud, var det eneste jeg kunne tænke, så få det dog til at holde op! Få det til at holde op, eller slå mig ihjel og gør en ende på mine lidelser!
Jeg faldt gispende sammen på jorden i kramper. Tårer stod ud af øjnene på mig, og selv de gjorde mig ondt, hver gang de trillede ned af kinderne på mig. Alting sejlede rundt for mig blik,  og siden det ikke betød noget længere, lukkede jeg øjnene og bed så hårdt sammen at jeg kunne smage blod. Lad mig dø, tænkte jeg og hvis jeg kunne havde jeg hulket højt. Så kom mørke endeligt og tog mig i sin  nådige favn.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...