Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

60Likes
299Kommentarer
3090Visninger
AA

11. ~ Kapitel 9 ~


 

Min mangel på kontrol skræmte mig så meget at min frygt overdøvede alt andet. Jeg hverken kunne eller ville lade den her episode gå ubemærket hen. Jeg følte at jeg havde brug for at overtage kontrollen igen, og for at kontrollere måtte man først vide. Jeg var en ildnymfe, og det så ud som om det medførte nogle evner, og de evner måtte udforskes. Selvom jeg var udmattet og længedes efter en dyb, drømmeløs søvn, så vidste jeg at jeg ikke ville kunne sove, før jeg fik følelsen af at have gjort noget, i stedet for bare at lade mig kontrollere. Det føltes rigtigt, da jeg tog beslutningen om at snige mig ud i nattens mulm og mørke.

Det var koldt udenfor, og den tykke bomuldskjole jeg havde skiftet til, ydede mig ikke meget beskyttelse, mod den gennemtrængende brise. Alligevel vidste at jeg det var en god aften at øve mine evner på. Himlen var skyfri, så man kunne se alle de smukke stjerner, og vinden, selvom den var kold, var ikke særlig stærk. Mine hænder lyste blegt i mørket, da jeg hævede dem og rettede dem mod et træ i nærheden, men sænkede dem dog nervøst igen, da jeg kom i tanke om at det måske ikke var en særlig god ide at sætte ild til noget i nærheden af bygningen. I stedet traskede jeg ud til mellemrummet mellem skoven og slottet. Det virkede som det bedste sted at sætte sine destruktive evner på en prøve.

 

Endnu engang hævede jeg mine hænder, denne gang ikke rettet mod noget specielt, og lukkede øjnene. Jeg ledte efter den underlige varme fornemmelse som jeg vidste altid ulmede i mit bryst, og prøvede at række ud efter den. Men fornemmelsen blev ved med at glide væk fra mig, og varmen der før havde spredt sig til hele min krop nægtede at røre på sig. Jeg blev ved med at prøve, indtil mine arme rystede af anstrengelse, og kulde, og mit hoved gjorde ondt. Hvorfor var det så svært? Det virkede til at være meget lettere når jeg sov. Irriteret åbnede jeg øjnene. Måske prøvede jeg for meget. For mit indre blik kunne jeg se min halskæde. Den lille udskårne nymfe havde set ud til at nyde at være omgivet af flammer, hvorimod jeg frygtede dem. Jeg knyttede hænderne, og skar tænder. Jeg frøs og var omgivet af mørke og var i det hele taget træt. Træt af mine evner, træt af det hele. Jo mere jeg tænkte over det, desto mere forekom det mig umuligt. Dumme evner, dumme nymfer, dumme Amalthea, der bare bryder ind i mine drømme! Jeg forbandede det hele væk.
 

Som jeg stod der i al min fortørnelse, mærkede jeg hvordan mit hjerteslag blev hurtigere og trykket i mit hoved steg i takt med raserianfaldet. Og så kom den. Fornemmelsen. En behagelig, og dog intens varme bredte sig fra mit hjerte til mit bryst og så helt ned til mine hænder. Skæret fra før pulserede på ny og det virkede stærkere og mere levende end før, nu hvor det var blevet skabt bevidst. Lyset fik mig til at knibe øjnene let sammen, men det var langt fra slut nu. Jeg mærkede græsset kilde mig på benene, og vinden prøvede at slukke min ild, men jeg mærkede også hvordan varmen byggede sig op i mig, mere og mere, indtil den var så kraftfuld at det virkede som om jeg kunne bryde ud i brand. Jeg åbnede munden og skreg, både af frygt og af spænding, og så slap jeg følelsen ud. Mine hænder glødede heftigere og heftigere, indtil de brød ud i brand og flammer stod ud fra hver af mine fingerspidser, men jeg kunne ikke kontrollere det. Flammerne snoede sig op af mine arme, og brød frem fra mine ben, mave og skuldre også, indtil jeg var helt omsluttet af mit eget værk. Det gjorde ikke ondt. Det prikkede bare en smule. Mit tøj kunne ikke klare mosten, og det blev hurtigt brændt væk indtil jeg var nøgen. Her stod jeg så, og grinede hysterisk, mens flammer slikkede sig op af min uskadte krop. Det blev ved et stykke tid, indtil jeg var så udmattet at jeg faldt om. Straks døde flammerne ud, og jeg lå nu på en lille bar plet, der hvor græsset var blevet brændt af omkring mig. Jeg havde en kraftig hovedpine, og kunne knapt nok se gennem tårerne, der nu flød over, fordi røgen havde generet mine øjne. Mit synsfelt indsnævrede sig, indtil alt blev sort.


Da jeg vågnede lå jeg endnu engang i min seng. Hvordan jeg var havnet der, anede jeg ikke. Først troede jeg at det hele havde været en slags drøm i en drøm, og at jeg i virkeligheden slet ikke havde sat ild til noget, men her lugtede stadig en smule brændt, og jeg var stadig nøgen. Der var græs under mine fødder, og en smule i mit hår. Alt tydede på at det der skete i løbet af natten var rigtigt. Men hvem havde så fundet mig og båret mig tilbage til mit værelse? Jeg stønnede og hev dynen op omkring mit hoved. Jeg var så træt. Jeg orkede ikke at tænke på noget som helst. Alting virkede pludselig mange gange mere kompliceret, og jeg havde ikke lyst til at håndtere de mange spørgsmål der byggede sig op i mit hoved. Det meste af dagen var gået, da jeg endelig slog øjnene op. Jeg lå og stirrede op i loftet i et par minutter, ikke sikker på om jeg skulle skrige eller grine. Det der skete om natten gjorde mig både virkelig tilfreds og virkelig utilfreds på samme tid. Okay, så jeg kunne forvandle mig selv til en brændende menneskefakkel, men det gjorde hverken mit liv lettere eller mindre forvirrende. Overskuddet var på en minimum da jeg snarere faldt end steg ud af sengen og tog en af de kjoler der hang i skabet. Jeg havde efterhånden accepteret at der med jævne mellemrum dukkede nyt tøj op i skabet, der passede perfekt og som altid var kjoler. Jeg fangede et glimt af mig selv i spejlet og skar ansigt til mit spejlbillede. Mit ansigt var smallere end det havde været da jeg ankom, og mit hår var efterhånden domineret af de røde striber. Min mave knurrede. Det var på tide at finde noget at spise.


Tid er en meget udefinerbar finurlighed, og den var i hvert fald ikke helt normal på slottet. Jeg havde hverken spist eller drukket noget i  flere dage, men nu følte jeg mig utrolig sulten og klar til en stor portion af hvad end man spiste her. Det burde måske have undret mig noget før, at jeg ikke trængte til at spise de normale tre gange om dagen, men der havde bare været alt for meget andet at tænke på, og siden jeg ikke havde følt nogen sult, var det ikke faldet mig ind at skulle spise. Den manglende sult blev dog indhentet nu. Min mave gjorde ondt af manglen på føde, og den knurrede krævende. Jeg vaklede af sted i desperation efter at finde det nærmeste køkken. Hvor var Trissy når man virkelig manglede hende? Hun vidste garanteret hvor køkkenet var. Til mit held fandt jeg dog forholdsvis hurtigt køkkenet, fordi jeg kunne høre støjen fra potter og pander der blev flyttet omkring. Da jeg kiggede ind i det store rum, kunne jeg dog kun få øje på Iggi, der mumlede højt for sig selv, imens den fór frem og tilbage i et forsøg på at styre alle køkkenets opgaver.
"Iggi? Hvor er kokken?" spurgte jeg, og stønnede da min mave endnu engang besluttede at lade mig vide hvor død sulten jeg var.
"Iggi lave maden. Er nymfebarn sulten?" spurgte den. Jeg nikkede stumt, og straks hev Iggi en skål frem med en meget velduftende suppesubstans i. Jeg greb grådigt skålen uden at sige en lyd.

Den følgende uge  fik jeg oparbejdet en rutine, hvor jeg sneg mig ud om natten for at øve på mine evner, oftest til ingen verdens nytte, hvor der var flere mislykkedes forsøg end succesfulde, og hvor jeg sov længe og spiste som en gal. Jeg blev lullet ind i en falsk tryghed, hvor jeg glemte alt om at stille spørgsmål eller lytte til mine instinkter og nysgerrighed. Det blev dog ændret en dag hvor jeg mødte Trissy et højst uventet sted, efter nærmest at have glemt hende. Jeg havde lige været ude for at øve mine evner, og alt det var blevet til var nogle sløve gnister fra mine fingerspidser, så jeg var ikke just i godt humør, og var ikke særlig nærværende, da jeg pludselig stod foran min gamle veninde.  Trissy virkede lige så overrasket over at se mig, som jeg var over at se hende. Der var spor af tårer på hendes ansigt, og jeg forstod at hun havde været i gang med en af de få ting hun ikke snakkede om. Jeg vidste at det var privat.
"Hvad laver du her?" spurgte hun forvirret. Et sted inden i mig var der en lille stemme der skreg at jeg ikke skulle fortælle hende hvad jeg havde lavet den seneste uge. En stemme der lød mistænkeligt meget som Ah-Rea. Jeg trak på skuldrende og prøvede at få det til at se afslappet og ligegyldigt ud, selvom mit hjerte bankede hårdt i brystet på mig. Jeg sloges hårdt med min krop, i en kamp om at forholde mig helt rolig.

 

"Hvor har du været?"  røg det ud af mig, og det lød nok en smule mere bebrejdende end jeg mente det. Nu hvor hun stod foran mig, gik det op for mig at jeg havde savnet hende, og jeg følte mig en smule forrådt over at hun bare sådan havde forladt mig. Trissy spærrede øjnene en smule op i overraskelse. Hun virkede såret over mit spørgsmål, men frem for alt virkede hun vagtsom og anspændt.
"Nårh, bare nede ved den eneste ledige telefon her. Det er sådan en gammel sag .."  svarede hun undvigende. Hun undgik mit blik, og så nærmest skamfuld ud. Jeg gættede på at det havde noget med hendes tårer at gøre. Min nysgerrighed vandt endnu engang. Det faktum at der var noget så moderne som en telefon her, virkede nærmest malplaceret og forkert. Men hvis der var en telefon her, så betød det at der stadig var kontakt til omverdenen, og måske kunne det hjælpe mig med at finde ud af, hvem jeg havde været.
"Har vi en telefon?"  
Trissy vred sig under mit ivrige forhør. Jeg var lettet over hun ikke bare flygtede. I stedet så hun op, og glimtet i hendes øjne virkede nærmest ondskabsfuldt.
"Ja. Vi bruger den når vi skal i kontakt med vores mødre." sagde hun. Jeg stivnede. Ordet 'mødre' gav ekko i mit hoved.

"I ... snakker med jeres mødre?" hviskede jeg, usikkerheden klingede skarpt i mine ører. Havde de andre nymfer det ikke ligesom mig? Trissy kom nærmere. Hendes mund vred sig i en vred grimasse. Jeg vidste instinktivt at jeg var gået for langt overfor hende, og det hævnede sig nu.
"Ja. Vi mister alle vores hukommelse, men langt de fleste får kontakt til deres mødre efter et stykke tid. Vidste du ikke det?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå. Jeg  krympede mig under hendes ord. Hun vidste mere om mig end jeg havde troet, og nu brugte hun det mod mig. Ingen havde prøvet at tage kontakt til mig, i lidt over den uge jeg havde været her. Ville min mor ikke have noget med mig at gøre? Et øjeblik virkede Trissy oprigtigt angerfuld, men så vendte det kolde udtryk tilbage.
"Vores mødre vender som regel tilbage til Naturåndernes verden efter de har født os." forklarede hun og viftede med hænderne som om det var den mest naturlige ting i verden. Hendes ligegyldighed var det der ramte mig hårdest. Uden et ord, vendte jeg mig om og løb væk, som den kujon jeg var. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...