Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

61Likes
299Kommentarer
3155Visninger
AA

10. ~ Kapitel 8 ~

 

Jeg havde muligheden for blot at banke på døren og lægge halskæden på jorden, inden der blev åbnet op, men mine instinkter rådede mig på det kraftigste til at blive stående. Hvorfor, vidste jeg endnu ikke, men jeg havde stolet på mine instinkter indtil videre, og jeg havde ikke tænkt mig at holde op med det nu. Derfor bankede jeg på døren, og ventede pænt på at der blev lukket op.
Jeg fik lige akkurat tid nok, til at gøre mig selv så nervøs så jeg begyndte at trippe på stedet, inden der blev lukket op. Det kunne da ikke være så svært at åbne en skide dør. Så gik døren endelig op, og en høj, slank pige med krøllet lyst hår viste sig i døråbningen. Hun stirrede på mig med let sammenknebne brune øjne.
"Hvad?" spurgte hun, og hendes stemme var så lav og monoton, at det gav mig kuldegysninger. Hun fortsatte med at stirre på mig, med et udtryksløst ansigt, indtil min i forvejen skrøbelige psyke knækkede, og jeg gav mig til at famle efter halskæden.
"Du-  .. Ehm ... Din halskæde ...?" fik jeg fremstammet, ude af stand til at tænke klart. Der var noget ved pigen der hylede mig helt ud af den. Kylie stirrede på mig ydereligere et par sekunder, med et udtryk der var koldere end en vinternat på nordpolen. Hendes blik hvilede spekulerende på mit hår, før et lille smil bredte sig ud på hendes læber.
"Vil du med ind?" spurgte hun. Jeg burde have sagt nej.


Da jeg først trådte ind i Kylies værelse, blev jeg mødt af en stærk aroma af den selvsamme parfume, som havde dvælet i mit værelse, da jeg flyttede ind. Dog bar den et strejf af muldjord og skov, som jeg ikke havde kunnet lugte i mit værelse. Men det der overvældede mig mest, var den stærke fugtighed og fornemmelsen af at blive iagttaget. Jeg vendte mig om, og blev mødt af Kylies stirrende, ublinkende blik. Det var temmelig nervepirrende, så jeg rømmede mig og bevægede mig tættere mod døren.
"Altså, en gruppe elvere fandt halskæden. Du burde måske være forsigtigt," begyndte jeg og slikkede mig nervøst om læberne, men da Kylie ikke så ud til at reagere, fortsatte jeg hurtigt, "altså ikke for at kritisere. Jeg har selv været derovre. Du ved ... for at se. Men elverne kan vist ikke lide os."
Så smilede Kylie, lige så pludseligt som klart vejr på en regnvejrsdag. Hendes smil var bredt og virkede på en måde fordrejet. Som smilet på en marionetdukke.
"Du er en ildnymfe." konstaterede hun. Selvom hun umiddelbart virkede venlig, og slet ikke fornærmet over at jeg anklagede hende for at udspionere elverne, så følte jeg mig alligevel truet og afsløret af denne ene, korte sætning. Jeg nikkede, tvivlende, og begyndte at lede efter en undskyldning for at forsvinde herfra så hurtigt som muligt. Kylie kom nærmere, og jeg bemærkede at hendes øjne var blå, og en smule skæve, nøjagtigt ligesom mine. Hun tog fat om en tot af mit hår og lagde så hovedet på skrå.
"Folk tror jeg er skør," sagde hun langsomt, og da hun talte, kunne jeg høre en den stærke brusen fra et vandfald i hendes stemme, "men det er ensomt at være den eneste." hviskede hun, og hendes øjne stirrede ind i mine, hypnotiske og utrolig blå ... Jeg anede ikke hvad hun talte om, men jeg forstod pludselig ikke hvorfor denne søde pige havde virket så slem lige før. Jeg smilede til hende.
"Jeg vil gerne være din ven." sagde jeg, og de utrolig blå øjne trak sig lidt væk. Hun smilede.
"Det er jeg glad for. Tak fordi du kom med min halskæde." sagde hun, stadig smilende. I løbet af få sekunder stod jeg pludselig udenfor hendes dør igen, omtåget og forvirret. Jeg havde fået mig en ny ven. Hvorfor føltes det så forkert?


Den følgende nat, lå jeg uroligt i sengen og spekulerede på alt hvad der var hændt i løbet af dagen. En del af mig var bange for at falde i søvn, efter det der sket om morgenen. Jeg stirrede på mine hænder i forventning om at de ville bryde ud i en spontan brand, men der skete ingenting. Jeg åndede tungt ud, og lukkede øjnene. For mit indre blik kunne jeg stadig se Kylies uhyggelige stirren, og hende smil der ikke virkede helt rigtigt. Tanken om min fremtid, der virkede så uvirkelig og så uoverskuelig gav mig en klump i halsen. Jeg følte mig anderledes, end da jeg ankom.  Det jeg kaldte for mit 'jeg' var blevet ændret, i takt med at mine ører blev mere spidse og flere dominerende røde lokke dukkede frem i mit hår. Selve mit natur var langsomt ved at ændres, jeg kunne mærke det. Den aggressivitet og sløvhed der havde præget mit sind da jeg først var ankommet var blevet erstattet med en indre vildskab der skræmte mig og gjorde mig utrolig tilfreds på samme tid.  Verden var begyndt at skinne og glimte, og jeg anede ikke om det var normalt eller ej. Og så var der den underlige, varme fornemmelse, jeg var begyndt at mærke langt inde i mig selv. Den var som en glød, der hvert sekund kunne sætte ild i mig. Det var ikke noget jeg havde lagt mærke til, før efter mødet med Kylie. Hendes underlige opførte satte mit forsvar i gang, og gløden havde gjort sig bemærket i en pulserende advarsel. Jeg lå og spekulerede lidt videre over min pludselige forandringer, og bemærkede knapt nok at jeg faldt i søvn, i takt med at min krop begyndte at slappe af.


Jeg svæver rundt i et mørke, der snor sig om krop som hvislende slanger. Jeg føler mig bange, og uendeligt meget alene, og lige i det sekund hører jeg en svag hviskende stemme. jeg aner ikke hvor mørket begynder eller slutter, men et stykke væk fra der hvor jeg svæver, får jeg øje på en skikkelse. Hun svæver i mørket, ligesom mig, men i modsætning til mig, kan hun kontrollere mørkets bevidsthed. Det viger væk fra hende, som var hun solen. Hun kommer nærmere, imens hun smiler til mig. Hun er utrolig smuk. "Seraphine ..." sukker hun. Jeg spærrer øjnene op, forvirret over at hun kender mit navn. "Du skal ikke tale, du skal kun lytte." siger hun. Panikken stiger i mig, og mørket bølger sig omkring min krop, lige så ustabilt som min mentalitet. Jeg vil vide hvem kvinden er. Jeg vil vide hvor jeg er. Stærke følelser raser i min krop. Kvinden spreder armene ud, og lægger dem omkring mig. "Kontroller dine følelser, eller de vil kontrollere dig." siger hun svagt. Jeg lukker øjnene, og prøver at forestille mig hvordan mine følelser er dyr, som jeg skal berolige. "Godt," hvisker hun, og jeg kan høre smilet i hendes stemme, "du skal nok lære at kontrollere dine evner hurtigt."
Jeg mærker et pludseligt temperaturskift, og rynker forvirret panden. "Jeg er Amalthea", hvisker kvinden i mit øre, og kysser mig midt på panden, der hvor mine øjenbryn skilles. Jeg åbner øjnene, og opdager at kvinden er forsvundet. I hendes sted vokser en kæmpe flamme. Flammen blænder mig, men jeg føler mig tryg ved den. Jeg ved at den ikke vil gøre mig ondt. Flammen tilhører mig, ligesom jeg tilhører den. Den vokser og vokser, indtil den opsluger mig og jeg omsluttes af en ulidelig hede ...


 

Jeg vågnede brat, da den ulidelige hede fra min drøm blev så intens at den brød fri af min drøm.
Jeg havde svært ved at trække vejret, fordi en søjle af røg steg op fra min dyne og trængte ind gennem mine næsebor, mund og øjne. Hostende kastede jeg mig ud af sengen og stirrede panisk på min dyne, der var ved at gå op i flammer. Skriget, der havde bygget sig op i min hals fra det øjeblik jeg vågnede, fik min krop til at skælve inden det brød fri fra min mund. Lugten af brændte fjer og afsvedne hår brændte i min næse. Mine hænder var omsluttet af det samme sælsomme skær, som fra sidste nat, men denne gang var det kraftigere. Jeg kunne mærke varmen på min hud, og undrede mig fjernt over hvorfor jeg ikke blev brændt. Indeni kunne jeg mærke den ulmende varme brede sig fra  mit bryst, ud til mine hænder.  Den pulserede i min krop, som havde den sit eget liv, i takt med det mærkelige skær omkring mine hænder. En svag stemme inden i mit hoved konkluderede at min drøm, samt den underlige varme i mig havde noget at gøre med skæret omkring mine hænder , men jeg var fanget i en trance, der spærrede for nogen som helst form for fornuftig tankegang.

Døren til min værelse gik op, og en klatøjet Iggi traskede ind for at se hvad der var galt.  Så snart den så min brændende dyne, spærrede den sine sorte øjne op og åbnede munden på vid gab.
"BRAAAAND!" skreg den lille trold forskrækket og skyndte sig ud af værelset. Jeg sad stadig skræmmende tæt på ilden, ude af stand til at bevæge mig. Jeg stirrede som hypnotiseret skiftevis på min dyne og mine hænder. Varmen og røgen var ved at kvæle mig, og tårerne stod ud af øjnene på mig. Så, med et, gik ilden ud med en sidste aggressiv hvæsen, da iskoldt vand blev hældt ud over både mig og min seng. Iggis store hånd kom farende og slog mig så hårdt på kinden at jeg gispede.
"Tilbage til virkelighed, barn!" skændte den lille trold vredt, "ikke tid til dovenskab!"
Skæret omkring mine hænder gik ud, og jeg mærkede hvordan varmen indeni mig trak sig tilbage indtil den blot var den samme rolige, ulmende gnist i mit bryst, som den havde været før. Som et vildt dyr der trak sig tilbage, efter instinktivt at have forsvaret sig selv fra en ukendt fare.


 

Med et sidste fnys forlod Iggi mit værelse efter at have skiftet resterne af min dyne ud med en ny, og derefter lagt et tæppe omkring min rystende krop. Jeg havde formået at få slæbt mig selv op på min seng, der stadig lugtede brændt, og sad nu i komplet chok over hvad der lige var sket. Nok havde min ukendte udlejer sørget for at møblerne på mit værelse var forberedt på en situation som denne, men det havde alt andet i mit værelse så langt fra været. Jeg gav mine hænder, der hvilede fredeligt i mit skød som om de var totalt uskyldige, et langt blik. Var det her hvad det betød at være en ildnymfe? Skulle jeg tilbringe resten af mit liv i frygt for at sætte ubevidste brande i gang? Jeg huskede kvinden fra min drøm, Amalthea. Hun havde nævnt noget med mine evner. Jeg kneb øjnene sammen i et forsøg på at huske præcis hvordan hendes monolog var gået, men jo hårdere jeg prøvede at huske, desto længere væk gled drømmen fra min bevidsthed. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...