Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

61Likes
299Kommentarer
3155Visninger
AA

9. ~ Kapitel 7 ~


 

At finde vejen tilbage var ikke nær så morsomt som at finde vejen frem. Måske var det fordi at jeg nu befandt mig i udforsket område, eller måske var det fordi at det hele, sammenlignet med den smukke men knapt så charmerende elver ikke længere var interessant. Uanset hvad, slentrede jeg ugideligt mod Amalthea Castle.

 

Det virkede næsten kriminelt, ikke at sætte pris på naturen, så jeg stoppede op et øjeblik og gjorde mig umage for at beundre skovens stærke grønne farver, og de fredsommelige solstråler, der så ud som om de legede med trækronerne. Efter et par minutter begyndte jeg at gå igen. Jeg var og blev ikke nogen stor naturelsker. Hvilken fantastisk nymfe jeg ville blive. Og så brød jeg fri af skoven og skyndte mig tilbage til mit sikre tilholdssted, også kaldet mit værelse. Det var nok det eneste sted som jeg allerede havde accepteret som 'mit'. Hverken det liv jeg nu levede, eller den måde jeg så ud på føltes som mit endnu. Det føltes som om en del af mig var blevet puttet ind i en fremmed krop, i et fremmed liv. Men mit værelse, hvor jeg sov og drømte, det var 'mit'. Det var der jeg havde fred for den forvirring der fulgte med tabet af sin egen identitet. Da jeg trådte ind i det solfyldte værelse, lukkede jeg døren efter mig og satte mig på sengen. Herfra kunne man stadig slikke lidt sol, hvis det var det man havde lyst til, men lige nu havde jeg mest af alt lyst til at kigge på papiret og halskæden som var det eneste der forbandt mig med den fortryllende, drømmeagtige dag jeg ankom. Papiret var blevet en anelse mere krøllet, af at ligge i den aflagte kjole, men håndskriften var stadig fuldkommen tydelig. Jeg studerede papiret igen og igen, men den lille lap fortalte mig ikke andet end mit navn. Jeg vidste at det var mit navn, men ikke om det nødvendigvis var mig der havde skrevet det ned. Derfor greb jeg fat i en blyant, der bekvemt nok lå fremme på bordet i mit værelse, nærmest som om den havde ventet på at jeg fik brug for den, men som nok snarere tilhørte den tidligere ejer af værelset. Derpå fandt jeg brevet fra de mystiske bestyrere af Amalthea Castle frem, så jeg kunne bruge det til at skrive på.

 

Det føltes anstrengt og unaturligt at prøve at fremtvinge min egen håndskrift, uden at vide hvordan den egentlig så ud. Jeg trykkede blyantspidsen så hårdt ned på papiret at den nær var ved at knække. Jeg skiftede blyanten fra hånd til hånd et par gange, for at mærke om jeg var venstre eller højrehåndet. Højre hånd virkede mere afslappet, så jeg valgte at bruge den. På mit første forsøg var bogstaverne klodsede og barnlige, og på mit andet virkede skriften usikker, som var den blot en bleg efterligning af originalen.

 

Efter et par flere forsøg, følte jeg endelig at resultatet var overbevisende nok, til at kunne sammenligne den med skriften på papirlappen, men jeg måtte dog hurtigt indse at selve forsøget var alt for usikkert til at jeg kunne være sikker på noget som helst. Jeg gryntede frustreret og kastede papir og blyant fra mig med en aggressiv bevægelse. Det gjorde ondt i mine fingre, fordi jeg havde trykket for hårdt med blyanten, og jeg var så småt begyndt at få hovedpine. Halskæden fangede mit blik med et lokkende glimt af den nedadgående sols orange skær. Jeg tog den forsigtigt op. Sølvkæden var kold at røre ved. I midten af kæden var der et pendul af en slags, der forestillede en kvinde omgivet af flammer. Kvinden var af sølv, hvorimod flammerne var af guld, hvilket gav pendulet en smuk kontrast. Først troede jeg at det portrætterede noget tragisk - en kvinde der bliver brændt for hendes gerninger - men ved nærmere eftersyn så kvinden glad ud. Hun var omgivet af noget hun elskede. Det var hendes element. Hun var en ildnymfe. Jeg sank, imponeret over detaljerne i smykket. Man kunne se hvert et træk i kvindens ansigt, og flammerne så utrolig realistiske ud, som om de kunne brænde fingrene på den der holdt smykket. Jeg lod fingerspidserne glide hen over den, og et øjeblik følte jeg et sug af glæde. Det var mig. Det var mit. Jeg vidste det bare. Jeg lod halskæden glide ned om mit hoved og lægge sig til rette mellem mine bryster. Jeg beundrede dens glitrende overflade, da en tanke slog ned i mig. Nu havde jeg været her i over 24 timer, og de eneste jeg havde mødt var Trissy, Iggi og Ah-Rea. Der måtte da være mange flere andre, jeg kunne møde. Det var på tide med endnu en rundtur på stedet.

 

Som jeg gik ude på gangen, fandt jeg ud af at min hørelse var utrolig skarp. Det startede med at jeg lyttede til lyden af mine skridt der blev kastet frem og tilbage i et ekko i gangen, og snart efter hørte jeg de svirrende vinger fra en fugl, et sted i haven, og den svage raslen af blade der bevægede sig i vinden. Jeg var så fokuseret på min hørelse, at jeg næsten bildte mig selv ind at jeg kunne høre græsset gro. Fanget af min genopdagelse af mine egne sanser, glemte jeg hurtigt alt om mit oprindelige formål med min lille gåtur, og blev derfor overrasket, da jeg lige pludselig stødte ind i en lav, klumpet, skikkelse.


Skikkelsen gik uroligt frem og tilbage, mens den mumlede nervøst for sig selv, og den gav et lille skrig fra sig, da jeg stødte ind i den, og jeg faldt snublende forover.

"Lille Nymfebarn, Iggi ikke lide snige-nymfer!" vrissede den lille trold vredt.

"Jeg prøvede altså ikke på at-..." mumlede jeg, mens jeg rejste mig op og børstede støvet væk fra min kjole.

"Ik' afbryde! Uhøflig!" sagde Iggi. Jeg undlod at påpege at den selv havde gjort det samme. Mest af alt fordi den lille trold så ud til at kunne eksplodere hvert øjeblik det skulle være. Der var noget galt. Iggi havde virket som en fredelig og mild personlighed, da jeg mødte den første gang, så hvorfor virkede den så oprevet nu?

"Hvad er der galt Iggi?" spurgte jeg, oprigtigt bekymret. Iggis store øjne blev, om muligt, endnu større. Hun smaskede et par gange, og gryntede så svagt.

"Elverbørn kom her. Elverbørn sagde at nymfebarn har været på deres terri-...torri- ..." "Territorium?"

"Ja! Det! Elverbørn var meget vrede. Skældte Iggi ud. Sagde Iggi ikke finde ud af sit job ordentligt." forklarede den lille trold og lød så sønderknust at mit hjerte næsten bristede. Men vent. Elvere? Nymfer? Territorium? Det her lød sært bekendt.

Hjertet sank i livet på mig, da sammenhængen pludselig gik op for mig. JEG var den nymfe, der havde overtrådt reglerne. Den lede elverfyr havde sladret! Min mund føltes pludselig meget tør. "Iggi jeg er forfærdelig ked af det ..:" begyndte jeg, med bankende hjerte, men blev afbrudt, da Iggi tvang mine hænder åbne og lagde noget i dem. Det var en halskæde, der til en forveksling lignede min egen, bortset fra at kvinden her var omgivet af luftige skyer, og havde vinger.

"Elverbørn fandt den. Derfor Elverbørn vidste." mumlede Iggi og stirrede trist på halskæden. Det gik op for mig at den ikke anede hvad den skulle stille op. Det var ikke min halskæde. Elveren havde ikke sladret. Men frem for alt, en anden nymfe end mig, havde været hos elverne i dag, og havde tabt sin halskæde. Jeg var lettet, og mest af alt nysgerrig. Betød det at andre havde halskæder som min? Mine hænder lukkede sig hemmelighedsfuldt om halskæden.

"Jeg skal nok give den tilbage til hende der har tabt den." sagde jeg blidt. Trolden smilede taknemmeligt til mig, og lagde sin store hånd på min kind. Jeg lagde mærke til at hun duftede som visne, fugtige blade.

"God pige, god pige." roste hun. Jeg følte mig ret stolt over at få ros fra Iggi. Men der var bare et problem. Hvordan fanden skulle jeg finde vedkommende der havde tabt halskæden?

 

Nogle gange, når man har rodet sig ud i noget, hvor man ikke ved hvor man skal begynde, eller hvordan man skal få det overstået, så er det ind i mellem godt, bare at sætte sig ned i rolige omgivelser for at tænke grundigt over det, så det gjorde jeg. I løbet af de få dage jeg havde været her, virkede det ikke som om chancen for at løbe ind i en masse nymfer var særlig stor, og jeg havde ikke tålmodigheden til at vente på at det skete. Hvis jeg ikke få dem til at komme til mig, så måtte jeg komme til dem. Svaret var simpelt. Sovesalen. Det kunne vel ikke være så svært at fange mig en nymfe, på deres allerhelligste territorium?

 

Sovesalen var lige så stille, som da jeg forlod den, den samme morgen, men jeg lod mig ikke narre. Et eller andet sted bag de tunge trædøre befandt der sig andre nymfer som mig, og hvad enten de ville det eller ej, så skulle jeg nok finde dem. Med beslutsomme skridt, gik jeg systematisk i gang med at banke på hver eneste dør, indtil mine hænder var røde og ømme, og jeg selv, temmelig gnaven. Jeg knurrede lavt for mig selv, da jeg løftede hånden op til endnu en dør, uden de store forventninger om resultatet. "Hvis du ikke åbner døren, lige nu, så sparker jeg den kraftedeme ind!" mumlede jeg frustreret ind mod døren. Den gik hurtigt op, og et forskrækket ansigt stirrede blegt ind i mit. Jeg kunne mærke hvordan alle de spændte muskler i mit ansigt løsnede sig til en måbende mine. "Hv-hvad vil du mig?" spurgte den forskrækkede nymfe, defensivt.

"Så er vi her. Hun lukker dig nok ikke ind, men hvis der ikke var mere, kan jeg så gå?" spurgte nymfepigen, utålmodigt. Jeg havde måtte udholde hendes utilfredse fjæs hele vejen fra hendes værelse, til midten af haven, hvor vi nu stod foran en ensom pavillondesignet bygning, isoleret fra resten af slottet. Det var her halskædens ejer boede. Man kan kun forestille sig min overraskelse, da jeg fandt ud af at førnævnte ejer var selveste Kylie, pigen der havde mit værelse før mig. Uanset hvad, var jeg glad for at hun boede så langt væk fra mig, efter det jeg havde hørt om hendes situation.

"Det er fint." svarede jeg og viftede hende væk med en distræt bevægelse. Jeg betragtede vinduerne på pavillonbygningen. De befandt sig højt oppe på muren, så man ikke kunne se ind. Dengang Trissy havde nævnt hende, havde jeg kun tænkt meget lidt over det, men da Trissy havde sagt at Kylie ikke havde haft det så godt, så var det ingen overdrivelse. Åbenbart havde Kylie haft et sammenbrud, blot få måneder efter hendes ankomst. Hun begyndte at opføre sig vildt sært - og det var taget i betragtning af at hun nu befandt sig i en verden hvor piger forvandlede sig til nymfer - og det begyndte at skræmme de andre. Det endte med at Kylie blev forflyttet til pavillonen. De fleste undgik stedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...