Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

60Likes
299Kommentarer
3093Visninger
AA

8. ~ Kapitel 6 ~

 

Sera, kom! hviskede den lille fe skrækslagent i mit hoved, imens hun forgæves trak i mit ærme.
Ja ja. Et øjeblik. Jeg skal liiiige .... hviskede jeg tilbage imens jeg stadig stirrede på den hvidhårede elver.
Stop med at opfører dig som et menneske! vrængede hun vredt. Jeg tyssede på hende. Hvad kunne der gå galt? Her bag hækken var jeg i fuldstændig sikkerhed. De ville aldrig få øje på mig. Desuden var det sjovt at udspionere. Jeg kunne godt lide ideen om at kunne betragte nogen fra en vis afstand, uden at de havde nogen anelse om at jeg overhovedet var her. Hækken raslede en smule, da jeg rykkede mig tættere på, indtil jeg nærmest blev en del af hækken. Vinden førte en svagelig blomsterduft med sig, som jeg ikke vidste hvor kom fra, men som fik mig til at slappe fuldstændig af, til trods for min absurde situation. Elvernes stemmer var som vinden der legede med træernes blade, svag og melodiøs, som beroligende musik. Jeg svajede svagt, for den stilling jeg befandt mig i, var ikke just behagelig. Kvistene kradsede mig, bladene kildede mig i næsen, og min ene fod var så småt begyndt at sove, men idet jeg prøvede at forbedre min position, knækkede en af kvistene i hækken af, med et lille smæld. Jeg stivnede. Ah-Rea tsk'ede af mig i mit hoved, men de fem mænd fortsatte med at tale roligt med hinanden, som om intet var hændt. Selv den hvidhårede, der ellers virkede som om han konstant var på vagt, med flakkende øjne og anspændte skuldre,  ikke så meget som kastede et blik hen mod det sted jeg befandt sig. Jeg åndede lettet op, og smilede selvsikkert.


Der sker ikke noget. tænkte jeg, både til mig selv og Ah-Reah, men hun fnøs bare skeptisk.
Lad være med at sige jeg ikke advarede dig, sukkede hun irriteret. Så brød den lille flok foran mig op, og spredte sig ud i forskellige retninger. Kun den hvidhårede elver blev. Han havde sat sig ned i løbet af den tid elverne havde talt sammen, med ryggen mod et af de større træer, men nu rejste han sig op med en elegance og en selvsikkerhed der kun kunne komme af at være et væsen af skønhed og evighed. Som han kom nærmere kunne jeg se at han havde et arrogant smil på læberne. Jeg holdt vejret. Nu var han blot få meter væk. Han blev ved med at bevæge sig i retning mod mig, og jo tættere på han kom, desto mere bange blev jeg for at han ville se mig. Det viste sig dog hurtigt at jeg ikke behøvede at frygte at han kom til at se mig, for det havde han allerede gjort for længe siden. Da han stod lige foran mig, trak jeg mig lidt tilbage, så jeg ikke længere stod inde i hækken. Han tog fat i en gren og trak den ned, så en dør, der hidtil ikke havde været synlig, gled op foran mig. Nu stod vi pludselig fuldkommen ansigt til ansigt. Jeg var blevet afsløret på den slemmeste måde. Med hjertet helt oppe i halsen, og kinder der sikkert kunne gløde i mørket lige nu, stirrede jeg skrækslagent op på den smukke mand. Ah-Rea gispede forskrækket, og i løbet af et par sekunder var hun fløjet langt ind mellem træerne, tilbage til vores trygge hjem. Jeg drejede hovedet og så efter hende med en panderynken. Sikken en kujon. Men jeg fik ikke lov til at tænke videre over det, da elveren rømmede sig og derved tvang mig til at fokusere på ham igen.


"Jamen hvad er det dog jeg ser? En lidt for nysgerrig lille nymfe har minsandten fundet døren ind til elvernes territorium." sagde han, og hans stemme var glat og kølig, som en bæk på en rolig forårsdag.
"Hmn...æhh ... Goddag?" blev mit intelligente svar så. Smilet på hans læber forsvandt, og han stirrede på mig med en kulde der kunne svare til nordpolens.
"Hvad er der med jer nymfer?" vrængede han, "I ved udmærket godt at det her sted er forbudt område, men holde jer væk, det kan I ikke." fnyste han. Jeg var efterhånden begyndt at ryste svagt, men ved lyden af foragten i hans stemme, kunne jeg ikke lade være med at rette mig op og skyde hagen frem.
"Til mit forsvar er jeg ny, så ..." min stemme, sammen med mit beslutsomme mod, døde ud. Han så ikke synderlig påvirket ud, af mit ikke så succesfulde forsøg på at svare tilbage.
"I er alle en flok tåbelige teenagepiger. Kaotiske og fjollede. Gå hjem med dig, nymfebarn, og vær glad for at jeg bare lader dig gå uden videre."


Nu var jeg vred. Hvad bildte han sig lige ind? Havde jeg måske gjort noget galt? Ja, okay. Nok havde jeg udspioneret ham og hans venner, men jeg havde da ikke trådt igennem hækkemuren, over til deres område. Jeg havde respektfuldt holdt mig på afstand.
"Hvilken ret har du til at opfører dig så højrøvet over for mig? Jeg har ikke gjort dig noget. Har du aldrig lært at hovmod er en dødssynd?" hvæsede jeg, og håbede inderligt at jeg huskede biblen korrekt. Endelig så det ud som om jeg havde påvirket den høje elver bare en lille smule. Hans øjenbryn var hævede i en overrasket grimasse. Frygtede nymferne virkelig elverne så meget at de bare lod dem sige hvad de ville?
"Jeg har stolthed nok i mig, til ikke at finde mig i hvad som helst, og du, din arrogante stodder, har lige fornærmet mig! Står der måske jeres navn på den her del af skoven? Det tror jeg næppe" fortsatte jeg, denne gang med lidt mere selvtillid. Den døde dog hurtigt ud, da elveren begyndte at le.


"Hvor sjovt ..." spruttede han og tørrede en tåre væk fra øjet. Jeg kunne ikke se det sjove i det, men jeg følte at jeg havde gjort hvad jeg kunne for at sætte fyren på plads.
"Hvad hedder du?" spurgte han nysgerrigt, og selvom hans arrogante smil stadig var til at brække sig over, kunne jeg ikke lade være med at føle mig lidt stolt over at have denne tiltrækkende elvers opmærksomhed.
"Sera-.. øh, Seraphine." svarede jeg. Jeg følte stadig at navnet ikke passede mig, men det virkede som om situationen krævede en formel præsentation. Hele hans væsen syntes at opfordre til formalitet og høflig respekt, selvom det ikke just var det jeg havde givet ham indtil videre. Mine øjne må have stillet det spørgsmål, som min mund ikke havde formået at gøre, for elveren gjorde en bevægelse hvor han rørte min højre skulder og bøjede hovedet en anelse, så hans øjne var ret tæt på mine, hvorefter han præsenterede sig.
"Mit navn er Aiden. Det var, hm, interessant at møde dig." sagde han, med en blød stemme, der ville have fået mine  ben til at give efter og min mund til at sukke længselsfuldt, hvis ikke der var et næsten hånligt glimt i hans øjne. Jeg tvang mig selv til ikke at fnise tøset, og bad til at han ikke kunne høre hvor højlydt mit hjerte lige pludselig var.
"Du behøver ikke komme så tæt på," sagde jeg og krympede mig ved lyden af min hæse stemme, "jeg er ikke døv eller noget."
Han fjernede sig fra mit personlige rum, og rystede på hovedet, som om jeg var dummere end det burde være tilladt.


"Det er sådan vi hilser på hinanden. Er du da ikke blevet oplært i hvordan tingene bliver gjort i naturåndernes verden?" spurgte han, og han virkede næsten oprigtig forbavset over min manglende viden. Jeg havde næsten lyst til at slå ham, men hans ansigt var simpelthen for smukt til at jeg ville lade den slags hærværk ske.
"Jeg sagde jo at jeg var ny, så bland dig udenom, deres ophøjede elverfjols." vrængede jeg, og med de ord, drejede jeg om på hælene og løb. Han skulle fandeme ikke få lov til at ødelægge mere af min dag. Heller ikke selvom en del af mig ville vende mig om og suge det sidste af hans pragtfulde udseende til mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...