Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

61Likes
299Kommentarer
3157Visninger
AA

7. ~ Kapitel 5 ~

 

Ifølge Trissy var hendes Vejleder, Joh-Na, nok den mest besværlige fe i universet. Hun holdt af at drille andre og drive Trissy til vanvid. Derfor var der stor sandsynlighed for at det var hende der var på spil, og hvis det var tilfældet, kunne man som regel finde hende på hende specielle sted, hun som regel plejede at anbringe sine ofre. "Jeg er en Terra Nympha, en skovnymfe, og siden Joh-Na og jeg er forbundede, elsker hun skoven lige så meget som jeg. Vi- ... Hun føler sig tryg der. Det er hendes hjem." forklarede Trissy, med en længselsfuld glød i sine øjne. "Åh gud, hun har bare ikke at have gjort min fe noget!" udbrød jeg hidsigt, og flagrede aggressivt med armene. Trissy grinede bare. "Bare rolig. Hun ville ikke gøre en flue fortræd. Hun kan bare godt lide at drille. Du skal gå over mod vest-indgangen af skoven. Så finder du hende." sagde hun roligt. "Kommer du ikke med?" spurgte jeg, en anelse mere bedende end jeg havde lyst til at det skulle lyde. Hun rystede på hovedet. "Ikke i dag. Jeg ... Skal noget." svarede hun. Jeg nikkede, allerede langt væk i tankerne. I mit hoved befandt jeg mig allerede sammen med Ah-Rea, og var i gang med at fortælle den anden fe et par ting eller to om gode manerer. Jeg smuttede ud af en af slottets mange åbninger, og pilede igennem haven, som et egern.

 

Det var en underlig følelse at befinde mig udenfor det sted der bogstavelig talt havde været hele min verden siden jeg kom hertil. Min målrettethed vaklede, og jeg tøvede. Det føltes som om mine fødder sank ned i det bløde græs, og selvom græsset styrke var minimal i forhold til min egen, var det som om mine fødder blev tungere og tungere, indtil de standsede helt op. Jeg kunne jo bare vente på at Joh-Na begyndte at kede sig og lod Ah-Rea gå. Hvad ville være den rigtige ting at gøre? I mit hoved kunne jeg høre Ah-REas rædselsslagne stemme, og min hjerte begyndte straks at banke uroligt for det spinkle væsen igen. Jeg gav mig selv en mental lussing og bad mig selv om at mande mig op. Det er jo ikke ligefrem fordi du dør af at forlade palæet, tænkte jeg tørt for mig selv.

 

Indgangen til skoven blev dannet af ældgamle, høje træer, der bøjede sig ind mod hinanden og dannede omridset af en port. Det er bare en skov, tænkte jeg for mig selv, men inderst inde følte jeg mig på grænsen til et nyt kapitel i mit nye liv. Det var på tide at holde op med at leve i den boble af tryghed, der var blevet skabt efter mit hukommelsestab, og træde ind i verdenen igen. Indgangen var markeret med et skilt, og en bred sti der førte ind i skoven. Den usynlige port var på en måde vældig smukt, og på en måde virkelig mystisk. Jo længere ind jeg kiggede, desto mørkere blev de grønne farver, men jeg kunne stadig se solens stråler sno sig ind imellem træerne i en leg mellem skygger og lys. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvad mit tidligere jeg mon havde syntes om skove. Måske havde jeg et virkelig traumatiserende minde om dem, som blev aktiveret så snart jeg trådte ind. Jeg rystede på hovedet. Mit mentale tanketog var kørt af sporet. Det eneste jeg gjorde for mig selv lige nu, var at spilde tiden. Med en beslutsom mine begav jeg mig ind i skoven.

Lige så snart den omsluttede mig, mærkede jeg en hel anden stemning end udenfor. Den føltes tykkere, som om et tæppe var blevet lagt om mig. Men ikke på nogen dårlig måde. Tvært imod syntes jeg at det var hyggeligt. Her lugtede af vådt græs og grannåle. Jeg bildte endda mig selv ind at selve luften herinde var anderledes end udenfor skoven, og at den havde denne specielle duft - en blanding af tørre blade, våd bark, græs og grannåle.

 

Det faktum at skoven var så stor, og de personer jeg ledte efter, mindre end min hånd, gjorde ikke just chancen for at finde dem på egen hånd ret god. Men det var altså hvis man udelukkede faktum nummer 2 - at kidnapperen i det her tilfælde gerne ville findes. Derfor kunne jeg finde meget nøjagtige og meget synlige spor, bestående at glitrende og lysende aftryk på nogle af træerne, og følge dem direkte hen til gerningsområdet. Det var et underligt sted, et slags mellemrum mellem skoven, som om den var blevet delt op i to. Og midt inde i det mellemrum, stod der en kæmpe stor mur, lavet udelukkende af planter. De snoede sig ind mellem hinanden, så tæt at det lige så godt kunne have været en mur af rigtige - meget grønne, men rigtige - mursten. Men den var på sin vis meget smuk. Som en poetisk skillevej. Jeg kunne lige akkurat skimte en sti der engang havde krydset hækkemuren. Den forsvandt ind et sted hvor der var et omrids af en dør af en slags. Ved siden af stien og muren, svævede de to feer i en intens kamp.

 

Sera! Få det her forbistrede tøsebarn væk fra mig! skreg Ah-Rea i mit hoved da de så mig komme ud fra træerne. Forbistrede tøsebarn? Jeg fnisede. Men i samme øjeblik som jeg trådte tættere på, for at hjælpe, fløj den lilla fe, Joh-Na, lidt væk med en lille fnisen. Ah-Rea sukkede.

Hun ville bare lokke os herud, for sjov. sagde hun, og lød ret irriteret, Hun ville gerne se den nye pige. Jeg stirrede nysgerrigt på det lilla lys, med hovedet på skrå.
Hvorfor kan jeg ikke høre hende? tænkte jeg forvirret. Jeg kunne snarere fornemme end høre en svag hvisken, der lød som en stemme i vinden, men jeg kunne ikke rigtig skelne ordene.

Det er fordi at andre nymfer ikke kan høre andre end deres Fevejleders stemme i starten. Du kan øve dig på at tune ind på vores stemmer, og det bliver nemmere for dig i takt med at du forvandler dig, forklarede hun. Jeg nikkede, selvom jeg følte mig mere forvirret end forstående. Kan hun overhovedet høre mig? tænkte jeg. Ah-Rea ringlede samtykkende.

Ja. Og hun syntes at du er en rigtig dødbider. Hendes ord, ikke mine! Selvom jeg følte mig en smule fornærmet over feens ord, kunne jeg ikke lade være med at grine. Nå så det gør hun? tænkte jeg legesygt, jamen så lad det komme an på en prøve! Og med de ord, sprang jeg frem og rakte hænderne frem efter Joh-Na, der til gengæld undveg med lethed. Jeg lo og sprang efter hende igen, og lidt efter sluttede Ah-Rea sig til vores lille fangeleg. Vi blev så opslugte af legen, at vi glemte vores omgivelser, hvilket sluttede ret uheldigt for mig, da jeg snublede og røg direkte ind i hækkemuren, der viste sig at gøre temmelig ondt. Jeg udstødte et smertefuldt grynt, og begyndte at vikle mig ud af hækkens mange forgreninger og snoede fangearme.

 

Legen er vist slut nu, sagde Ah-Rea, halvt alvorligt og halvt grinende. Tror du? stønnede jeg, mens Joh-Na så sit snit til at stikke af, højst sandsynligt med et stort, smørret grin på læben. Da jeg endelig fik viklet mig helt fri, var der store rifter på mine arme og ben, og en svidende fornemmelse, lige over mit øjenbryn sagde mig, at mit ansigt heller ikke var sluppet fra hækkens aggressive angreb. Men som jeg skulle til at bande højt, med ord jeg ikke havde vidst at jeg kendte til, fangede mine øjne en bevægelse fra omme bag den plantede mur. Det var menneskeskikkelser, der elegant gled ud af skovens mørke på den anden side. Det så ud som om alting var grønnere og mere livligt de steder de betrådte. Som om skoven blev vækket til live, ved deres blotte tilstedeværelse.

"Græsset ER altså grønnere på den anden side." hviskede jeg for mig selv, og kvalte et nervøst fnis. Skikkelserne kom nærmere og nu så jeg at de ikke var så menneskelige som jeg først havde troet. De var fire menneskelignende skikkelser, slanke og langlemmede, med fin, smuk hud. Men de havde alle sammen spidse ører. Ligesom mig. Er det ... er det mandlige nymfer? tænkte jeg, åndeløst. Synet af de fire mænd, fik mit hjerte til at banke hurtigere af spænding. Jeg kunne mærke at jeg automatisk rødmede. De var ikke ligefrem grimme og se på. Den lille fe dirrede.

 

Nej. Det er elvere. Der findes ikke mandlige nymfer. Dem skal du passe på, Sera. De er ikke just nymfevenlige, forklarede hun med en skælvende stemme. Jeg stirrede nysgerrigt på de talende mænd, og undrede mig over, hvordan så smukke væsener, kunne nære nogen form for negative følelser. Nok kunne jeg ikke høre hvad de talte om, men jeg var sikker på at det kun var gode ting. Så dukkede en femte person frem af mørket. Endnu en elver. Han virkede dog anderledes, på sådan en dystersmuk måde. Hans hår var mørkt og krøllede nede under hans spidse ører. Selv herfra, kunne jeg se hvordan hans mørkebrune, næsten sorte blik var fastfrosset i en konstant skulen, og hvordan hans mundvige vendte nedad. Han virkede ikke specielt rar. Han var smuk, men på en kold og reserveret måde, der gav én lyst til at bøje hovedet. Hele hans udstråling fortalte mig at han havde en vis myndighed, og han var ikke bange for at vise det. Til trods for hans unge udseende, ja, han så endda yngre ud end alle de andre fire elvere, der ellers virkede både unge og stærke, havde han også en attitude der bar præg af noget ældgammelt. Noget, der gjorde ham mindst femhundrede år ældre, end hans udseende vidnede om. Jeg skælvede. Hvordan kunne man være så ung og så gammel på samme tid?

 

Det er elverkongen, forklarede Ah-Rea, nu med direkte frygt i stemmen. Mit blik gled videre, hen til en af de andre elvere, indtil det landede på en elver der var lidt højere end de andre, med hvidt pjusket hår. Da han kom lidt nærmere, kunne jeg se at han havde mandelformede, isblå øjne, der lige nu var fyldt med morskab og varme. Jeg kunne ikke lade være med at spekulere, om hans hår mon var lige så blødt som vat, som jeg forstillede mig at det var. Men jeg gemte tanken dybt inde i baghovedet, så Ah-Rea ikke hørte den. Hun var tydeligvis ikke glad for elverne, uanset hvor smukke de var. Ordsproget smuk, men dødelig dukkede op i mine tanker. Elverens hud var mindre bleg end elverkongens. Den havde snarere en svag glød, der fik ham til at se sundere ud. Hvis jeg skulle sætte et udseende på egenavnet "elver", ville han helt klart passe beskrivelsen. Denne illusion blev dog hurtigt brudt, da han drejede hovedet og afslørede et hæsligt langt, hvidt ar der snoede sig op af den venstre side af hans ansigt, fra hals til øre Det så drabeligt ud. Alligevel følte jeg mig tiltrukket af ham. Det snurrede i mit hoved, og en varm fornemmelse overtog min krop i en nedafgående spiral mod det første symptom på forelskelse. Vent. Hvad? Nej. Ikke forelskelse. Betagelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...