Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

61Likes
299Kommentarer
3156Visninger
AA

6. ~ Kapitel 4 ~



Udenfor slottets mure, hvirvlede mørket rundt, i et uhyggeligt andet univers, end det jeg var ankommet i. Det gik så småt op for mig at jeg snublede af sted i bar udmattelse. Mine drastisk formindskede motoriske evner havde heller ikke undgået Trissys skarpe øjne. Hun guidede mig hen til den del af bygningen som nymferne fik tildelt deres værelser i. Sovesalen, som sidebygningen blev kaldt befandt sig i den anden ende af bygningen, langt fra det værelse jeg var vågnet op i. Vi gik igennem en lang gang, med udsigt ud til haven, der nu var erstattet af mørke skygger og grålige nuancer, og som jeg efterhånden troede strakte sig ud i en uendelighed.

 

Da gangen endnu engang bredte sig, dukkede sovesalen, med adskillige døre på begge sider, endelig op. "Du bliver tildelt dit eget rum, som du kan gøre med, som du lyster," sagde Trissy, og hendes stemme gav ekko i den tomme sal. Luften i salen var tung og støvet, og en besk smag fra støvkornene trængte ind i min mund. Her virkede forladt og indelukket. Trissy fangede mit blik. "Folk sover som regel på det her tidspunkt." sagde hun, næsten undskyldende, som om hun gerne ville have bevist overfor mig at alt hvad hun havde sagt var sandt. Min uro overfor den høje pige falmede. Den her pige hverken lignede eller opførte sig som en gal eremit. Ikke at jeg følte at jeg kunne stole på hende, men hun var faktisk ikke så slemt som jeg først havde antaget. Okay, det var måske min fejl at jeg havde dømt hende på forhånd, men når man ikke havde ret meget af sin hukommelse om sig selv, måtte man vel stole på sine instinkter?

"Hvorfor sover du egentlig ikke?" spurgte jeg. Trissy trak bare på skuldrene og kiggede væk. Hun virkede ikke til at ville tale om det, og mine instinkter sagde mig at jeg skulle lade være med at presse hende. Vi stoppede ved en tung trædør med navnet 'Sera' skrevet med gyldne, svungne bogstaver på et lille guldskilt. Det undrede mig at der allerede var et værelse klar. Fandtes der synske nymfer, eller var min ankomst mindre diskret og uventet end jeg hidtil havde troet?

"Det her var Kylies værelse." sagde Trissy, og lød pludselig træt. Hun stirrede på døren, som om den førte til helvede selv.

"Hvor er hun nu?" spurgte jeg, og slugte spørgsmålet om hvem Kylie var. Trissys øjne glimtede i mørket.

"Hun er blevet placeret i et nyt værelse, længere væk. Hun havde det ikke så godt her." svarede hun, men jeg kunne høre en tøven i hendes stemme. Fornemmelsen af at der var noget galt, hvilede over hendes forklaring som en mørk skygge. Der var noget værre på spil, end bare en utilpasset teenager. Jeg havde ikke lyst til at høre mere om den forrige ejer af mit nye værelse, så jeg sagde hurtigt godnat og efterlod Trissy bag mig, da jeg smuttede ind af døren uden at kigge mig tilbage.

 

Værelset der nu var mit på ubestemt tid - jeg havde ikke lyst til at tænke på mit ophold her som permanent - lignede til forveksling det jeg var vågnet op i. Kun tre ting afveg fra det gamle. Udsigten var til mit held, bedre her. Jeg kunne se himlen, der lige nu var lige så mørk og uudgrundelig, som min hukommelse, men udover det kunne jeg også skimte omridset af en stor skov. I mørket virkede den skræmmende og intimiderende, men jeg var sikker på at vi nok skulle komme til at syntes om hinanden, i dagstimerne. I værelset jeg var vågnet op i, havde alle møblerne været af træ, men her var de af rustfrit stål, der virkede koldt og uforsonligt at røre ved. Ikke just en forbedring, i min bog. Umiddelbart var mit indtryk af mit nye værelse, lidt ligesom en fængselscelle, men da jeg kiggede nærmere på møblerne kunne jeg se, at der var blevet gjort meget ud af at gøre dem smukke og dekorative. Alt i alt var jeg imponeret indtil videre, om end ikke helt tilfreds med stålmøblementet. Værelset bar en svag duft af parfume, hvilket betød at dets forrige ejer åbenlyst havde været en pige, men det vidste jeg jo i forvejen. Her var så stille at jeg kunne høre min egen vejrtrækning, og efter at have stået stille i et par minutter, måtte jeg bevæge mig for at fjerne den ubehagelige stilhed i rummet. Måske var den forrige ejer - Kylie - flyttet, men her hvilede en ubehagelig stemning, som om værelset var blevet forladt alt for hurtigt. Jeg håbede at den stemning ville forsvinde i takt med at min egen personlighed begyndte at præge værelset.

 

Den sidste ting jeg bemærkede, var seddelen på skrivebordet. Jeg havde næsten overset den, som den næsten gik i ét med det sølvgrå stål, men alligevel havde den fanget min opmærksomhed til sidst. Øverst på seddelen, stod mit navn nemlig, med en fed skrift. Jeg samlede seddelen op, og lod blikket glide hen over den. Skriften var smukt svungen og med sådan en elegance, som jeg forestillede mig at en nymfe ville bære.

 

'Seraphine, Nu hvor du er blevet klar til at indtage dit værelse her på Amalthea Castle, er det på tide at du bliver indviet i dit nye liv og alle de nye informationer der medfølger. Du har uden tvivl mødt din Fevejleder på nuværende tidspunkt. Det er din Vejleders pligt at informere dig om og guide dig igennem de ting du vil gennemgå i den næste tid. Lige nu er du foruden dine erindringer om dit tidligere liv, og det er en del af den metamorfose som du er ved at gå igennem, hvor du bliver forvandlet fra menneske til nymfe. Som nymfe vil du blive tildelt et element, og vi har derfor forberedt dit værelse til dine behov. Det er derfor at dine møbler er lavet af stål og ikke af træ. Du vil være forvirret og rundt på gulvet et stykke tid, men stol på at når den første kaotiske fornemmelse har lagt sig, så vil alting langsomt falde på plads. Når det er sagt, så må tiden vise hvordan du vil udvikle dig her, men vi håber at du vil blive glad for dit nye liv. Held og lykke fremover.'

 

Jeg var lige blevet færdig med at læse brevet, da jeg bemærkede at ordene var begyndt at svømme rundt for øjnene af mig. Jeg var virkelig træt nu, og det var svært for mig at få samling på det jeg havde læst. Jeg sendte et længselsfuldt blik til sengen. Jeg havde ikke styr på klokken, men jeg gættede på at jeg ikke havde mange timer tilbage at nyde godt af, før dagen på ny ville starte. Papiret blev smidt tilbage på bordet, hvor det gled længere ind mod væggen, med en blød raslen, hvorefter jeg kastede mig ned på sengen med et støn, ligeglad med det faktum at jeg stadig var fuldt påklædt. Lagenerne duftede nyvaskede, og jeg gled ned på puden, beroliget af dens blødhed. Det sidste jeg tænkte på, var mine speciallavede stålmøbler. Jeg følte mig som en dømt pyroman, i en dekorativ fængselscelle.

 

Den nat drømte jeg om en kvindemund der smilede, nogen der græd og en stemme, der fnisede. Det var alle sammen scener der virkede forholdsvis harmløse, men i min drøm var det alle sammen rædsler der hjemsøgte mig som ækle dæmoner. Mit hjerte snørede sig sammen i mit bryst. Jeg vågnede op med et skrig, stadig med de ubehagelige glimt fra drømmen i mit hoved, og med en kvalmende fornemmelse i maven, der medførte en bitter smag i munden. Ude af stand til at skelne mellem drøm og virkelighed, føltes det som om mine hænder var brændende varme. Det var som om jeg havde lagt mine hænder på et hedt komfur. Med en vildskab skabt af fuldstændig, blind panik, tumlede jeg ud af sengen og styrtede hen mod den nærmeste dør, som heldigvis førte ud til badeværelset. Med endnu et halvkvalt skrig, for det gjorde fandeme ondt at have fakler som hænder, tændte jeg for vandhanen og stak begge hænder ind under det rindende vand. Men ingen ild blev slukket. Der havde faktisk slet ikke været nogen ild til at begynde med. Alligevel holdt jeg mine hænder inde under det iskolde vand, imens jeg tjekkede for tegn på at der var noget grueligt galt med mine hænder. I første omgang så det ud som om de var helt normale, men da jeg hævede dem op til mine øjne, kunne jeg se en svag, pulserende glød omkring mine hænder. De var holdt op med at gøre ondt, men gløden forsvandt kun gradvist. Min næse opfangede en den svage, men karakteristiske lugt af bål, som om nogen havde tændt en lille brand herinde. Den hang i mit tøj og hår, men mest af alt, klæbede lugten sig til mine hænder. Hvad i al helvede er det der foregår? tænkte jeg målløs.

 

Tumlende tilbage ind i værelset, overvejede jeg omtåget om hvor meget af denne oplevelse havde været fantasi, og om jeg burde spørge min Vejleder til råds, da selv samme fe, kom styrtende ind gennem vinduet med et panisk hvin.

Hjælp! Hun er ude efter mig! skreg hun i mit hoved, så jeg skar ansigt. Hvad? Hvem er efter dig? spurgte jeg forvirret. Den lille fe fløj om bag mig om satte sig fast på min skulder. Den prikkende fornemmelse fortalte mig at hun enten havde meget skarpe negle, eller små kløer. Tanken om at feer havde kløer, virkede bizar, da min hullede hukommelse stadig havde indprentet ordet "fe" i sig, og alt hvad der medførte til sådan en skabning, og kløer var ikke inkluderet.

Hun kommer ... hviskede den skrækslagne fe i mit hoved. Da opdagede jeg at vi ikke længere var alene på værelset. En lille skinnende, lilla kugle var fløjet ind gennem vinduet. Endnu en fe. Var det den lilla fe, som Ah-Rea var bange for? Det var virkelig svært at se på den lille lilla kugle som værende farlig, men siden Ah-Rea virkede så skrækslagen, besluttede jeg mig for at hjælpe. Hør ... Ah-Rea vil ikke, øhhh, lege med dig. Så smut hjem med dig, okay? tænkte jeg, og selv min tankestemme lød temmelig usikker på hele situationen. Den lille fe svarede i mellemtiden ikke med andet end små hviske lyde. I stedet fløj den direkte hen mod mit hoved, så jeg blev nødt til at dukke mig.

"Lidt aggressiv, er vi ikke?" mumlede jeg surt, stadig ved siden af mig selv på grund af drømmen, og rettede mig op. Men da jeg så mig om var feen væk. Og det samme var Ah-Rea.

 

Jeg styrtede hen til det åbne vindue. Herfra hvor jeg stod kunne jeg lige akkurat skimte de to lyskugler, nede ved jorden. Jeg var imponeret over hvor hurtige de små væsener kunne være, når de ville være det. Hjælp! hørte jeg så Ah-Rea råbe panisk i mit hoved. Hendes stemme var svag, og fornemmelsen af hendes tilstedeværelse i mit hoved blev mindre og mindre for hvert sekund. Jeg måtte gøre noget, og det var hurtigt. Uden nogen videre plan, drejede jeg om på hælene og styrtede ud af værelset. Jeg var stadig forholdsvis ny i området, så jeg måtte bare være hurtig og handle impulsivt, i håb om at den retning jeg valgte at løbe i, var den hurtigste. Jeg drejede skarpt til højre, i så høj en fart at jeg ikke havde mulighed for at bremse op, da en forhindring i form af en krop pludselig stod foran mig.

"Umpf!"' røg det forpustet ud af mig, da jeg mistede balancen og vaklede et par skridt tilbage.

"Åh hej, er det bare dig." udåndede jeg, da jeg mødte Trissys forvirrede blik.

"Hvorfor skynder du dig sådan?" spurgte hun. Jeg småtrippede på stedet og spejdede hurtigt ud af vinduet.

"Jeg tror Ah-Rea er blevet kidnappet. Af en anden fe-... sig mig, hvorfor har du en grøn hårtot?" spurgte jeg, da jeg pludselig blev distraheret af den lysende grønne farve, der lige pludselig dominerede i Trissys hår, i stor kontrast til det sædvanlige lysebrune. Hun gemte hurtigt totten bag noget hår.

"Af samme grund som dit har røde striber, går jeg ud fra." svarede hun, en smule kort for hovedet. Jeg nikkede forstående. Det gav jo mening, selvom jeg aldrig i mit liv havde set nogen vokse grønt hår ud.

"Det var der ikke i går." kommenterede jeg nysgerrigt. Trissys ansigt foldede sig sammen i en irriteret grimasse.

"Jeg klipper det som regel ud når det viser sig, sig mig, hvad var det du mente, da du sagde at din Vejleder er blevet kidnappet?" spurgte hun. Jeg vidste godt at hun bare snakkede udenom, men lod hende alligevel gøre det. Det med håret var nok alligevel hendes egen sag. Desuden havde jeg noget vigtigere at tage mig til lige nu.

"Der kom en fe, en lilla en af slagsen, og tog hende. Hun virkede meget bange. Hun bad om hjælp. Jeg prøver at finde dem, men jeg ved virkelig ikke hvor jeg skal lede." forklarede jeg frustreret. Jeg kunne mærke bekymringen stige i mig. Med en nervøs bevægelse strøg jeg en vildfaren - og meget rød - tot hår væk fra øjnene.

"Jeg tror godt jeg ved hvor du kan finde dem." svarede Trissy og trak ligegyldigt på skuldrene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...