Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

60Likes
299Kommentarer
3096Visninger
AA

5. ~ Kapitel 3 ~

 

Hvis jeg havde forventet at få hele mit liv sat op på en planche, så jeg kunne lære mig selv at kende igen, så tog jeg fuldstændig fejl. Ah-Rea fortalte mig kun de mest basale ting, såsom at jeg var født i marts, 1996, og derfor var 17 år gammel, og at jeg havde levet med min mor lige op til hendes død, for ikke så længe siden. Hvordan jeg var endt her, var et mysterium, for jeg var bare pludselig dukket op.
Sera, du er nu en del af den race, der kaldes nymfer. Vi er naturånder, som hver behersker vores eget element. Der findes nymfer for jord, skovnymfer, for vand, vandnymfer, for luft, og for ild. Du er det man kalder en Ignis Nympha, en ildnymfe. Ild nymfer er ikke just de mest elskværdige, da deres element kan være lidt ... voldsomt af sig. Du skal passe meget på dine kræfter. Faktisk, skal du helst helt undgå at bruge dem, forklarede Ah-Rea. Super, tænkte jeg, jeg er et nymfeudskud. Den lille fe tav.
Det må du ikke sige. Som en nymfe er du uundværlig for naturen, uanset hvilket element du behersker, sagde hun stille.

 

Hun forklarede så at min mor havde været en nymfe, ligesom mig, og at det var naturligt for alle nymfer, når de nåede en vis alder og følte sig parate, ville drage ud i verden for at finde et menneske der kunne give dem et barn. Det havde min mor gjort, men hun kom aldrig tilbage, hvilket åbenbart var unormalt i naturåndernes verden. Ah-Rea forklarede mig at jeg var blevet sendt hertil lige i tide til at min forvandling begyndte. Tegnene var begyndt allerede få timer efter at jeg var ankommet. Som en del af processen ville mit hår blandt andet ændre farve, hvilket forklarede de røde striber, men derudover ville mit udseende også ændres en smule og jeg ville i det hele taget være 'gjort af et andet stof', som Ah-Rea udtrykte det. Det er forskelligt fra hvornår et barn bliver en fuldblodet nymfe. Nogen bliver det når de er tretten, nogen når de er seksten, og andre - som dig - bliver det, når de er ældre, forklarede Ah-Rea. Selvom jeg forstod, hvad det var hun sagde til mig, kunne jeg alligevel ikke helt forbinde det med mig selv. Det virkede så uvirkeligt; som en drøm.

 

Den drømmeagtige følelse blev dog hurtigt brudt, da der lige pludselig dukkede en pige op foran mig. Jeg antog at hun var yngre end mig med måske et år, men hun var høj. Skyskraber høj. Hendes højde, og det faktum at hun skulede til mig, havde en skræmmende effekt på mig. Jeg følte mig lige så intimideret af hende, som én med højdeskræk ville føle sig, hvis han befandt sig på en skyskrabers tag. Men hvis jeg skulle pointere overfor nogen, præcis hvad det var der var skræmmende ved hende, så ville jeg nok ikke kunne forklare det.

Hun havde langt, lysebrunt hår der ikke helt passede til det firkantede ansigt. Hendes grønne øjne stirrede hårdt og analyserende på mig, og de smalle læber var presset hårdt sammen. Hun var ikke særlig feminin i sit kropsbygning heller. Selvom det måske var lidt ondskabsfuldt, kunne jeg ikke lade være med at tænke at hun ikke rigtig passede ind i beskrivelsen af en nymfe. "Undskyld, men hvem er så du?" spurgte hun spydigt, med krydsede arme. Hvordan forklarer man, en utrolig skræmmende nymfe, at man rent faktisk ikke ved hvem man er? Jeg besluttede mig for at holde mig til den korte historie.
"Jeg hedder Sera. Er lige kommet." forklarede jeg og rakte hånden frem i et akavet forsøg på at være høflig. Hvem end min mor var, eller havde været, måtte hun have opdraget mig godt. Efter at have stirret på min hånd et stykke tid, og jeg formodede hun gjorde det for at tjekke om jeg havde et våben eller noget, tog hun den endelig.

"Trista, men alle kalder mig Trissy. Hvad er du så?" spurgte hun. Spørgsmålet irriterede mig, men jeg følte ikke at jeg kunne undlade at svare.

"En nymfe, ligesom dig. Det andet er ligegyldigt." svarede jeg irriteret. Inden hun kunne nå at reagere - for eksempel ved at banke mig sønder og sammen eller noget - tog jeg chancen og dykkede under hendes arm og fortsatte med at gå i højt tempo.

"Vent!" kaldte hun bag mig, "jeg kommer med."

 

Tilsyneladende med en nyvunden respekt for mig, valgte Trista, eller Trissy at følge med mig rundt. Jeg var ikke helt sikker på, hvad jeg syntes om den pludselige drejning, men protesterede ikke. Selvom jeg følte mig tryg inde bag de tykke stenmure, var der andre ting som rumsterede i mit hoved. Jeg var kun lige ankommet, og min manglende viden omkring stort set alt om mig selv og den nye verden jeg befandt mig i, gjorde mig mere usikker end jeg brød mig om at indrømme. Og måske føltes det også lidt rart med lidt menneskeligt - eller nymfeligt? - selskab. Trissy viste sig hurtigt at være den snaksalige type, og selvom jeg gjorde mit for at udvise høflig reservering overfor den jævnaldrende pige, så lod hun sig ikke gå på af det. I stedet hjalp hun mig med de spørgsmål, som jeg ikke var villig til at stille, men alligevel krævede svar på. Hun fortalte mig at der stort set aldrig kom nogen gæster, men dem der gjorde var altid af 'vores verden', som hun kaldte naturåndernes hemmelige fællesskab. Hendes øjne lyste spændt da hun talte om menneskelignende væsener med lilla hud og væsener med farvestrålende fjer som hår. Jeg vidste ikke om jeg troede hende, men jeg fangede mig selv i at blive ret fascineret af hendes historier. Eventyr der kom til live. Det var da ret spændende, ikke?

 

Trissy fortalte mig at der var flere nymfer på stedet, men som nykommen blev jeg først introduceret og anbragt sammen med andre, når jeg var klar til det. Jeg spurgte om hvem der bestemte her omkring. Trissy trak bare på skuldrene. Hun vidste ikke mere om den mystiske ordregiver end jeg gjorde. Ah-Rea fulgte bare tavs med. Hendes små vinger afgav en summende lyd ved mit venstre øre, men i modsætning til en flues summen, beroligede hendes lyd mig. Hun satte sig blidt på min skulder, og jeg dæmpede mig en smule, af frygt for at skræmme hende væk. Åbenbart var hun villig til at ofre sin følsomme hørelse overfor mig. Trissy kiggede nysgerrigt på hende.

"Hun er meget smuk. Hvad hedder hun?" spurgte hun mig.

"Ah-Rea. Vi har lige mødt hinanden i dag, men jeg føler allerede at hun har været en del af mit liv, så længe jeg har kunnet huske." svarede jeg, en anelse pinlig berørt. Trissy nikkede genkendende. "Sådan havde jeg det også da jeg mødte min Vejleder." sagde hun forstående. Jeg spurgte hvor hendes Vejleder var. Trissy trak igen på skuldrene.

"Hun gør temmelig tit hvad hun selv vil, uden rigtig at tænke sig om." fortalte hun, og et kort øjeblik kunne jeg se en ensomhed i Trissys øjne, der forvandlede hende fra en skræmmende amazone til en ensom personlighed. I mine øjne, var den her person jeg stod sammen med, et meget mærkeligt væsen. Min første tanke om Trissy havde været at hun ikke mindede om de slags nymfer, som jeg forestillede mig i mit hoved, og det var jeg måske ikke alene om at syntes. Der opstod et øjeblik af underlig stum forståelse imellem os, som Ah-Rea til sidst fik nok af.

Jeg er den der er smuttet, gabte hun og fløj sin vej. Jeg fik en åndssvag lyst til at vinke efter hende, og gjorde det da også i smug, da Trissy kiggede væk. Jeg havde dog på fornemmelsen af at hun godt vidste hvad jeg havde gang i.

 

Min nysgerrige tørst var dog ikke slukket endnu. Da jeg spurgte Trissy om antallet af nymfer der ellers befandt sig på stedet, trak hun endnu engang på skuldrene. "Der er ikke rigtig nogen der kender til det præcise antal. Ofte synes jeg at man møder nye ansigter nærmest hverdag, som om antallet er uendeligt, men det kan selvfølgelig ikke passe." fortalte hun, og jeg blev nærmest irriteret over hvor lidt nysgerrig hun var over dette. Havde folk skyklapper på, siden de hverken vidste fra eller til, andet end det de var blevet fortalt? "Jamen, hvad så med alle dem du HAR mødt?" spurgte jeg. Hun sukkede, nærmest som om jeg allerede burde vide det på forhånd. "Dem du ser, er dem du kommer til at se fremover." sagde hun. Der var et nærmest undskyldende blik i hendes øjne, som om hun gerne ville forklare nærmere, men ikke kunne. Jeg forstod hende ikke, ligesom jeg ikke forstod det her bizarre sted, med dets bizarre regler. Et eller andet sted kunne jeg ikke lade være med at spekulere på om jeg mon var offer for en gal piges påfund, og at der i virkeligheden ikke var andre end os her. Måske ville hun lige om lidt bryde ud i en manisk latter og sætte tænderne i armen på mig. Men Ah-Rea. Hun var virkelig. Det var Iggi også. Jeg havde mærket Iggis behårede hånd på min kind, og jeg havde mærket Ah-Reas lille krop på min skulder. Det måtte da betyde noget. Noget ægte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...