Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

61Likes
299Kommentarer
3154Visninger
AA

22. ~ Kapitel 20 ~

 

Det gode ved at dele et telepatisk link med en anden er at du ikke behøver lange forklaringer. Du kan simpelthen bare vise billederne og minderne i dit hoved. Mens billedshowet kørte i mit hoved, skiftede Ah-Reas ansigt farve op til flere gange, fra rød, til grøn, til hvid. Og hendes øjne blev større og større. Da billederne endelig var fadet ud, var der helt stille i mit hoved. Jeg følte mig udmattet, men også en smule lettet over at have delt min viden. Ah-Rea kendte til dem der kørte showet herude. Hun måtte vide hvad jeg kunne gøre. Jeg var efterhånden helt sikker på at jeg havde taget det rigtige valg. Selvom den lille fe ikke ligefrem udstrålede en myndighed der fik folk til at respektere hende, så var der en pålidelighed over hende, der fik mig til at stole på at med hendes hjælp, skulle det nok gå. Ah-Reas stemme var svag, og tydeligt rystet, da hun endelig afgav sin dom.

Jeg skal nok fortælle det videre. Bliv her. Lad være med at gøre noget. Det her er ikke dit ansvar.

Hvad?

 

Ah-Rea forlod mig inden jeg kunne protestere over hendes, for at sige det mildt, åndssvage forslag. Folk blev nødt til at få det her at vide. Det havde de ret til. Men før Ah-Rea fløj væk, forsikrede hun mig at hun mente det. Jeg skulle ikke følge det, der i sidste ende var min natur, og i stedet forholde mig passiv. Men det vidste jeg allerede at jeg ikke var i stand til. Jeg kunne da ikke bare sidde og gøre ingenting? Men hvad kunne jeg så gøre? Det var egentlig spørgsmålet - det store spørgsmål som jeg havde forventet at Ah-Rea havde et svar på. I stedet havde hun givet mig en ordre. Med en hidsig bevægelse, tog jeg fat om min pude og kastede den mod væggen. Et lavt, skurrende skrig brød ud mellem mine læber. Og så var det jeg fik en ide. Det første jeg skulle gøre, var at advare alle de andre. Når først alle vidste hvad Kylie og Trissy havde gang i - når først jeg havde afsløret deres hemmelighed - så ville det blive meget nemmere at spolere deres planer. Jeg satte mig op med et triumferede smil. Ikke flere hemmeligheder og løgne. Nu skulle sandheden ud.

 

Det tog mig omkring tre døre at finde frem til en person der kunne fortælle mig at langt de fleste nymfer i dag var taget ud til en sø i skoven, som det var tradition at gøre om sommeren, for at bade og hygge. Jeg spekulerede surt over hvorfor jeg ikke var blevet inviteret, men fik kort efter en forklaring, som lød på at de nyere nymfer ikke måtte komme med. Ikke før de mindst havde været på slottet et år.

"Det lyder lidt som første år på en kostskole ..." mumlede jeg fornærmet. Til min overraskelse, grinede nymfen.

"Du vænner dig til det," svarede hun, "ligesom du vænner dig til at der ingen drenge er."

"En kostskole for PIGER, altså." grinede jeg.

Til trods for det strikse kostskolekodeks, fik jeg alligevel lokket ud af nymfen, hvor jeg kunne finde den sø henne, og da jeg sagde farvel til hende, var mit smil ægte.

 

Mit humør var blevet en del bedre, efter at have talt med nymfepigen, der i øvrigt havde været så meget sødere end alle de andre til sammen. Hvorfor kunne jeg ikke bare have mødt hende til at starte med, og derved have undgået al den ballade? Og apropos ballade, så var jeg lige ved at styre direkte ind i en af slagsen, som jeg styrtede af sted. Foran mig stod to nymfer med ryggen til mig og talte sammen. Jeg gik ud fra at de ikke havde været her så længe, siden de ikke var nede ved søen. Jeg skulle lige til at gå hen til dem, da jeg fik øje på en høj, grønhåret skikkelse, der også havde til formål at tale med nymferne, at dømme efter de målbevidste skridt. Uden eftertanke, strøg jeg til siden for at gemme mig bag en af de brede søjler, som stod på hjørnerne af slottets mange forgreninger.

"Har I set den rødhårede nye pige? Hun hedder Seraphine, er cirka så høj," forklarede hun og lod sin hånd svæve i luften i det område hun troede at mit hoved ville være, "og har blå øjne?"

Begge nymfepiger rystede på hovedet, og jeg takkede guderne - eller gudinden - for at jeg ikke havde nået dem, før Trissy. Trissy sendte dem et skjult, ulmende blik, før hun smilede og takkede dem for deres hjælpsomhed. Jeg havde aldrig set Trissy på afstand, og nu hvor jeg gjorde det, chokerede det mig, hvor mange afslørende træk, der lå skjult under hendes handlinger. Trissy var vred. Hun gav en iagttager en ubehagelig fornemmelse, man ikke rigtig kunne identificere. Akkurat ligesom Kylie. Det var ikke noget man så tæt på, fordi begge piger koncentrerede sig om at skjule det, overfor dem de stod overfor. Jeg trådte et skridt tilbage og smuttede ud af en anden vej.

Jeg vidste hvorfor Trissy ville have fat i mig, og jeg måtte for alt i verden undgå at blive set. Jeg kunne jo ikke så godt afslå hende, uden at afsløre at jeg kendte til hendes og Kylies plan. Nej, det var nemmere bare at undgå dem, for nu. Jeg trak først vejret igen, da jeg trådte ud i solskinnet, og mærkede dens varme lægge sig om min hud.

 

Mine nerver stod på højkant, jo længere væk jeg kom fra Amalthea Castle. Jeg følte mig sårbar, og holdt øje med. Alligevel gik jeg med tøvende skridt i retning mod skoven. Ifølge Trissy og Kylies samtale, befandt Tristan sig ikke ret langt væk, i færd med at lokke mig ud til sig. Indtil videre var det lykkedes mig at undgå Trissy, men det ville alt sammen være forgæves, hvis jeg blev set midt ude i skoven af Tristan. Jeg begyndte at svede tran lige så snart skovens høje træer omringede mig. Hurtigt passerede jeg stien der førte ned til hækkemuren, og derefter satte jeg farten endnu højere op. Det tog mig kun ti minutter at komme ned til søen. Den var ikke just svært at få øje på, som den lå der, med dens glitrende overflade, der oplyste træerne omkring den. Jeg kunne også så småt begynde at høre nymfepigernes blide latter og sorgløse stemmer. Det var varmt. Tøjet klistrede til min krop, og mit hår lå vådt ned af ryggen på mig. Nymferne havde bikinier på, hvilket stod i underlig kontrast til det tøj vi normalt gik i. Fordelen ved at være en nymfe er at der kommer en garanti for skønhed med i købet. Ingen behøvede at være usikre omkring deres krop, men jeg brød mig alligevel ikke om tanken om at smide tøjet. Det var en indbygget opfattelse af et samfund, jeg ikke længere var en del af.

 

Nymferne var ikke samlet i en hel flok, som når eleverne står i en gymnastikhal og lytter til skoleinspektøren, så jeg måtte udvælge mig den største og mest vigtigt udseende flok af dem alle. Selvfølgelig var det den hvor Elouis og hendes lige stod. Det skulle ikke undre mig, hvis de ville prøve at skræmme mig væk med deres hovne blikke og hånlige smil. Jeg ikke var meget for at nærme mig deres flok. De smilede og grinede og virkede i det hele taget harmløse, men der var noget ved dem, deres udstråling, der sagde mig at hvis man ikke var en naturlig del af deres flok, så ville man ikke komme langt ved at stå med dem. Jeg tog en dyb indånding og vadede direkte ind.

"Undskyld mig, men jeg-..." begyndte jeg alvorligt, men blev afbrudt af en eller anden der kommenterede et eller andet ligegyldigt. "Jeg har altså noget vigtigt-..." fortsatte jeg bravt, men måtte afbryde sætningen, da en eller anden ubevidst skubbede til mig. I det mindste håbede jeg at det var ubevidst. Jo flere gange jeg blev afbrudt, desto mere fik jeg opbygget en intens energi bølge af vrede.

"GIDER I LIGE LYTTE EFTER?" skreg jeg, så højt at min strube gjorde ondt bag efter. Der blev helt stille. Jeg rømmede mig, og rødmede en smule.

"Vi har et problem." begyndte jeg, så roligt jeg kunne.

"Ja, dig." fnisede en eller anden. For god ordens skyld, sendte jeg dem alle et brændende blik.

"Elverne planlægger at bruge os til at gøre dem selv mere magtfulde. Har I hørt rygtet om at der befinder sig en Elementar i området?" spurgte jeg. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle få det hele til ikke at lyde som én stor joke, så jeg forklarede det bare som jeg forstod det.

"Det er jo bare en løgn." svarede Elouis med et skeptisk fnys. Jeg så hende ind i øjnene, for at lade hende vide at hun ikke skræmte mig.

"Jeg kendte slet ikke engang til rygtet, før jeg overhørte Kylie og Trissa - ja, Trissa! - tale om det! De har en aftale med elverne. De har endda mobiler. Hvis I ikke tror på mig, så kan I selv finde mobilerne." vedblev jeg. Jeg viftede med armene for at få opmærksomheden fra resten af nymferne ved søen. De fleste stirrede allerede på mig. Mange blikke var skeptiske, nogle overraskende, men det vigtigste var den gruppe jeg stod ved, og deres øjne var så småt ved at blive spekulerende.

"Hvad får de dog ud af det?" var der en af dem der spurgte. Jeg trak på skuldrene.

"Der er ingen af dem der er specielt vellidt her, er de?" svarede jeg, med bankende hjerte. Jeg brød mig ikke om at bagtale dem, selvom de havde narret mig. Men det jeg sagde var ikke desto mindre sandt, det kunne jeg se i de andres øjne. Et par stykker nikkede for dem selv. Jeg undertrykte et smil. Når først jeg havde fået overbevist nogle af dem, var det allerede nemmere at overbevise dem alle. Jeg var en nyankommen. Hvilken grund havde jeg, til at lyve overfor dem? Det ville ikke være svært for folk at tro mig. 

Men der tog jeg fejl.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...