Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

60Likes
299Kommentarer
3097Visninger
AA

4. ~ Kapitel 2 ~

Det viste sig hurtigt, at det ikke var andre mennesker den førte mig til. I stedet befandt jeg mig nu i en mellemstor sal, støttet af seks søjler. Midten af rummet blev oplyst af en kunstnerisk udformet åbning i loftet, og gennem den kunne man se himlen, der var  oplyst af funklende stjerner. Månen, der næsten var fuld, skinnede ned og dannede en stor cirkel af sølvlys, i midten af salen. Det hele virkede magisk og fredfyldt. Rundt omkring månecirklen dansede der små lyskugler, som jeg gik ud fra var ildfluer. Uden min hukommelse virkede alting som om jeg så det for første gang, og det gjaldt også ildfluerne. Men selvom jeg havde glemt alt om mig selv, så huskede jeg dog de fleste ting, der ikke omgik min egen person. Såsom at der var noget der hed ildfluer, og at de da vist nok lyste op. I øjeblikket var jeg dog bogstavelig talt mundlam af beundring. Jeg bemærkede at ildfluerne skinnede i forskellige farver, som jeg hver især beundrede med et barns betagelse, og når jeg lyttede godt efter, kunne jeg høre små stemmer, der lystigt snakkede og lo sammen, i den summende sang de skabte sammen.

 


Det varede dog ikke længe før det magiske øjeblik var ovre. De dansende ildfluer forsvandt, hurtigere end jeg kunne blinke, men et sted i hjørnerne, hvis skygger stod i stærk kontrast til månens hvide glød, lød der en spredt fnisen. Var der andre end mig i salen? Jeg havde ikke bemærket nogen da jeg kom ind, og det virkede ikke som om der var andre skygger end dem som månen skabte. Jeg følte mig forvirret og, for at være ærlig, en smule bange. Så dukkede ildfluerne langsomt op igen, nærmest generte, som om de lige skulle se mig an. Men deres lys gjorde mig tryg og på en måde rigtig glad. Det var som om at deres tilstedeværelse opmuntrede mig og jeg glemte alt om fnisene. Det kunne jo bare have været et resultat af min livlige, frygtsomme fantasi. Ildfluerne nærmede sig én efter én, indtil de alle fløj rundt  om mig i en lysende cirkel. Det var ubeskriveligt smukt. Jeg følte mig omringet af magi, og uden at tænke videre over det, løftede jeg armen og rakte ud efter dem. De spredte sig drillende, så der opstod et hul i den lysende cirkel, der hvor jeg rakte ud. Men så, lige pludselig, fløj en af dem hen og rørte ved mig. Det føltes nærmest ... ja, som en lille bitte hånd? Forskrækket trak jeg hånden tilbage. Iggi udstødte et grynt, der lød mistænkeligt meget som latter.
"Sig hej til vejleder." sagde hun. Jeg stirrede tomt tilbage.
"Hva'?" røg det dumt ud af mig. Jeg kunne ikke rigtig kapere ideen om at en ildflue kunne agere som vejleder for nogen som helst. 


Ka- ... Kan du høre mig? Halloooo? var der lige pludselig en stemme der sagde. Det var en kvindestemme, klar som en klokke, der kom alle vegne fra, og alligevel ingen steder fra.
"Der er nogen, der taler ... I mit hoved." sagde jeg monotont, selvom jeg egentlig ikke forventede at Iggi ville forklare noget. Det var bare en slags konstatering.'


Du kan altså høre mig. Godt.
"Uaarrghhh!" røg det forskrækket ud af mig, og jeg sprang tilbage, opfyldt af en pludselig energi, der ikke var der før. I det mindste var mine instinkter og reflekser da skarpe, bemærkede jeg for mig selv i et absurd humoristisk øjeblik. Jeg virrede panisk med hovedet. Var jeg ved at blive sindssyg?


Fald ned. Hvis jeg talte til dig på mit normale sprog, ville du tro at jeg blot var en indbildning. Det er ikke meningen at vores stemmer skal kunne høres af mennesker. forklarede stemmen, en smule irriteret. Et skarpt lysskær gled ind foran mine øjne, og det gik op for mig, at det var ildfluen fra før. Den havde den samme farve som den der berørte mig. Jeg kneb øjnene sammen. Tæt på lignede det næsten at ildfluen havde form som et lille menneske. 
"Hvad er du for en tingest?" spurgte jeg, og som svar fløj ildfluen hurtigt baglæns, imens den udstødte en skinger lyd.


Arrgh! Lad være med at tale! Det gør ondt i mine ører når du er så tæt på! skreg stemmen. Forbavset lukkede jeg munden med et smæld. Hvordan i al verden skulle jeg så kommunikere med stemmen?


Tal til mig i dine tanker, svarede stemmen. Næsten som om den havde læst mine førnævnte tanker. I mit hoved vidste jeg at det var meget normalt at have en enmandssamtale med sig selv i sine tanker, men når det pludselig gjaldt en tovejssamtale med en anden stemmes deltagelse, føltes ideen bare underlig. Som om jeg pludselig var blevet skizofren. Det første jeg tænkte var, hvem var det der talte? Men jeg fik intet svar. Jeg havde da brugt min tankestemme, så hvorfor blev jeg ikke hørt? Jeg følte irritationen stikke til mig som en hidsig bi. Ildfluen fløj langsomt nærmere og satte sig på min skulder. Det gav et gib i mig da den lagde sin lille - lille hånd? - på min kind.


Mit navn er Ah-Rea. Jeg er din fe vejleder, præsenterede stemmen sig mildt. Først da gik det op for mig at stemmen kom fra den lille lysende kugle der konstant svævede omkring og berørte mig. Jeg takkede min gud for at jeg ikke havde viftet den væk i irritation for længe siden. Det ville i al fald have været et meget uhøfligt førstehåndsindtryk. Jeg tog en dyb indånding og koncentrerede mig om at sende en tanke til den lille fe der svævede foran mig. Lyset omkring hende flakkede en smule, og under lyset kom en lille skikkelse til syne. Nu kunne jeg endelig se, hvordan den lille ildflue-fe så ud. Hun var petite i kropsbygning, eller også var det bare fordi hun var så lille. Hun stirrede intenst på mig med lyslilla øjne. Hendes ansigt var hjerteformet og omringet af pjusket, hvidt hår, der gik hende ned til hagen. Hendes spidse ører var piercet med smukke, glimtende øreringe.  Hun var et meget smukt væsen, og jeg blev meget betaget af hende. Hendes vinger var knapt nok synlige, så hurtigt baskede hun med dem, men ind imellem kunne man se et lille gyldent glimt, der hvor hendes vinger var, når lyset ramte dem.


"Hej ..." hviskede jeg, så overvældet af hendes skønhed, at jeg glemte at jeg skulle tænke, ikke tale. Hun sendte mig et surt blik der næsten fik mig til at grine. I stedet trak mine mundvige sig ud i et bredt smil. Så gjorde hun en sigende bevægelse, der mindede mig om at jeg skulle bruge min indre stemme, bogstavelig talt.
Efter et par mislykkedes forsøg - det var overraskende svært at tænketale på den rigtige måde - lykkedes det mig endelig at trænge igennem. Uheldigvis var det under et mindre hidsighedsanfald, hvori utallige bandeord jeg ikke kunne forestille mig at mine forældre havde tilladt mig at lære, indgik, flettet ind i en lang række af vrede anklagelser.
Hvorfor fanden kan det ikke bare være let at tale til en forbandet fe? var det sidste jeg brølede i mine tanker, da jeg så det chokerede udtryk i ansigtet på min vejleder. Der gik ikke lang tid før min vrede var erstattet af et spruttende latteranfald. Forulempelsen praktisk talt strømmede ud af den lille fe, der nu fløj med krydsede arme. Tårerne stod ud af øjnene på mig, og min mave var nærmest gået i kramper, før jeg kunne berolige mig selv nok til at holde op med at grine.


Du bander som en sømand. Har din mor ikke lært dig nogen manere? spurgte feen skarpt. Jeg trak på skuldrene. Som en person uden nogen erindring om hverken forældre eller små detaljer, som hvilken farve jeg foretrak, var det ikke just et fantastisk emne for mig. Straks blødte feens ansigt op.


Åh din stakkel. Jeg havde helt glemt det ... hviskede hun. Det virkede som om hun tilsyneladende vidste mere om mig, end jeg gjorde.
Ved du hvad der er sket med mig? spurgte jeg, og havde en mærkelig følelse af at min usikkerhed blev overført til feen gennem en usynlig forbindelse i vores tankesamtale. Den lille fe begyndte straks at flagre lidt mere uroligt frem og tilbage end før, nærmest som om hun var nervøst.


Øh ja. Det er jo så ... hm. ... Du er ... På en måde ... døende.  forklarede hun, næsten undskyldende.


 

I et stykke tid stirrede jeg bare på hende, uden at blinke, indtil jeg fik solpletter for øjnene af hendes skarpe lys.
Gider du venligst gentage det igen? tænkte jeg så langsomt. Det virkede så absurd at jeg spekulerede på, om Lyskuglen havde lavet en joke. Jeg kunne da ikke være døende. Jeg havde et jo helt fint? Jeg stirrede på Ah-Rea med sammenknebne øjne. Det gjorde lidt ondt at se direkte på hende, men et eller andet sted, tænkte jeg vel at hvis jeg stirrede længe nok, så ville Ah-Rea grine og sprutte et eller andet om, at hun ikke kunne fatte at jeg faldt for den. Men Ah-Rea svævede bare, næsten forlegent foran mig, i tavshed.
Det må da være din spøg, hvæsede jeg i mit hoved, og en lille irriterende del af mig, kunne ikke lade være med at være fascineret over opdagelsen af at man kunne hvæse i sit hoved.


Vi feer spøger ikke om døden. Som væsener der lever ganske længe, får vi set en del mere af det aspekt af livet, end vi bryder os om, erklærede hun alvorligt. Jeg stirrede stadig mistroisk på hende. Jeg havde lyst til at grine. Jeg havde lyst til at fortælle den lille skabning at hun var åndssvag, og at det hele var åndssvagt, og at jeg ikke havde tænkt mig at hoppe på joken så meget som et sekund mere, men hvad skete der så? Ville jeg gå tilbage til hvad end det var jeg havde været før? Eller ville alt lys i hytten, eller palæet, blive slukket og jeg ville blive efterladt? Den lille fe lagde trøstende sin hånd på min kind. Langsomt gik det op for mig, at Ah-Rea, som jeg kun kunne antage eksisterede, virkelig talte sandt. Det var som om at hele min krop lige pludselig var blevet fyldt op med elektriske ladninger; som om der et sted inden i mig, var blevet tændt for en kontakt, så samtlige elektriske forbindelser der fandtes i mig, var gået i gang med at summe og prikke til mit indre. Gåsehud fik hårene til at rejse sig på mine arme og ben. Den lille fes lys begyndte at flimre.


Jeg er ked af det, sagde hun sørgmodigt, men det er en nødvendig proces i takt med at du bliver den nymfe du er født til at være.
Det krævede utroligt meget af mig at rive mig ud af min elektriske tilstand, men med lidt anstrengelse, lykkedes det mig at tænke mig frem til en sætning, som jeg mest af alt havde lyst til at råbe.
Hvem fanden har bestemt at jeg skal dø? Nu var jeg begyndt at dirre af  bitterhed. Det var da ikke retfærdig at jeg skulle dø for noget jeg ikke engang havde bedt om. Jeg rystede på hovedet. Jeg nægtede at tro det.
Nymfer findes ikke. Jeg er ikke nogen nymfe, jeg er et menneske! sagde jeg, som om jeg prøvede at forklare feen, at de havde fået fat i den forkerte. Feen lagde hovedet på skrå. Jeg vidste godt hvad hun mente. Hvis feer og hvad end Iggi var kunne findes, hvorfor så ikke nymfer? Men stadig. Tanken om at jeg skulle dø for at blive til noget jeg hidtil ikke havde troet eksisterede var simpelthen for meget. Feen fløj helt op til mig igen og hev blidt i en tot af mit hår.


Følg med mig. Så skal jeg forklare dig det hele. Det har du fortjent. sagde hun mildt. Jeg havde temmelig meget lyst til at takke pænt nej og løbe grædende væk som en anden førsteklassesdiva, men i stedet nikkede jeg bare stumt. Så rømmede jeg mig, selvom det ikke var nødvendigt.
Hvad var det, du sagde at du hed?
Den lille fe udstødte  en lyd der nok skulle forestille en latter.


Ah-Rea. Og dit navn?
Sera. svarede jeg, og bemærkede at mine omgivelser så småt var ved at ændre sig, selvom det føltes som om jeg kun havde taget tre skridt.
"Underligt ..." mumlede jeg, hvilket fik Ah-Rea til at skælde mig huden fuld. Hun kunne virkelig ikke fordrage lyden af et menneske der talte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...