Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

61Likes
299Kommentarer
3152Visninger
AA

21. ~ kapitel 19 ~


 

Min krop føltes en smule følelsesløs, og mine læber skælvede svagt, da jeg drønede ned af slottets gange, direkte hen til mit eget værelse. Mine tanker var i vildrede. Alt der var sket siden jeg var kommet her, var blevet reduceret til denne éne forfærdelige ting. Jeg følte mig som en brik i et skakspil, hvis regler jeg ikke kendte til. Men den her brik ville ikke lade sig frivilligt føre. Men hvad kunne jeg gøre? Jeg var bare halvt menneske, halvt naturånd, med en manglende hukommelse og temperamentsproblemer. Jeg havde ikke spor lyst til at lege heltinde, men jeg ville bare ikke holdes for nar. Jeg kunne ikke bare ignorere det Trissy og Kylie havde gang i. Jeg ville afsløre dem, og vise alle en gang for alle, hvad de i virkeligheden havde gang i. For hvert skridt jeg tog og for hver tanke jeg tænkte, blev jeg vredere og vredere. Da jeg endelig stod i mit værelse, skælvede jeg så voldsomt at jeg måtte knytte mine hænder og lufte mine ildrøde kinder.

Ah-Rea! Jeg har brug for dig for helvede! skreg jeg inde i mit hoved. Snart kom den lille fe svævende ind ad vinduet, med en tøvende flagren.

 

Hvad er der galt? spurgte hun både bekymret og en anelse skræmt. Jeg følte mig næsten som et rasende monster, på grund af den forsigtige måde hun nærmede sig på. Jeg havde lyst til at græde. Jeg havde lyst til at fortælle hende at min eneste veninde havde svigtet mig på det groveste. Jeg havde lyst til at få hende til at trøste mig. I stedet kom der kun fire, åndssvage ord ud af min mund.

"Hvad er en Elementar?" Ah-Rea svævede tavst foran mig. Intet andet end en lille skælven afslørede at hun var blevet chokeret over mit spørgsmål, selvom jeg kunne se hendes ubehag over at jeg havde udtalt spørgsmålet mundtligt.

En Elementar, begyndte hun langsomt, næsten eftertænksomt, er et væsen uendeligt meget mere magtfuldt end os. Det er en naturånd, så mægtig at mange anser dem for guder. De kan styrer alle elementer, og kan derfor styrer hele naturen. Mange går til dem for at få deres kræfter, mens andre går til dem for at få deres ønsker opfyldt. De bliver næsten alle narret.

Jeg så på hende med en tænksom rynke i panden. Hvad i al verden ville elverkongen med sådan en magtfuld ånd?

Det er længe siden at sådan én sidst er blevet set. De fleste påstår at de alle er blevet spærret inde, nu til dags, så vi ved ikke præcis hvad der sker, hvis sådan én får lov til at hærge løs. Men de fleste mener at der vil ske store naturkatastrofer, og det meste af verden vil blive udryddet. Hvor har du hørt det her fra? Har du ... Kunne du muligvis have hørt om legenden?

Jeg var i fuld gang med at tygge på de nye informationer. Elverkongen havde en aftale med en Elementar, men inden jeg nåede at komme frem til en konklusion, blev jeg distraheret af Ah-Reas spørgsmål.

Hvad mener du? Hvilken legende? tænkte jeg nysgerrigt Der opstod en sigende pause i mit hoved. Ah-Rea stod næsten helt stille i luften.

Jeg siger ikke mere. Det er slet ikke meningen at du skal vide de her ting, og hvis du ikke kender til legenden ... Ikke ét ord mere får du ud af mig! sagde hun forfjamsket. Og så fløj hun væk, på flugt fra mit skulende blik. Fandens.

 

Jeg stod et øjeblik og kæmpede med følelsen af fiasko, før jeg med et frustreret fnys trampede væk fra stedet. Hvad så nu? Det var ikke meget jeg havde fået ud af at spørge min såkaldte Vejleder. Hmpf. Hun gjorde godt nok ikke et godt arbejde i at vejlede mig. Dumme fe. Fordybet i mine vrede tanker, var jeg lige ved at overse Iggi, der kom vraltende ind foran mig. Med et overrasket grynt, stoppede den op og så på mig med let sammenknebne øjne.

"Du har møde. Mentormøde." brummede den med hånden på hoften i sådan en rigtig gammelkone fornærmelse.

"Okay, tak Iggi. Du er den bedste!" sagde jeg med et stort smil. Jeg smurte tykt på, det vidste jeg godt, men jeg kunne fornemme at jeg ikke ligefrem var populær hos Iggi lige nu, med alt det der skete omkring mig. Den lille trold stak sin kartoffeltud op i vejret og så meget fornærmet ud, men den havde et mildt glimt i de sorte øjne.

"Iggi er ikke tjener. Husk det." formanede den, med et lille smil. Jeg smilede forlegent, og spurgte hvor jeg kunne finde Amy Rose.

"Cirkelhave." svarede Iggi og klappede mig velmenende på armen med sine pølsefingre.

 

Det var først da jeg næsten havde nået Cirkelhaven, at ideen kom til mig. En ide der langsomt spirede, jo mere jeg tænkte på Amy Rose. Hun var en forholdsvis frisindet person. Måske var hun mere villig til at dele sin viden om Elementarer, end den strikse Ah-Rea. Men hvordan skulle jeg vinkle den? Jeg spekulerede i omtrent et minuts stilhed, hvorefter jeg smilede snedigt. Cirkelhaven lod i første omgang til at være tom. Forvirret trådte jeg ind i midtercirklen, for at få et overblik over haven. Jeg så mig om med rynket pande.

"Amy?" kaldte jeg, og den svage vind bar min stemme med sig. Jeg vidste at Amy havde en smag for dramatiske indledninger, så jeg blev tålmodigt stående; ventende, på at Amy ville give sig til kende. Jeg fik alligevel et chok, da jeg hørte hendes raspende stemme bag mig.

"Du glemmer at se med dine instinkter, min pige. Du har åbne øjne, men ikke et åbent sind." Jeg vendte mig om med et suk.

"Ja ja. Sig mig, har du hørt om legende om Elementaren?" spurgte jeg utålmodigt, men sørgede for at holde øjenkontakten med min mentor. Hendes kæbe faldt næsten helt ned til brystet. Så lukkede hun munden med et smæld og rømmede sig.

"Hvor har du hørt det fra?" spurgte hun med forstilt ligegyldighed. Jeg smilede uskyldigt og slog ud med armene.

"Et par nymfer hviskede om det. Er det sandt?" spurgte jeg snedigt. Amy Rose slog en tør latter op.

"Du godeste, nej. Vi har ikke haft en Elementar heromkring i flere tusinde år. Jeg tror ikke på rygter, og det ville da være absurd at have en spærret inde så tæt på jer børn." svarede hun og lo en smule anstrengt. Jeg lagde mit ansigt i bekymrede folder.

"Jeg har hørt at Elementarer er virkeligt skræmmende," hviskede jeg og lod som om jeg gyste. Hvor slem kunne sådan en gut overhovedet være? "hvis, og jeg mener HVIS, der var nogen løs, hvordan kunne man så besejre den?"

Amy Rose, sukkede og rystede svagt på hovedet.

"Du godeste mit barn, jamen det kan du ikke! Elementarer er praktisk talt guder i vores verden. Den eneste måde at stoppe en Elementar på, er ved at spærre ham inde. Hvis det rygte overhovedet var sandt så ville vi være så sikre som vi kunne være." forklarede hun. Jeg slugte en klump i halsen, og følte mig pludselig meget skidt tilpas. Hvis det Amy sagde, var rigtigt, så ville vi alle sammen snart være i store problemer.

 

Jeg undskyldte mig selv tidligt fra lektionen, ved at sige at jeg følte mig lidt skidt tilpas, og selvom jeg ikke troede at Amy var overbevist, lod hun mig alligevel gå med en formaning om at få noget søvn. Selvom jeg ikke var syg - blev nymfer overhovedet syge? - havde jeg det alligevel lidt skidt. Jeg følte mig syg om hjertet. Hvis elverkongen havde planlagt, hvad jeg troede at han havde, så var vi alle sammen i fare. Jeg så det på den her måde: elverkongen var en forkælet møgunge, ældre end noget menneske, der ville have mere magt. Han ville være en Elementar. Så, han havde tænkt sig at befri én af førnævnte race, og det ville putte alle, inklusivt ham selv i fare. Og Kylie og Trissy stod i ledtog med ham. Hvorfor, anede jeg endnu ikke.

 

Jeg følte mig kold helt ind til knoglen, men værst af alt, var jeg bange. Så bange, at jeg måtte vakle hen til den nærmeste busk, og kaste min morgenmad op. Jeg lå på alle fire, fast koncentreret om at få min vejrtrækning under kontrol, så jeg ikke længere lød som om jeg var ved at blive kvalt. Efter et par minutter, fik jeg styr på min krop igen, så jeg kunne gå videre. Selvom jeg mest af alt havde lyst til at løbe. Løbe så langt væk, at jeg kunne trække vejret ordentligt igen, og det ikke længere føltes som om der var noget der konstant klemte om min brystkasse.

 

En kold mathed overvældede mig, med samme kraft som en hammer. Hvad skulle jeg nu stille op? Jeg var ingen detektiv, og da slet ikke nogen kløgtig én. Jeg satte mig modløst på min seng, og havde ingen ide om hvordan jeg var havnet der. Jeg var bare gået, blind for mine omgivelser, og døv for alt andet end mine angstfyldte tanker.

Lagenerne knitrede tørt under mine fingre, da jeg borede mine hænder ned i sengen. Jeg kunne svagt fornemme duften af sved og afbrændt hår, en duft der så ud til at blive hængende ved mig, uanset hvad. Det her var virkeligt mit liv, og det var på vej til at blive ødelagt af to forræderiske piger og en magtgal elver.

Mit sind strakte sig ud og vibrerede af iver efter selskab. Kort efter dukkede Ah-Rea op. Hendes vinger afgav en blid vibrerende tone, der havde en beroligende effekt på min panikslagne sjæl. Sera? kaldte hun blidt ud til mig. Kun mit hoved bevægede sig, da jeg drejede det hen mod den lille fe. Hun kunne sikkert se angsten i mine øjne, for tonen fra hendes vinger blev højere. Hendes små øjne udstrålede en næsten moderlig omsorg.

Du kaldte på mig. Jeg kan mærke at der er noget galt. sagde hun og satte sig på sengekanten, lige foran mit ansigt. Jeg kneb øjnene let sammen. Alt det der var blevet bygget op inde i mig, af voldsomme følelser og bekymringer, strømmede ud af hver en pore. Det gav et sug i min mave, og jeg slugte en stor mundfuld luft.

Hjælp mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...