Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

60Likes
299Kommentarer
3092Visninger
AA

20. ~ Kapitel 18 ~

 

Det stod klart at både Kylie og Trissy havde en mobil, og at det var deres kommunikationsmiddel. Det stod også klart for mig at hvor der var mobiler, var der forhåbentligt også sms'er. Det var nødvendigt at få fat på Kylies mobiltelefon. Det var tydeligt at der var noget stort i gære, og at det blev nødt til at være mig der fandt ud af, hvad det var. Okay, at rode i folks beskeder var virkelig lavt, men jeg tænkte at situationen krævede sådanne nederdrægtige metoder.  Desuden, når hun valgte at tale om mig bag min ryg, så havde hun fandeme fortjent det.

 

Et par timer senere fulgte jeg min  første indskydelse, og inden længe stod jeg foran Kylies pavillon, med to bekymrende tanker. Var Kylie hjemme? Og hvis hun var, hvordan skulle jeg så bortforklare mit pludselige besøg? Svaret på det første spørgsmål, delte sig i to; enten kunne jeg banke på døren og risikerer at skulle finde på et hurtigt svar til spørgsmål nummer 2, eller så skulle jeg på magisk vis manifestere evnen til at se igennem vægge og dermed determinere om Kylie var hjemme eller ej. Selvom magi ikke lod til at være en umulighed i denne verden, så var jeg ikke sikker på at jeg kunne klare at skaffe mig sådan en evne på så kort tid, så det måtte altså blive svarmulighed nummer et.

Okay, tænkte jeg, hvis hun åbner døren skal du bare sige at du kom forbi for at snakke mere om halskæderne, bare for at snakke om halskæderne. Og lad for guds skyld være med at se mistænkelig ud! formanede jeg mig selv. Efter den lille tankepeptalk, følte jeg mig ikke en skid bedre. Men jeg tog dog alligevel skridtet videre og løftede hånden for at banke på. Og bank - hvorfor er det så svært at opføre sig naturligt? - bank!

Ingen svarede. Jeg bankede på igen, og ventede lidt bare for at være sikker, men døren forblev lukket. Jeg blev efterhånden mere og mere sikker på at hun ikke var hjemme. Kunne det være muligt at hun var væk fra pavillonen to gange på én og samme dag? Det virkede usandsynligt, men på den anden side var jeg så småt begyndt t tro at jeg ikke vidste det mindste om den person, Kylie var. Jeg skubbede døren op.

 

Kylies værelse så ud præcis som før, bortset fra at denne gang var det ikke et hyggeligt værelse der tilhørte min søster, men fjendtlig territorium, tilhørende min forræderiske halvsøster. Jeg så mig febrilsk om, ivrig efter at få mit forehavende overstået. Jeg vidste ikke hvornår Kylie ville komme tilbage, og jeg forventede at hun kom ind af døren hvert øjeblik det skulle være. Jeg burde have tænkt det her bedre igennem, tænkte jeg anspændt. Tænk hvis jeg blev opdaget? Jeg kastede mig ud i en panisk eftersøgning. Mobilen var ikke ved hendes seng, den var ikke under hendes pude. Hvad med i hendes kommode? Nej. I ren og skær desperation, gik jeg ud på toilettet for at se om hun havde lagt den er, men den var der ikke. Jeg kunne simpelthen ikke finde den. Med et dæmpet skrig, måtte jeg give mig et minut til at tage nogle dybe indåndinger, for at forhindre mig selv i at styrte ud derfra. Okay, hvor ville en teenager med skjulte motiver gemme sin mobil? For den kunne umuligt ligge frit fremme, fx på et skrivebord, hvor alle kunne se den, hvis de altså brød ind.
 

Ikke desto mindre var det præcis det den gjorde. Den lå bare der. Det sidste sted jeg troede den ville være, og også det mest synlige sted. Jeg kunne have slået mig selv. Eller Kylie. Måske mest Kylie. Telefonen var sat til en lille boks, med blanke sorte skærme på. Ordet 'solcelle' dukkede op i mit hoved. Den lille boks var en oplader af en slags. Forsigtigt tog jeg telefonen op i hånden og trykkede på knappen i midten. Skærmen lyste op med et lille bip. Jeg trykkede på 'menu' og derefter det lille ikon der forestillede et brev. Der var 8 læste beskeder i indbakken, men da jeg tjekkede i sendte beskeder, var der ingen. Kylie havde simpelthen slettet alle sine egne beskeder, den snedige ræv. Jeg trykkede tilbage og begyndte at læse beskederne, som alle var fra Trissy, med et stik af harme over hendes forræderi.


> Hej Kylie, det er Trista. Tak for mobilen. Det du fortalte mig om, kan det virkelig lade sig gøre?

> har T. seriøst lavet en aftale med en Elementar? Hvad skal han give til gengæld for at få al den magt?

> Os? Hvad mener du med os?

> Så han har brug for alle fire elementer for at kunne fuldføre ceremonien? men mangler vi ikke to?

> jeg har mødt en ny pige i dag. Hun er faktisk ret sød. Hun har røde striber i håret, så hun er perfekt for planen. Jeg har allerede ladet en bemærkning om dig falde.

 

Sød? Var jeg sød nok til at kunne bruges i den her såkaldte ceremoni der handlede om noget med nogle kraftudledere? Jeg havde lyst til at kyle telefonen så langt væk som muligt, men i stedet trykkede jeg videre. Der gik et stykke tid mellem den sidste sms og den nyeste. Jeg gik ud fra at det var fordi de havde brugt opkald i stedet for beskeder det seneste stykke tid, nu hvor jeg var kommet. Den sidste besked var fra i dag.

> Jeg har ikke set hende hele dagen. Tror du at hun mistænker noget?

Jeg kunne vældig godt tænke mig at se det svar, Kylie havde sendt hende.


Jeg lagde mobilen fra mig med et frustreret suk. Jeg følte at jeg havde involveret mig dybere ned i den her situation end jeg brød mig om. Men det havde jeg, ifølge de her beskeder, åbenbart altid været. Jeg skulle altså bruges til en ceremoni som en slags element-kraft, på grund af en aftale som Tristan havde lavet med en Elementar.

Hvad i al verden var en Elementar overhovdet?

 

Jeg stod netop og grublede om man kunne gendanne Kylies egne beskeder, i et spinkelt håb om at det ville give mig mere information, da jeg hørte skridt udenfor, og Kylies svage nynnen. Det gav et sæt i mig, og jeg smed febrilsk telefonen tilbage på bordet, hvorefter jeg kastede mig ud af pavillonen. Jeg nåede lige at lukke døren, og træde hen mod slottet, da jeg stødte ind i Kylie. Hendes pupiller udvidede sig en anelse først, hvorefter hun klemte øjnene sammen med et mistænksomt udtryk. Det varede dog ikke længe, og pludselig lyste hendes ansigt op og hun smilede et overdrevent tandsmil. Hun mindede mig mere om en sulten ulv, end en glædeligt overrasket pige.
"Seraphine! Hvor er jeg glad for at se dig! Jeg troede at du var blevet skræmt væk efter min pludselige bekendelse sidste gang." kurrede hun.  Jeg gav hende mit bedste uskyldige blik og prøvede på ikke at stå beskyttende i retning mod døren jeg lige var kommet ud af. Jeg viljede mine hænder til ikke at knytte sig krampeagtigt sammen.
"Jeg tænkte at jeg ville besøge dig. Jeg er stadig-...."
Jeg stoppede. Det sidste jeg havde brug for lige nu, var at stille hende et spørgsmål der forhindrede mig i at smutte hurtigt.
"... stadig ret forundret over det hele, men jeg er bare glad for at du fortalte mig det." fortsatte jeg så, efter noget der føltes som hundrede år, men som egentlig bare var et par sekunders tøven. Hun blinkede et øjeblik, med let hævede øjenbryn.
"Det er jeg da glad for. Vil du med indenfor?" inviterede hun. Jeg rystede på hovedet.
"Jeg øh ... kom lige i tanke om at jeg skulle møde, øh ... BIRK! Ja, jeg skulle møde Birk for at tale om festen i forgårs. Var du forresten med?"
"Nej, det var jeg ikke. Jeg var hjemme, som sædvanligt." løj hun uanstrengt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...