Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

61Likes
299Kommentarer
3182Visninger
AA

19. ~ Kapitel 17 ~

 

Det var umuligt at beskrive min lettelse, da jeg så elverkongens tvære fjæs stirre os - ellers mest Kylie - i møde. Hans sorte hår var lige så blank som en ravns fjerdragt. Der var et eller andet anderledes ved ham denne gang. Han virkede en smule ude af takt. Men uanset hvad, var jeg bare så utrolig lettet og glad for at det ikke var Aiden der stod der, at jeg lavede en lille, meget diskret, hoppedans på stedet. Så Kylie var forææælsket i elverkongen? Jeg havde aldrig fået hans navn, men jeg ville gætte på, at han hed noget meget majestætisk og overdrevet, såsom Salimon eller Dalion.

"Tristan!" sukkede Kylie lykkeligt. Tæt nok på. 

 

Så det var altså den Tristan, Aiden havde nævnt. Hun satte farten op og det så ud som om at hun ville have kastet sig i armene på elveren, hvis ikke han havde stoppet hende med en hånd.

"Deres højhed. Kald mig deres højhed," sagde han gnavent, "vi har talt om det her." Trods den bizarre situation, måtte jeg bøje mig sammen og holde mig for munden for at forhindre mig selv i at grine. 'Deres højhed'? Virkelig?

"Nå," fortsatte Tristan, med en overlegen rømmen, "hvad har du at fortælle mig, min smukke humlebi?" spurgte han. Et lille fnis undslap mine læber, som jeg stod og rystede af indestængt latter. Tristan kiggede skarpt rundt om sig, men da jeg havde formået at holde kæft længe nok, imens jeg indvendig messede 'jeg er ét med mine omgivelser' i håb om at det gjorde mig mere usynlig, kiggede han igen på Kylie med et kvalmende sødt blik. Han sendte hende et varmt smil som sikkert gjorde Kylie blød i knæerne, men gav mig kuldegysninger. Kylie rettede sig stolt op. "Jeg er blevet mere sikker på at hun er den fjerde kraftudleder, sagde hun, og formaliteten i hendes stemme sagde mig at det var meget vigtige nyheder. Tristans ellers konstante mutte ansigter lyste da også diskret op i en personlig glæde.

"Glimrende," sagde han ophøjet, "så kan vi snart komme i gang. Hvor langt er du nået med hende?" spurgte han. Jeg undrede mig over hvordan han forbandt en kraftudleder med hunkønnet. Kunne det virkelig være en person? Han var ude på noget, men hvad det præcis var, virkede sløret. Måske vidste ikke engang Kylie det. Kylie bøjede hovedet. Det virkede som om hun skammede sig.

"Ikke så langt, min sol. Hun er kun lige begyndt at stole på mig. Jeg fortalte hende, at hun var min søster, ligesom du sagde jeg skulle. Men jeg tror ikke at det er nok." fortalte hun, og det var der at det gik op for mig at hun virkelig talte om en person - nærmere bestemt, mig.

 

Jeg begik en fejl. En fejl, der kom af at jeg var så overvældet af chok og overraskelse at jeg glemte at tænke mig om. Jeg løb. Jeg burde være blevet for at finde ud af mere om hvad de ville med mig, og hvilken forbindelse jeg havde med den såkaldte 'kraftudledelse'. Jeg burde have sat mig mere ind i situationen. Men jeg kunne ikke. Jeg løb, så hurtigt mine ben kunne bære mig. Min hjerne var gået i sort, og mit hjerte bankede hårdere end nogensinde før. Hvad end de ville med mig, var det ikke noget godt. Det var jeg sikker på.

 

Godt nok var jeg en nymfe, og godt nok havde jeg den samme evne som en tændstik, bare hundrede gange stærkere, men jeg havde aldrig forestillet mig at jeg var vigtig nok til at indgå i nogens skumle planer. Det føltes som om jeg havde løbet i en uendelighed, men i virkeligheden var jeg knapt nok nået ud af skoven, da jeg måtte stoppe forpustet op og gå langsomt videre i stedet for. Men det var trods alt langt nok væk fra elverkongen og åndssvage Kylie, den forræderiske løgner, til at jeg kunne falde lidt til ro. Mit hoved summede overvældet. Jeg havde det som om jeg var heltinden i en dramafilm, der lige havde opdaget at hendes veninde havde talt grimt om hende, bag hendes ryg. Hvad ville heltinden mon gøre i denne situation? Hun ville højst sandsynligt tage sagen i egen hånd, og selvom det hele ville se sort ud, så ville hun klare skærene. Jeg var bare ikke nogen filmheltinde. Jeg var bare mig, og jeg havde mest af alt bare lyst til at spytte ud med det hele til en eller anden. Fjerne ansvaret fra mine egne skuldre.

 

Bag slottes beskyttende mure, mærkede jeg hvordan mine skuldre afspændtes i lettelsen, og hvordan knuden i mit bryst langsomt opløstes. Den tågede panik i mit hoved sivede væk og afslørede et væld af tanker. Når jeg tænkte tilbage til samtalen, var der egentlig ikke noget der virkede truende over dem. Men Kylie havde helt bestemt omtalt mig, og det gjorde mig nervøs og paranoid. Måske tog jeg fejl. Måske var det bare min fantasy der løb af med mig. Uanset hvad, havde jeg tænkt mig at dele min opdagelse med den eneste person jeg følte jeg kunne stole på. Hvor var Trissy overhovedet?

 

Da jeg formålsrettet tonsede af sted i en ligegyldig retning, stødte jeg tilfældigvis på Elouis. Jeg havde ikke lyst, men jeg blev nødt til at tale med hende.

"Hej Elouis. Har du set Trissy nogen steder?" spurgte jeg med et falsk smil. Hun viftede ligegyldigt med hænderne, på sådan en uanstrengt, ophøjet måde.

"Trista? Hun er sikkert ved telefonen. Hun har tilbragt en del tid derover, på det seneste." sagde hun. Hun smilte som om hun fandt hele situationen under hendes værdighed. Jeg havde lyst til at pointere at det at gå rundt og lade som om man er bedre end andre, ikke er en skid bedre.

"Hvor kan jeg finde den der telefon henne?" spurgte jeg så, og prøvede på at lyde rolig og ligeglad. Elouis svingede med sit hår, og nød opmærksomheden i fulde drag. Som hun strakte hånden ud for at pege i en retning, kom en duft af abrikoser mig i møde. Typisk at hun skulle dufte så godt, til trods for at være så rådden indvendig.

"Den vej. Den ligger omme bag sidebygningen til venstre." forklarede hun. Så lænede hun sig lidt frem med hånden for munden og et hemmelighedsfuldt glimt i øjet.

"Hvis du spørger mig, så er hele affæren temmelig underlig. Hun har sikkert en eller anden klam menneskekæreste."

Jeg undskyldte mig og lod som om jeg havde vældig travlt for at stoppe mig selv i at spørge hvordan i al verden hun var kommet frem til den vanvittige teori. Jeg mener, hvor skulle Trissy overhovedet have mødt nogen menneskedreng henne? Selvom hun godt nok havde virket fraværende på det seneste. Hvem talte hun overhovedet med? Det virkede ikke ligefrem plausibelt at hun talte med sin mor hver dag, flere timer ad gangen.

 

Jeg havde ikke lyst til at afbryde Trissy i hvad end det var for en samtale hun havde kørende, så jeg listede mig forsigtigt hen mod hjørnet som telefonen skulle hænge op af. Fra den side jeg kom fra, kunne man ikke se mig, og jeg havde besluttet mig for at vente på at hun blev færdig med at telefonere Måske overraske hende lidt, det kunne være sjovt. Men jeg havde ikke regnet med at bygningen var designet på en måde, så jeg kunne høre selv den laveste hvisken, klart og tydeligt.

 

"Jeg ved det godt! Hør, det er bare fordi jeg ikke aner hvordan jeg skal-... Nej! Jeg har ikke ombestemt mig! Jeg skal nok!" hviskede Trissy. Jeg stivnede. Det var ikke fordi jeg ville overhøre hendes samtale, men nu hvor jeg var nået så langt, kunne jeg ikke rigtig vende om. Trissy fortsatte. "Hun stoler på mig, det er jeg sikker på." sagde hun med overbevisning. Hun hviskede et navn, så lavt at jeg kun kunne høre en hvislende udtalelse af s'et.

"... ved ikke nok om det hele. Nej, eller, jeg ved ikke helt hvordan jeg skal ... Jamen, kan du ikke lokke hende med? Har du ikke fortalt ... Okay. Hvad vil du have jeg skal gøre?" hviskede hun. Jeg gemte mig bag hjørnet af bygningen og så på Trissy fra mit skjul. Hun stod med ryggen til mig, med en mobil ved øret. Jeg rynkede panden. Telefonen, elle den ældgamle sag der blev kaldt for en telefon, og som tilhørte slottet hang på væggen ikke langt væk fra hvor Trissy stod. Men hun brugte en mobil i stedet. Og hvor i al verden havde hun fået en mobil fra? Det hang ikke sammen med resten af leveformen hos nymferne. Hun havde krummet ryggen, som om det at gøre sig så lille som muligt ville forhindre nogen i at lytte med. Hun virkede på en måde ret ynkelig, som hun stod der og krympede sig.

"Aiden? Har hun været sammen med Aiden?" spurgte hun vantro. Og det gik op for mig at jeg for anden gang den dag var blevet omtalt i en skummel samtale, og jeg brød mig ikke om det. Jeg brød mig virkelig heller ikke om at min såkaldte veninde, havde kaldt mig uvidende.

"Okay. Jeg skal nok sige det til hende. Men hvad så når hun opdager at det ikke er Aiden?" spurgte hun. Jeg spidsede ører. Når jeg koncentrerede mig meget kunne jeg svagt høre stemmen i telefonen. Den tilhørte en af hunkøn.

Det er lige meget. På det tidspunkt skal Tristan nok få hende overbevist.

 

Den stemme kendte jeg. Det var Kylies.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...