Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

60Likes
299Kommentarer
3090Visninger
AA

18. ~ Kapitel 16 ~

 

Den følgende morgen blev jeg vækket på en højst ubehagelig måde. En ildtunge, og jeg mener ildtunge i den bogstaveligste forstand, slikkede mine tæer. Smerten ramte mig lige så hurtigt og chokerende, som var der én der havde smidt koldt vand i hovedet på mig. Hvilket jeg i øvrigt ville have foretrukket. Med en kraftig, men søvndrukken ed, trak jeg benene sammen under mig og satte mig op. For enden af min seng sad en hund lavet fuldkommen af ild. Jeg vidste hvem ejeren af denne bemærkelsesværdige budbringer var, og jeg skulede til den halsende ildhund.

"Du kan godt sige til din ejer at jeg ER vågen. Så forsvind inden jeg kaster vand på dig!" beordrede jeg hunden. Den gav mig et surt blik, men gjorde ikke desto mindre som jeg sagde. Iggi måtte have været med på spøgen, for ellers ville den hund aldrig havde været kommet ubemærket ind, og især ikke på mit værelse. Og jeg som ellers troede at den lille trold var venligsindet.

 

"Amy, jeg er ikke sikker på om jeg kan sætte pris på din form for humor." sagde jeg gnavent, da jeg endnu engang befandt mig i Cirkelhaven, og ventede på at min mentor skulle hælde sin visdom udover mig. Den gamle kones øjne gnistrede af indestængt latter.

"Jeg er sikker på at hvis du var i mine sko, og i min alder, så ville du have fundet det andeles morsomt." svarede hun, og den lille ildhund dukkede op med en glad, lydløs bjæffen. Hvordan et lydløst bjæf lyder, er virkelig svært at beskrive, men det er nogenlunde som at se en stumfilm.

"At skabe et andet, levende væsen, af ild, er noget af det sværeste en Ignis Nympha kan gøre. Det er ikke mange der kan det, men jeg er sikker på at du vil være i stand til det. På et tidspunkt. Sæt dig ned og begynd din meditation."

Jeg gav hende et opgivende blik. Den kvinde var simpelthen ikke til at blive klog på.

 

Efter en halv times meditation, bad Amy Rose mig om at tænke på noget der bekymrede mig. Flere forskellige billeder dukkede op i mine tanker. Et billede af Kylie, på vej ud til skoven mens alle andre holdt fest, et billede af Trissy, der virkede fjern og udenfor rækkevidde, men også et billede af mig selv, i gang med at brænde hele slottet ned. Jeg kunne mærke varmen i mit bryst røre på sig. Jeg blev nervøs.

"Der sker noget." sagde jeg, med lukkede øjne, ude af stand til at sætte ord på den indre kamp jeg havde med mig selv.

"Godt," svarede Amy Rose, "og nu skal du give slip." Jeg rynkede panden, men åbnede ikke mine øjne. Give slip? Hvad mente hun med at give slip? I mit hoved kunne jeg endnu engang se hvordan mine kræfter ville løbe ud af kontrol og eksploderer omkring mig. Min vejrtrækning ændrede sig, og blev mere overfladisk og hurtig.

"Tag det roligt. Du skal ikke være bange." lød Amys stemme. Hun lød rolig, men der var en undertone af bekymring i hendes stemme. Var hun bange for at jeg ikke kunne klare det? Jeg tog en dyb indånding og forestillede mig hvordan imaginære hænder rakte ud og lagde sig om flammen i mit bryst. Den spruttede og hvæsede advarende, imens den flakkede uroligt men jeg trak mig ikke tilbage. I stedet prøvede jeg at berolige den ved at lade hænderne kærtegne den og kæle for den.

 

Lidt efter lidt, kunne jeg mærke hvordan flammen lagde sig om hænderne og accepterede mit kærtegn. Jeg var klar. Jeg tog endnu en dyb indånding og åbnede mine øjne. Jeg kunne se alene på udtrykket i Amy Rose' ansigt at det var lykkedes mig endelig at manifestere mit indre væsen, men det faktum at ilden stod ud fra mine hænder som et tamt kæledyr der adlød sin herre, var heller ikke just til at overse. Den knitrede lystigt, uden at brænde mig, men jeg var sikker på at hvis den indre fred, som jeg havde opnået på den korte tid jeg havde haft mine lukkede øjne, pludselig blev brudt, så ville den ryste sine lænker af sig og eksploderer i et hav af flammer, som en vild steppebrand.

"Godt, Seraphine. Lad den blive en forlængelse af din krop." hviskede Amy så,næsten bange for at bryde fortryllelsen. Med et fascineret blik, løftede jeg armen og lod flammen blive kastet op i luften, hvor den spredte sig som en million gnister, ligesom et fyrværkeri. Jeg gispede imponeret. Stoltheden blomstrede i brystet på mig, men min koncentration svækkedes og blev brudt da flammerne blussede op sammen med mine følelser.

 

Jeg trådte et skridt tilbage, som kunne jeg distancerer mig fra mine egen brændende krop, og flammerne begyndte hurtigt at brede sig fra min krop, til resten af mine omgivelser, som var jeg et stykke kul, og resten af verden mit bål. Jeg skreg skrækslagent og begyndte at slå på mig selv for at slukke flammerne, men lige meget hjalp det. Så mærkede jeg en rolig hånd på min skulder, og et øjeblik efter så jeg ind i Amy Rose' rolige øjne.

"Så er det nok." sagde hun stille, og flammerne døde ud. Hendes ansigt udstrålede ingen skuffelse eller foruroligelse. Kun en objektiv bekymring.

"Jeg tror vi er færdige for i dag." sagde hun bestemt. Jeg nikkede med en klump af skuffelse i halsen, der forhindrede mig i at tale. Mit hjerte dunkede stadig fra energien der strømmede ud af min krop, sammen med flammerne. Jeg havde fejlet. Igen.

 

Den følgende aften, befandt jeg mig ved skovgrænsen, involveret i en heftig diskussion med mig selv. Siden fiaskoen den forrige dag, havde jeg haft en længsel, lige så irriterende og uønsket som en kløe et sted hvor man ikke kan klø, efter at mødes med Aiden igen. Jeg ved ikke hvad der drev mig til at være så fortryllet af ham, men ikke desto mindre måtte jeg snart opgive min overfladiske modvilje mod ham for den facade kunne jeg snart ikke orke at opretholde længere. Jeg var netop nået til et godt argument - at jeg alligevel havde afsløret mig selv temmelig meget, så hvad var meningen med at lade som om? - da jeg fik øje på Kylies spinkle skikkelse i det fjerne.

Hurtigt, mere instinktivt end overvejet, gemte jeg mig bag det nærmest træ, der heldigvis var bredt nok til at dække min, ikke kraftige, men kurvede krop. Som Kylie hastede nærmere, kunne jeg se at hendes ansigt var fordrejet i en iver der grænsede til begær. Jeg anede ikke hvad der foregik, men jeg havde aldrig været så foruroliget af Kylie som i det øjeblik. Med min nye søsterlige bekymring, fik jeg samlet nok mod til at følge efter hende, da hun smuttede ind gennem skovporten. Måske havde Kylie rodet sig ud i noget hun ikke kunne kontrollere, og så var det op til mig at hjælpe hende, uanset hvor meget jeg havde lyst til at glemme det hele og lade Kylie passe sig selv og sine skumle udflugter.

 

Det er bare fucking løgn, tænkte jeg, da jeg så Kylie stoppe op foran hækkedøren. Jeg kunne knapt nok fatte at der var andre end mig der var dumme nok til at nærme mig grænsen mellem nymfernes og elvernes territorium, men ikke desto mindre var Kylie akkurat lige så dum. Æblerne falder vist ikke langt fra hinanden, var det ikke noget i den dur? Men indvendig var jeg ét stort rod af følelser. Jeg var glad for at opdage at jeg ikke var den eneste der satte spørgsmålstegn ved den uforklarlige opdeling af skoven, men jeg var også sur og følte mig forrådt over at Kylie havde brudt ind i den lille separerede verden, der adskilte mig fra resten af nymfeverdenen. Var Kylie mon forelsket i Aiden også? Og hvad med Aiden? Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig hvordan de to grinte af mig bag min ryg. Dumme Sera. Hun tror at jeg (Aiden) kun er interesseret i hende. Jeg fik en pludselig lyst til at græde. Hvordan kunne han dog være vores, hvad det end var for en type, forhold, utro?

Åndssvage elvere med deres mystiske vi-kan-aldrig-være-sammen-aura.

 

Jeg fulgte Kylie med øjnene, da hun famlede efter den bevægelige gren og åbnede døren som havde hun aldrig bestilt andet, og med en formørkende vrede i hjertet, fulgte jeg efter hende da hun trådte ind i elvernes verden. Hun ledte mig ind i en del af skoven jeg aldrig havde været i før. Skyggerne dansede levende i skovens kroge og huller, og det føltes som om at man var helt alene i verden. Her lugtede af brændte grene, og søde, lokkende blomster. Hvordan den blanding fandt sted, kunne jeg umuligt tænke mig til. Et sted foran mig, dansede Kylie af sted. Hun virkede lettere om hjertet nu, og jeg kunne endda høre en svag nynnen. Det virkede som om at jo længere ind vi kom, desto gladere blev hun. Længere oppe, foran Kylie, kunne jeg se en slank skikkelse stå lænet op imod et træ. Mit hjerte knugede sig sammen. Hvordan kunne psykisk smerte forekomme så meget værre end fysisk?

Men det var ikke Aiden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...