Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

60Likes
299Kommentarer
3101Visninger
AA

17. ~ Kapitel 15 ~

 

Der var ingen tårer, kram eller nogen stor gensynsglæde, men den lille afsløring forandrede alligevel mit syn på Kylie. Først havde hun bare virket sær og en smule uhyggelig, men nu var hun familie. Min eneste familie jeg kendte til, vel og mærke. Jeg ville gerne sige at jeg hele tiden havde haft det på fornemmelsen, men selvom jeg havde bemærket det åbenlyse - øjnene - så var det aldrig faldet mig ind at jeg kunne have en søster, der ligesom mig, var blevet et nymfebarn. Så her stod jeg, og følte en pludselig beskyttertrang overfor den storesøster jeg ikke vidste jeg havde haft. Den beskyttertrang blev meget hurtigt testet, kun få minutter efter jeg havde forladt Kylie, da jeg stødte på Birk og hendes mørkhårede herskerinde.


Elouis sendte mig et undersøgende blik, før hun skruede op for det veloplagte smil.
"Hvad lavede du sammen med Kylie Knald i låget?" spurgte hun med en sødme der dækkede over den snagende interesse. Jeg sendte hende et koldt blik, pludselig ikke vild med ideen om at nogen kunne synes dårligt om Kylie.
"Det kommer da ikke dig ved. Og hun har ikke knald i låget som du så yndigt påstår." svarede jeg køligt. Birk fnisede, mens hun stod i Elouis' skygge.
"Hvad snakker du om? Hun er da helt væk. Men jeg kan se hvorfor I er på bølgelængde." svarede Elouis overlegent, og et sekund kunne jeg se den pige hun ville være, overfor dem hun ikke kunne lide. Jeg fik rent faktisk kuldegysninger, selvom jeg aldrig for alt i verden ville indrømme det.

 

 Jeg skulle lige til at åbne munden for at fortælle hende præcist hvad jeg mente om hendes opfattelse af vores venskab, da Birk trådte frem med et fredeligt smil. Jeg vidste stadig ikke hvad jeg skulle mene om den spinkle, laverestående pige.
"Vi er på vej over til Cirkelhaven. Elouis er blevet inviteret til en sammenkomst af hende mentor. Alle de nymfer der rangere højt kommer. Vil du med?" spurgte hun. Jeg overvejede først, hvordan jeg bedst kunne bede dem om at gå ad helvedes til, men ombestemte mig hurtigt. Var det her ikke chancen jeg havde ventet på? Nu kunne jeg endelig få chancen for at møde alle de nymfer der eftersigende skulle bo på det her enorme sted, men som jeg aldrig havde set. Jeg frembragte mit sødeste smil.
"Helt klart!" sagde jeg, og frydede mig ved Elouis' surmulende blik, men Elouis var ikke sådan til at slå ud. Hun fejede en smule hår væk fra ansigtet, med en elegant bevægelse, og sendte mig et helt igennem falsk smil, hvorefter hun tog min arm under sin.
"Fantastisk. Så får du også chancen for at se hvordan rigtige nymfer opfører sig!" kvidrede hun, og jeg vidste at den skjulte fornærmelse var rettet mod både mig, og Kylie. Måske endda også til Trissy, men jeg vidste ikke om Elous havde set mig sammen med hende. Jeg fik en bitter smag i munden.

 

Cirkelhaven virkede forandret, under solens sidste lys. De hvide, svampe glødede med en svag lyserød farve i solnedgangens lys, og resten af haven var også badet i det svage, men utroligt smukke lys. Alle nymferne, der stod spredt rundt omkring i haven, virkede overnaturligt smukke og magiske. Jeg spekulerede på om lyset gjorde det samme med mig, og skulle lige til at kigge på mine hænder, da en tredje hånd trak i min arm. Det var Trissy.
"Jeg skulle lige til at gå ud og finde dig. Hvad syntes du?" spurgte hun. Jeg trak på skuldrene. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige. Birk trådte ind foran os. Hun kiggede på Trissy som om hun ikke kunne fatte hvad hun lavede her.
"Du behøver altså ikke tale til den lavnymfe. Hun er ikke engang særlig kraftfuld." fnyste hun. Jeg sendte Trissy et skævt blik, men sagde ikke noget, for en del af mig syntes at Birk havde ret. Ikke en del jeg var stolt af, men ikke desto mindre en del af mig selv. Jeg gav Trissy mit mest undskyldende blik, før jeg blev slæbt væk af Birk, der ikke så meget som skænkede Trissy et øjebliks opmærksomhed. Var det virkeligt sådan her nymfeverdenen var, eller gjaldt det kun for det lille begrænsede område der kaldtes Amalthea Castle? Jeg havde på en måde forestillet mig at det hele ville være mere magisk, og mere overlegent i forhold til menneskenormer og værdier. Men det virkede lige så overfladisk og hyklerisk som ethvert menneskesamfund, hvis ikke mere.


Jeg drev lidt rundt mellem nymferne, der alle lo og drak noget af den duglignende væske jeg selv fik stukket i hånden, ikke ret lang tid efter at jeg mistede Birk af syne. Selvom hun tilsyneladende havde forladt mig midt i et hav af nymfer, jeg ikke havde vidst eksisterede, kunne jeg stadig fornemme en ubehagelig prikkende fornemmelse i nakken, som om jeg blev holdt konstant øje med.
"Hvad syntes du om den hjemmelavede alkohol? Det var en nymfe der opfandt den for nogle år tilbage, fordi hun havde et minde om alkohol fra før hun kom her." var der en der sagde til mig. Jeg så rundt efter ansigtet der tilhørte stemmen, men da jeg endelig fandt det, syntes det at glide ind og ud mellem mængden.
"Den er god." svarede jeg nikkende, selvom jeg endnu ikke havde smagt på det. Jeg kunne ikke lade være med at tanke at det måtte være trist at det eneste minde man havde om sin fortid, var om alkohol. Derpå tog jeg en tår, bare for at understrege min pointe, og var lige ved at kløjes. Alkoholen lignede måske en uskyldig væske, men den brændte sig vej ned igennem hele min hals, indtil den lagde sig til rette i min mave, med en iskold fornemmelse. Jeg skar ansigt. Jeg kunne ikke engang fortælle hvordan den smagte.

 

Der var én der lo. Jeg tog endnu en tår af alkoholen, og denne gang gik det bedre. Jeg mærkede en varm, snurrende fornemmelse i kroppen, der fik mig til at smile. Et kor øjeblik fik jeg øje på Trissy. Hun stod alene, midt i havet af mennesker. Hun virkede ophidset af en eller anden grund, så jeg tvang mine ben til at gå hen til hende. Men selvom jeg bevægede mig i den rigtige retning, bølgede havet af nymfer sig på en måde der desorienterede mig og fik mig til at skifte retning utallige gange.
 

Til sidst var jeg så omtåget, at jeg hverken kunne finde hoved eller hale på hvor jeg var, eller hvad det var jeg havde villet gøre.
"Hvad sker der her?" mumlede jeg og tog mig forvirret til hovedet. Elouis stod lige pludselig foran mig, med et bredt smil. Hendes øjne var tågede.
"Du er til en nymfefest. De er endnu vildere end elverfester. Kan du mærke det, tændstik?" spurgte hun hæst. Jeg nikkede.
"Det føles så-"
"Fantastisk!" hvinede hun og strakte sig med en fascineret mine, "det er som om du er i ét med alt og alle."
Jeg vendte mig væk fra hende. Ligeglad med hendes vrøvlen. Jeg vaklede hen til grænsen af haven i et forsøg på at komme lidt væk fra det svajende hav af fulde og opkørte piger. Jeg måtte have ro i mit hoved, før jeg blev vanvittig. Nymfefester var lige så syrede som narkofester, sådan som jeg forestillede mig at de måtte være.


Jeg satte mig ned på kanten af et af de åbne vinduer i slottet. Stenene var stadig en smule varme fra dagens solskin. Det summede i mit hoved endnu, og jeg lukkede øjnene for at kunne tænke klart. Jeg havde nærmest intet drukket af min drik, da jeg blev overvældet af en stærk følelse af beruselse. Det var som om at både det nymferne drak, og deres elementære natur, påvirkede hinanden og ophidsede hinanden til at blive endnu mere påvirkede end de rent faktisk var. Jeg tog en dyb mundfuld luft og åbnede øjnene. Jeg havde en smule kvalme, men svimmelheden og den summende fornemmelse var formindsket. Glasset jeg havde fået alkoholen i, var tomt. Hvornår var det lige sket? I øjenkrogen, fangede jeg et glimt af en skikkelse der sneg sig ind og ud imellem søjlerne, og jeg rettede blikket op. Det var ingen anden end Kylie. Det var to gange på samme dag at jeg havde set hende uden for sit værelse. Jeg rejste mig beslutsomt op og gav mig til at følge efter hende.
"Kylie!" hviskede jeg så min stemme gav genlyd i den tomme gang. Hun vendte sig ikke om, men det lod heller ikke til at hun havde hørt mig.


Det var nemt at følge efter hende i starten. Det virkede ikke som om hun var opmærksom på sine omgivelser, og hun så sig ikke tilbage så meget som én gang, men så blev det pludselig en del vanskeligere. Kylie begyndte at zigzagge ind imellem gangene og ind og ud mellem rummene. Hun virkede til at have styr på genvejene rundt omkring på slottet, men hun havde jo også været her længere end jeg. Jeg satte farten op, så jeg småløb for at kunne følge med i hendes tempo. Hvad havde hun lige gang i? Hvis det her var en almindelig gåtur, så var jeg dronningen af Spanien.

Trods mit ihærdige forsøg på at holde trit md Kylie, så måtte jeg hurtigt erkende mit nederlag, da hun satte kursen mod skoven og forsvandt fra mit synsfelt i løbet af få sekunder. Min selvtillid led et lille knæk, da jeg standsede op ved slottet og indså at jeg umuligt kunne følge hende længere. Jeg kendte simpelthen ikke området godt nok. Med et sidste langt blik på skoven, gik jeg tilbage ind i slottet. Jeg tog dog ikke tilbage til festen, for den havde jeg fået nok af. I stedet gik jeg tilbage til mit eget værelse. Mine sociale færdigheder var virkelig rustne, men måske havde mit gamle jeg kunnet lide det på den måde. Uanset hvad, så var jeg ikke parat til at gøre mere ved det, den dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...