Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

61Likes
299Kommentarer
3182Visninger
AA

16. ~ Kapitel 14 ~


 

"For længe siden fødte gudinden Amalthea to børn; den ene var Elverkongen og den anden var Nymfedronningen. Begge har mistet deres navne i glemslen, men begge er de roden til nymfernes og elvernes fjendskab. Nymfedronningen var Amaltheas yndling. Til hende gav hun naturens evner, og friheden til at være sig selv. Til Elverkongen gav hun skønhed, et langt liv og Synet. Til trods af disse gaver, stod det klart at Elverkongen ikke blev elsket lige så højt som Nymfedronningen, så Elverkongens sind blev formørket af jalousi. Han prøvede at dræbe sin søster, men da dette ikke lykkedes, blev Elverkongen forbandet af sin moder. Han og hans afkom ville ikke kunne forlade skoven, uden at dø. Dette er roden til vores uvenskab, og det vil for altid være det der skaber splittelse i mellem os." forklarede Aiden. Jeg havde lyst til at spørge ham, hvorfor vores racers fortid skulle bestemme over os. Vi var vores egne herrer, og vi kunne vel selv afgøre om vi kunne lide hinanden eller ej? Men da jeg løftede blikket og fik øjenkontakt med ham, mistede jeg øjeblikkeligt mælet. Hans isblå blik bevægede sig lidt længere ned, for at dvæle ved mine læber. Jeg lænede mig fremad, med et intenst ønske om at blive kysset, i håb om at han fangede hintet. Men intet skete. Vi sad bare der, tæt på hinanden, og stirrede på hinandens læber. Min målrettethed vaklede. Hvad nu hvis han ikke kunne lide mig, på den måde jeg kunne lide ham? Akavet trak jeg mig lidt væk, og rømmede mig.
"Nå men, tak for historielektionen. Jeg tror hellere jeg må smutte." mumlede jeg, og drejede hovedet i et forsøg på at skjule mine brændende kinder. Jeg rejste mig op og gik tre skridt væk, inden jeg stoppede op, ydmyget.
"Kunne du, eventuelt hjælpe mig med at finde tilbage?" spurgte jeg så, dirrende af flovhed. Aiden svarede ikke, og da jeg så over på ham, kunne jeg se at hans mund var knebet sammen til en streg, og han rystede en anelse af indestængt latter. Jeg skulede til ham, og det fik ham vippet over grænsen. Han åbnede munden og grinte højt. Jeg lovede mig selv at jeg aldrig nogensinde ville se ham i øjnene igen. Et løfte, der naturligvis var til for at blive brudt.


Aiden droppede mig af ved det sædvanlige sted, hvor grænsen mellem elverland og nymfeland gik. Hækkemuren virkede som sædvanlig uskyldig og slet ikke plantet der med vilje for at adskille territorium. Jeg betragtede - eller overbegloede, det kommer an på hvordan man ser det - Aidens røv, da han stod og følte inde i hækken efter grenen der åbnede døren i hækken. Den røv var lige til at tage på.
"Du bliver nødt til at tie stille omkring dit besøg. Det kunne virkelig gå hen og blive besværligt hvis Tristan fik det at vide." sagde Aiden, og jeg spekulerede vagt på, hvem Tristan mon var. Så vendte han sig om. Jeg trak hastigt mit blik til mig, men jeg havde på fornemmelsen af at han havde opmærksom på min stirren hele tiden. Der var noget ved hans skæve smil, der afslørede det.


"Hvorfor hjælper du mig egentlig så meget, hvis du ikke kan lide mig?" spurgte jeg, inden jeg havde tænkt mig om, og omgående ønskede jeg at jeg kunne tage ordene tilbage. Det var lige sådan noget, den "gamle" Sera, fra et par uger tilbage, ville have sagt. Aiden sukkede og strøg en hånd gennem håret.
"Lad være med at spørge så dumt, Seraphine. Det er ikke helt så simpelt som så."
"Sera."
"Hvad?"
"Sera. Kald mig Sera."


Da jeg trådte gennem slottets indgang, fik jeg øje på Kylie, der hastede i retning mod sit værelse. Jeg havde aldrig set hende udenfor hendes eget domæne, og blev nysgerrig angående hendes forhenværende. Derfor løb jeg op på siden af hende, netop som hun skulle til at smutte ud gennem gangen, og ud i haven.
"Hej!" sagde jeg og smilede prøvende. Kylies blik flakkede en smule, før hun sendte mig et svagt smil. Hun så om muligt endnu blegere ud end sidste gang jeg så hende, og der var kommet mørke skygger under hendes øjne. Hun så ikke ud som om hun havde haft en god nats søvn i et stykke tid.
"Hvor har du været?" spurgte jeg, med en anstrengelse for at lyde mindre nysgerrig end jeg var. Hendes blik blev lukket og skiftede til at stirre på et punkt over mit hoved.
"Jeg var ude for at nyde solskinnet. Er der noget galt i det? Alle folk dømmer mig altid." sagde hun, og hun lød næsten vred. Hun stirrede tomt på punktet over mit hoved. Der var overhovedet ingen følelse i hendes ansigt. Forandringen var skræmmende, og meget suspekt.
"Øh, nej, "svarede jeg og tøvede en smule, "det var bare en samtalestarter."
Løgnen snurrede på min tunge, og jeg var overbevist om at Kylie kunne se lige igennem den. Det var som om løgnen farvede mine ord en anden farve, så det var tydeligt at se hvad der var sandt, og hvad der ikke var. Men Kylie trak bare på skuldrene. Musklerne i hendes ansigt slappede af igen.
"Okay. Kom med ind. Jeg har noget at fortælle dig." sagde hun. Nysgerrigheden flammede op igen. Det føltes på en måde godt at blive indviet i noget, som jeg højst sandsynligt var den første til at få at vide. En lille stemme indeni mig, hviskede til mig at Kylie lød som om hun læste op fra et manuskript. Mysteriet Kylie voksede, og jeg havde allerede ubevidst sat mig for at løse det.

 

"Den halskæde som du fandt, tilhørte min mor. Jeg ved at du har en næsten magen til." forklarede Kylie, da vi var kommet indenfor på hendes værelse. Hun satte sig på sengen, og klappede ved siden af sig, som tegn på at jeg skulle sætte mig ned. Straks ringede alarmklokkerne i mit hoved. Havde Kylie været inde på mit værelse og rodet mine ting igennem? Det måtte hun da have. Jeg bar ikke halskæden på mig normalt. Jeg nikkede tøvende.


"Hvordan ved du det?" spurgte jeg, og mistænksomheden i min stemme var til at tage og føle på. Kylie udstødte en svag lyd, der næsten lød som latter, men jeg var ikke helt sikker.
"Kun meget få nymfer har disse halskæder. Jeg ved at du har én fordi dine øjne fortæller mig det. Og så fordi jeg er ældre end dig, og kan huske at den blev givet til dig." sagde hun. Jeg kneb øjnene sammen, med mundvigende nedad. Alle mine instinkter var på vagt.
"Du lyver. Ingen kan huske noget om deres fortid, og hvad mener du med mine øjne?" spurgte jeg. Jeg lagde armene over kors og rejste mig op. Den her pige var underlig, og ikke alene underlig, men også en løgner. Hun havde været inde og snage i mine ting. Kylie rakte håndfladerne ud mod mig med et tryglende blik.

"Lyt nu på mig. Dine øjne er nøjagtigt lige som mine. Har du ikke lagt mærke til det? Og jeg har været så heldig at et af mine minder kom tilbage til mig i mine drømme. Lad være med at tro på alt hvad de bilder dig ind, her omkring." sagde hun. Jeg så væk.
"Det lyder langt ude." kommenterede jeg. Hun virkede så oprigtig, men samtidig var der alt for mange ting ved Kylie, der ikke var rigtige. Hun sukkede og strøg en tot hår væk fra øjnene. Handlingen virkede så afvæbnende og sårbar at jeg havde lyst til at lægge armene omkring hende.
"Du er min søster. Halvsøster, for at være præcis. Jeg husker den dag Mor gav dig halskæden, for det var den samme dag, hun gav mig min. Synet af halskæden må have udløst mindet." forklarede hun. Jeg udstødte en brummen, og sænkede armene.
"Okay, så vi har begge en halskæde. Hvad betyder de?  Er der flere der har dem?" spurgte jeg, og selvom jeg ikke ville lyde som om jeg troede på hende, så kunne jeg ikke helt afvise ideen. Det var ikke til at komme udenom at jeg var ved at dø efter at få mere at vide om sagen. Kylie lo, og hendes latter lød en smule usammenhængende, nærmest som et ustemt klaver. Det lød lige så falsk som en tonedøv harpespiller.


"Rolig nu. Jeg skal nok forklare det hele. Ser du, halskæderne er specialfremstillede. De blev bestilt af Lorelai Sektae, som er vores tip tip tip oldemor. Hun bestilte et dusin halskæder, tre gange fire halskæder, der hver forestillede de forskellige nymfer. Jeg har den her," forklarede hun og viste sin egen halskæde. Vandet snoede sig om kvindekroppen, som en kælen kat, "og du har den der forestiller ildnymfen. Vores mor har den med skyerne og vingerne. Jeg ved ikke hvor de andre er, men dem der har dem, er i familie med os."
Jeg stirrede på hendes halskæde, ude af stand til at sætte ordene sammen med deres mening.
"Jeg har ... en halvsøster." sagde jeg, langsomt, så ordene kunne trænge ind i mit hoved. Hun nikkede og sendte mig et strålende smil. Og det jeg bed mest mærke i, gennem min underlige halvtrance, var at hendes smil for første gang var oprigtigt. Det ændrede mit syn på hende, fuldkommen. Hun virkede pludselig menneskelig.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...