Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

60Likes
299Kommentarer
3097Visninger
AA

15. ~ Kapitel 13 ~

 

Da jeg trampede igennem gangene, ligeglad med om nogen hørte mig eller blev generet af min larm, tænkte jeg på det sidste som Amy Rose havde sagt til mig. "Dit element er ikke noget let element. Der vil komme mange problemer, og du bliver nødt til at være ekstra forsigtig med dine følelser, i forhold til dine venner, for dit temperament kan slå ihjel, bogstavelig talt. Du bliver nødt til at blive mere rolig, for det kan let gå galt, med en flammende natur som din. Du skal blot huske, at du ikke kun er destruktiv. Du er ikke kun 'ild'. Du er også 'Lys'. Du er den der forstærker de andre elementer og forener dem så naturens balance kan blive opretholdt. Uden dit element, ville de andre elementer ikke holde længe." Jeg vidste ikke om jeg troede på hende, men jeg vidste at jeg gerne ville tro på hende. Med et hoved der summede af tanker, drejede jeg af og gik i retning mod skoven. Der var ikke mange ting jeg have styr på for tiden, men jeg kunne i det mindste styre hvornår jeg ville sige undskyld til Aiden.

 

"Undskyld f-... Nej! Om igen ... Jeg er virkelig ked af ... Nej ... Heller ikke godt nok ..." mumlede jeg for mig selv. Hele vejen hen til skoven havde jeg øvet mig på min undskyldning til Aiden, og indtil videre havde alt jeg havde fundet på, lydt åndssvagt og til tider ligefrem flabet. Jeg tog en dyb indånding. Hvorfor var det så svært at sige undskyld? Jeg vidste at jeg skulle sige undskyld, og jeg ville gerne sige undskyld, men når det gjaldt om fysisk at få ordet ud af min mund, var det lige så svært som at øse vand op med en si. Inden jeg kunne finde på en passende undskyldningstale, stod jeg allerede foran hækkemuren.

 

Adrenalinen susede i mit blod, og mit hjerte bankede så højt at jeg knapt nok kunne høre mig selv tænke. Men som jeg stod der i et minut, der blev til fem minutter, som så blev til ti minutter, blev jeg langsomt klar over at Aiden ikke hang ud foran hækken hver dag. Han havde også et liv. Hvilket ville sige at der var en stor chance for at han ikke dukkede op, selvom jeg havde forventet at han ville. En drastisk beslutning blev taget. Jeg hev i hækken; ledte efter grenen der fik døren til at gå op.

"Hvis elveren ikke kommer til dig ..." mumlede jeg, delvist for at mande mig selv op og delvist for at distrahere mig selv fra det faktum at jeg var ved at begå en virkelig dum fejltagelse. En af grenene sænkede sig under mine famlende hænder med et dæmpet klik, og døren gik op, ligesom den havde gjort den første aften jeg havde mødt Aiden. Min mund blev pludselig tør. Hvorfor virkede det så forkert at træde igennem døren? Det var bare en usynlig grænse, skabt af nogle snobbede elvere. Der skete ikke andet end at jeg brød en åndssvag regel. Med armene tæt ind til kroppen, tog jeg et par stive skridt ind gennem døren, og så var jeg pludselig på den anden side af hækken. Sikken et antiklimaks.

 

Skoven virkede ikke anderledes på den her side. Græsset var grønt, træerne var skæve og gamle, og fuglene sang i hvert fald ikke med nogen anderledes dialekt. Jeg følte mig en smule flov over at have forestillet mig det anderledes. Med mine følsomme ører, kunne jeg høre de dæmpede lyde af skovens dyr der upåvirkede levede deres liv. Et eller andet sted kunne jeg høre latter, hvilket jeg gik ud fra stammede fra elvernes by, eller hvad end de levede i. Jeg fniste da jeg forestillede mig Aiden bo i et overdimensioneret kaninhul. Uden nogen ide om hvordan jeg skulle finde Aiden, begyndte jeg at følge efter latteren, og snart blev fik den selskab af lystig snak, musik og sang. Lydene blev højere og højere, indtil jeg kunne se et svagt lys strømme ud mellem træerne i vestlig retning.

 

Jeg burde nok have haft lagt en plan. For eksempel, hvad gjorde jeg når jeg fandt elverne? De ville jo nok ikke just tage imod mig med åbne arme. Jeg stoppede op, usikker på hvad jeg nu skulle gøre. Men lydene fortsatte, lokkende og venlige. Jeg var sikker på at dem der kunne frembringe så vidunderlige toner, ikke havde i sinde at gøre mig ondt. Med et svagt smil på læben, begyndte jeg endnu engang at gå, let svajende denne gang. Den smukke sang trængte ind i mit hoved og gav mig lys til at danse; glemme alle mine sorger. Jeg lo og satte op i løb. Snart var jeg omringet af det varme skær fra lyset. Jeg kunne dufte stegt kød, nybagt brød og sveden fra bevægelige kroppe, og jeg kunne lige akkurat skimte en masse dansende skikkelser, da det hele forsvandt, som et fatamorgana. Sært. Jeg havde aldrig hørt om nogen der havde haft en fatamorganaoplevelse i en skov. Det var fuldt forståeligt hvis jeg havde befundet mig i en ørken hvor manglen på vand og den hede sol kunne trænge igennem til selv den mest hårdføre, men i en sølle skov?

 

Nu stod jeg så der, helt alene. Omgivet af en skov der nu virkede mere mystisk og uhyggelig end før. Det gik også op for mig, at jeg så småt var faret vild. Jeg vendte mig om, men alle træerne lignede hinanden og der var intet der kunne give et hint til hvilket vej jeg var kommet fra. Hvad var der også lige sket? Jeg havde set lyset, og hørt lydene, og med et havde jeg glemt alt andet. Forvirringen lagde sig som et slør over mine tanker. Så fik jeg endnu engang øje på lyset i skoven, og lydene vendte tilbage, lidt svagere denne gang. Jeg satte i løb igen.

 

Min iver efter at træde ind i cirklen af lys og dermed blive en del af det muntre elverselskab gjorde mig ignorant overfor åndeløshed og træthed. Jeg fortsatte med at jage lydene i et stykke tid, før jeg bremsede brat op og lagde mig ned. Mit bryst hævede sig op og ned i en hurtig bevægelse, i takt med at jeg hev desperat efter vejret. Det er umuligt, tænkte jeg fjernt, og det havde jeg sådan set ret i. Grenene havde efterladt svigende mærker på mine arme og ben. Med en doven bevægelse rullede jeg mig om på siden ... og fik øje på en storsmilende Aiden, der sad et par meter fra mig, på en træstub. Han grinede lydløst, hans øjne skinnede af morskab.

"Hvad," jeg hev efter vejret, "griner du af?"

"Dig. Du er simpelthen for åndssvag at se på." svarede han og slog ud med armene.

"Ved du ikke at det er umuligt at træde ind i et Elverselskab?" spurgte han. Jeg rystede svagt på hovedet. Jeg magtede simpelthen ikke at diskutere med ham lige nu, men et eller andet sted i mit hoved, gav hans ord mig et svagt ekko af genkendelse. Irriteret, kom jeg langsomt op og sidde. Nu hvor mine lunger var delvist fyldt med luft igen, havde jeg overskud til at skule til ham.

"Har du ikke andet at lave end at besværliggøre mit liv?" spurgte jeg surt. Det var ikke just mit mest stolte øjeblik, han havde fanget mig i, og så var det oven i købet ikke første gang han havde taget mig i at være, ja, et fjols. Han kom hen og satte sig ved siden af mig. Jeg var ikke vant til at han kom så tæt på, for vi havde som regel befundet os mellem en stor hæk når vi talte, så det tog vejret fra mig på samme måde som hvis jeg havde fået en mavepuster. Han duftede som violer og grannåle, men han duftede også af rindende vand og citronblade.

 

"Du fortjener det altså. Du brød reglerne ved at træde ind på vores område. Og så fordi du var led overfor mig." sagde han. Jeg kunne ikke lade være med at grine over hans fortørnede tone.

"Jeg gjorde det faktisk kun fordi jeg ville sige undskyld til dig." svarede jeg, og fandt derved den perfekte måde at sige undskyld på. Han så på mig med let opspærrede øjne, overraskelsen lyste ud af hans isblå blik.

"Hvorfor?" spurgte han forundret. Det slog mig at han virkelig ikke forstod hvorfor jeg gav ham undskyldningen. Var nymfer virkelig så lede mod elvere?

"Fordi at du havde ret," svarede jeg, ikke helt tilpas ved at skulle forklare mig, "jeg burde have takket dig for at have hjulpet mig. Så, øh, tak."

Tre følelser gik igennem Aidens ansigtet på tre sekunder: Overraskelse; Han var overrasket over at jeg, en nymfe, var villig til at indrømme min uret. Bevægelse; han virkede rørt over min gestus, og som det sidste, vrede. Han var vred. Men over hvad?

"Tak for din betænksomhed, men jeg har ikke brug for den." sagde han brysk. Jeg måbede. Her sad jeg og åbnede mig selv overfor ham, og så var han bare en røv??

"Du kunne i det mindste anerkende at jeg sidder her og-.." protesterede jeg vredt, men blev afbrudt af et næsten lidende blik fra Aiden.

"Jeg kan ikke ... Vores racer kan ikke enes, og derfor kan vi heller ikke, Seraphine." sagde han. Jeg bøjede hovedet. Mine øjne brændte af en eller anden grund.

"Kan vi så ikke være sammen om ikke at enes?" spurgte jeg og hadede hvor sårbar min stemme lød. Aiden sukkede og selv hans suk gav mig lyst til at læne mig hen mod ham og kysse ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...