Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

60Likes
299Kommentarer
3097Visninger
AA

14. ~ Kapitel 12 ~

"Vi nymfer er hvad man kan kalde for klasse 3 naturånder. Vores evner opretholder balancen i naturen. Vi er ikke så stærke at vi kan udslette hele verden, men vi er stærke nok til at give den et godt slag mod nyrene, hvis du ved hvad jeg mener. Ikke at vi gør det, for vi er jo dens vogtere. Du er en ildnymfe, en Ignis Nympha, er du ikke?" spurgte hun. Jeg indså at jeg burde have været bedre  til at hemmeligholde mit element og dens natur. Det var nok det røde hår der afslørede mig. Jeg nikkede hurtigt og blev forbavset da jeg fangede et hurtigt glimt af grådig begær i nymfepigens øjne. Hun virkede så svag og så uskyldig at det må have været noget jeg havde bildt mig ind.


"Ved du hvorfor alle kalder mig Birk?" spurgte hun, og hendes stemme virkede nærmest indtrængende. Jeg rystede på hovedet, ikke sikker på hvad jeg skulle føle ved hele situationen og hvad den havde udviklet sig til.
"Det er fordi en birk er hvid i barken, og den lever i forholdsvis kort tid. Alle mener jeg er svag og svag er ikke en god ting i naturen." sagde hun lavt. Så tog hun min hånd.
"Vi skal nok blive gode venner." hviskede hun. Så rejste hun sig op og gik, og jeg blev efterladt med en følelse af at jeg havde fået endnu en bekymrende venskab.

 

Mødet med de to underlige nymfer havde givet mig nok at tænke på. Som jeg lå i min seng, urolig for om jeg endnu engang ville sætte ild til noget i søvne, kunne jeg ikke lade være med at spekulere på om alle nymfer var lige så underlige som de tre eksemplarer jeg indtil videre havde mødt, udover Trissy. Trissy, jeg først ikke havde syntes hørte til, virkede nu mere nede på jorden og lettere at forstå, end før. Det gjorde mig lidt flov at jeg i første omgang ikke havde syntes om hende. Da jeg endelig faldt i søvn, var det irriterende nok med ansigtet af en vis elver i mine tanker.

Jeg burde være stået tidligt op, så jeg havde haft tid til at finde frem til Cirkelhaven før mit møde med min mentor, men som det stod, vågnede jeg blot en time før mit møde, i en tilstand af komplet og altoverskyggende panik. Jeg vidste ikke hvad Cirkelhaven var, og hvor den befandt sig, så jeg styrtede bare ud af en af indgangene, i håb om at støde på en cirkelrund have, med et stort skilt hvor der stod "CIRKELHAVE" på. Alle haverne, der egentlig var én stor have, men som var delt op imellem bygningens mange gange og bygninger, lignede hinanden; lige smukke, men også lige firkantede. Min frustration var til at tage og føle på, da jeg busede igennem en busk, ind til en have jeg ikke havde været i før.

Også den var firkantet, men jeg gik ud fra at det var den omtalte Cirkelhave, for alle blomsterne var arrangeret i cirkler, og i midten af haven var der en smuk cirkelformet terrasse, formet af cirkelformede, glitrende sten. Rundt om terrassen groede der store, hvide svampe, og selvom jeg ikke havde troet at svampe kunne være smukke, så var det lige netop det, som de her svampe forekom mig.


I cirklen sad en ældre kvinde, og selvom hun virkede mindst flere hundrede år gammel, så var hendes skønhed så langt fra falmet. Hendes skarpe brune øjne kiggede mildt i min retning, og det vage smil i hendes mundvig konstaterede at hun havde set mig. Hendes hår var kridthvidt, og omkransede hendes ansigter i blide bølger. Jeg nærmede mig nysgerrigt, og spekulerede på om det her rent faktisk var lige så højtideligt som det føltes. Jeg havde det som om jeg burde have taget noget pænere på, eller i det mindste rette min positur. Jeg standsede, en smule nervøs, udenfor cirklen, bange for at den var hellig eller noget.

"Jeg er altså ikke blevet 'renset for urene ånder' endnu. Jeg har ikke engang været i bad." kommenterede jeg usikkert. Til det, lo den gamle nymfe blot og vinkede mig hen til sig.
"Du spilder dyrebar tid. Kom herhen så vi kan præsentere os ordentligt." svarede hun.


Nymfekvinden hed Amy Rose. Hun var, og jeg citerer "ældre end de fleste men yngre end så mange andre". Hun var Ignis Nympha, en ildnymfe, ligesom jeg, hvilket gav mening, fordi hun skulle lære mig om mit element og det at leve med dets natur.
"Du skal leve dit element frem for at leve med det." sagde hun, på et tidspunkt, da vi havde siddet i cirklen et stykke tid, og mine ben så småt var begyndt at sove.
"Hvad skal det nu betyde?" vrissede jeg gnavent. Mit humør var dalet drastisk lige siden jeg var begyndt at miste følelsen i mine ben. Hun smilede, let bebrejdende, og jeg tog mig selv i skamme mig en smule.
"Dit element er ikke et fremmedlegeme. Det er en del af dig selv, af hvem du er. Accepter at ilden er dig, og du vil acceptere det du kan." forklarede hun. Jeg forstod det stadig ikke, men jeg nikkede og lod som om det hun sagde havde en effekt på mig. Hun nikkede tilfredst og rakte hænderne frem.
"Se her." beordrede hun, hendes stemme mild, men med en skjult myndighed der befalede mig at gøre som hun sagde. Så jeg kiggede. I hendes hænder voksede der langsomt en flamme frem. Den snoede sig og hvirvlede rundt indtil den dannede en rose af flammer. Jeg følte mig fristet til at række ud og berøre dens forbavsende detaljerede kronblade.

 

Den flammende rose dansede videre på hendes håndflader, mellem hendes hænder, et stykke tid endnu, før hun lod flammen dø ud. Jeg blinkede med øjnene, så sorte sole dansede for mit blik.
"Kan jeg også gøre det?" spurgte jeg, for første gang fuldt interesseret. Hun nikkede. Jeg rakte ivrigt hænderne ud og greb fat efter flammen i mit bryst. Der skete intet. Med rynket pande prøvede jeg igen og igen, men alt det blev til, var et par ynkelige gnister.
"Uaargh!" udbrød jeg surt og gjorde en hidsig bevægelse med armene. I det øjeblik valgte min indre ild at føje mig, så en flamme blev slynget ud af min håndflade i samme øjeblik som jeg slyngede med selve armen. Flammen hvirvlede gennem luften og ramte en af svampene, så den faldt sammen med en punkteret lyd. Amy Rose tsk'ede, som om hun havde set det komme. Der kom røg fra hendes hår, og en lille gnist gnavede lystigt i en tot. Hun lod den dø ud med et lille knald.
"Kontroller dit temperament, pigebarn! Et barn af ilden må styre de flammer der æder hendes sind. Din natur må ikke overtage din fornuft." irettesatte hun mig. Jeg skulede til hende og satte mig ned igen, efter at have rejst mig op i mit raserianfald. Jeg vidste hun havde ret, men stædig som jeg var, havde jeg ikke tænkt mig at indrømme det.
"Du sagde jeg var i stand til at gøre det ... " mumlede jeg indædt, men den gamle kvinde rystede på hovedet, med et muntert glimt i øjet, der gav mig lyst til at kaste noget i hovedet på hende.
"Jeg påstod at du kan gøre det, men ikke at du ville være i stand til det lige nu." klukkede hun svagt. Jeg mærkede hvordan mine mundvige trak sig længere og længere ned.
"Ikke sjovt. Jeg kunne have futtet hele stedet af!" sagde jeg. Den gamle kvinde smilede blot.
"Hvis det havde været sandt, så ville stedet være 'futtet af' som du putter det, for længe siden. Det har oplevet værre ting end dig, min sødeste."
Og kraftedeme om hun ikke satte mig til at meditere resten af dagen.

 

Tusmørket havde allerede sneget os ind på os, som et legesygt dyr, da jeg endelig fik lov til at åbne øjnene og rejse mig op. Mit krop beklagede sig knagende, da jeg strakte mine sovende lemmer ud og rejste mig op.
"Hvordan kan det gøre så ondt, når det eneste jeg har gjort er at sidde stille hele dagen?" klynkede jeg. Den gamle kvinde lo, og nærmest gled op i stående stille, som om hendes gamle knogler slet ikke var nogen forhindring for hende. Det burde have været hende der havde haft det hårdt i dag, ikke mig. Hendes gamle krop burde slet ikke have kunnet hamle op med min. Men på trods af alder og fysikkens regler, så hun ud til at have det strålende, hvilket irriterede mig grumt.
"Du er ikke vant til at sidde stille og bare lytte. Din krop, såvel som dit sind, er mere fokuseret på sig selv, end på hvad der omgiver dig." pointerede hun. Selvom jeg brændende ønskede at komme med et godt comeback, så var der intet der faldt mig ind, for hun havde i sidste ende ret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...