Ignis Nympha

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2015
  • Status: Igang
Lad mig starte med at sige at du ikke skal være bange ... Pigen Seraphine vågner op med hukommelsestab. Hun aner intet om hvem hun er, eller hvor hun er. På vejen til opdagelsen af, ikke hvem hun er, men hvem hun bliver til, møder hun blandt andet den jævnaldrende pige, Trissy, og det lille væsen, Ah-Rea, der sammen vil åbne hendes øjne for den fantastiske nye verden, der tilhører naturånderne, og de knapt så fantastiske sider af den, hvor hun opdager at ikke alting er et rent eventyr.

61Likes
299Kommentarer
3104Visninger
AA

13. ~ Kapitel 11 ~

 

Da jeg kom tilbage til mit værelse, som tilsyneladende var blevet mit foretrukne opholdssted, var der en seddel på min dør. Skriften var den samme som fra mit velkommen-brev, og beskeden var lige så formel, om end kortere denne gang.

'Der er arrangeret et møde mellem dig og din mentor, i overmorgen, klokken 12. Du vil kunne finde hende i Cirkelhaven. Vær præcis, og udhvilet.'

Jeg rev brevet ned fra døren og foldede det omhyggeligt sammen. Det var sjovt, at samme dag som jeg fandt ud af, man fik en mentor, så fik jeg tildelt en. Det var næsten som om mine ukendte penne-venner, havde holdt øje med mig og ventet på dette øjeblik. I mit hoved begyndte jeg allerede at fantasere om mit første møde med min ukendte mentor. Måske var det en køn, lidt ældre nymfepige, der havde de samme evner som jeg og som forstod de kvaler jeg led under, min forvirring og frygt. Når vi mødtes ville hun måske smile venligt til mig, og så ville jeg endelig føle mig mindre alene og måske kunne jeg endda ende med at acceptere mine destruktive evner. Vi ville få en masse gode oplevelser sammen, og hun ville lære mig hvordan jeg kunne kontrollere mine evner, og måske endda hvordan man brugte dem til seje formål. Jeg smilede spændt ved tanken. Men hvor befandt Cirkelhaven sig egentlig?  


Når man har noget at se frem til, bliver dagen inden, altid ulidelig. På denne dagen inden, havde jeg valgt at sætte mig udenfor i det gode vejr, i håb om at finde et par timers indre ro, på en ellers langsommelig og uudholdelig dag. Solens skarpe stråler fik mig til at svede i min ellers tynde kjole, men det var det værd, da en let brise fejede hen over min svedige ryg og lår. Jeg satte mig ned i det lange græs, der kildede på benene, og indsnusede duften af blomster og sollys. Men som altid, når man sidder i rolige omgivelser, begyndte min hjerne at snurre, og mine tanker vendte atter tilbage på hele det rodede hurlumhej der var mit liv. I mit hoved begyndte jeg at lave en liste for hvad jeg vidste indtil videre. Jeg vidste at jeg var en nymfe, og at mine evner var indenfor ild. Jeg vidste at jeg var blevet sendt hertil, for at fuldføre forvandlingen. Jeg vidste at der var andre nymfer, og der fandtes elvere og at nymfer havde Fevejledere. Jeg vidste at jeg hed Seraphine. Jeg vidste at jeg havde en halskæde der symboliserede mit element, og at Kylie, en anden nymfe, om end en skør en, havde en næsten magen til. Hvad jeg ikke vidste, derimod, var ikke noget jeg kunne tælle, om så jeg havde ti hænder og ti fødder. Jeg sukkede og lænede mig tilbage, mod en skyggefuld plet. Hvor skulle jeg få svar fra? Lige for tiden virkede det som om min såkaldte Vejleder var forsvundet fra jordens overflade, og jeg vidste ikke hvordan jeg skulle få fat på hende.
"Ah-Rea, Ah-Rea, kom frit frem frem hvor du end er ..." mumlede jeg opgivende for mig selv, men i samme øjeblik som jeg gjorde det, mærkede jeg en summen i mit hoved. Lidt efter dukkede Ah-Reas velkendte kuglelys op.
Du kaldte, sagde hun og gabte. Hvordan en fe gabte, var virkelig ikke noget man kunne beskrive, men jeg vidste alligevel at det var det hun gjorde.
Hvor har du været henne? tænkte jeg frustreret imod hende. Hun svirrede hen og satte sig på min skulder med en ... munter ringlen?
Jeg har sovet, og så har jeg ventet på at du skulle få brug for mig, svarede hun. Jeg skulede til hende, selvom det var lidt svært når jeg samtidig også skulle knibe øjnene sammen imod hende skarpe lys.
Hvem siger jeg ikke har haft brug for dig? Faktisk har jeg haft meget brug for dig! Jeg satte ild til min dyne for søren da! rablede jeg inde i mit hoved. Den lille fe rystede overrasket med vingerne.
Jamen, hvorfor kaldte du så bare ikke? spurgte hun undrende, og det var dråben der fik bægeret til at flyde over. Jeg rejste mig op, så den lille fe trillede ned af min skulder og landede på et dødt blad.
HVORDAN I AL VERDEN SKULLE JEG KUNNE VIDE AT MAN KAN KALDE PÅ DIG SOM EN ELLER ANDEN HUND? tænkte jeg vredt, så højt at jeg endda fik en smule hovedpine. Den lille fe lagde armene beskyttende omkring sig, i frygt for min vrede. Synet fyldte mig med sådan en fortrydelse, at jeg satte mig ned igen med et bump.
"Undsk-.." begyndte jeg og glemte helt at tænke. Den lille fe rystede, og jeg rakte ud efter hende.
Undskyld. Det har bare ikke været så nemt for mig. sagde jeg angrende. Den lille fe rettede sig op og børstede usynligt støv af armene.
Det er min fejl. Jeg burde have fortalt dig det. Jeg har ikke været vejleder før. Det er også nyt for mig, svarede hun. Hun rejste sig op og flagrede prøvende hen imod mig. Jeg rakte hånden ud så hun kunne sætte sig. Hendes nærhed beroligede mig allerede.
Jeg har nogle spørgsmål, begyndte jeg, men blev afbrudt af en ukendt stemme, ikke i mit hoved, men ved siden af mig.
"Undskyld, men du har sat dig på vores plads."


Jeg stirrede op, delvist blændet af solen, på de lyse ansigter af to, irriterede nymfer, med munden på vid gab af bar overraskelse.
"Øh, hvad?" spurgte jeg, og overgik endnu engang mig selv i intelligente udtalelser. Pigerne rykkede sig lidt, så de skærmede for solen, og afslørede derved deres ansigtstræk. Den ene pige havde grønne øjne og fregner, og den anden var bleg. Jeg beskriver den anden som værende bleg, fordi alt ved hende var blegt. Hendes øjne var en form for bleggrå, hendes hud var porcelænshvid og hendes hår var hvidligt. Hun mindede mig lidt om den klassiske form for beskrivelse af et spøgelse. Den grønøjede nymfe åbnede munden igen.
"Vores plads. Flyt dig." sagde hun, og lød ikke særlig venlig. Selvom jeg mest af alt havde lyst til at bede hende skride af helvede til, så gjorde jeg det ikke. Delvist fordi jeg ikke vidste om nymfer overhovedet kom i helvede og delvist fordi jeg ikke havde lyst til at gøre mig uvenner med dem. Derfor flyttede jeg mig lydigt, og mærkede straks varmen omslutte mig som flammer i en pizzaovn. Straks virkede den grønøjede nymfe mere venlig. Hun smilede veloplagt til mig, da hun satte sig ned der hvor jeg for et øjeblik siden havde siddet, sammen med sin blege veninde.
"Jeg hedder Elouis, og det her er Birk. Ja altså hun hedder rigtig Eva, men alle kalder hende Birk." præsenterede Elous sig. Jeg spekulerede på om Eva ikke kunne tale selv, men nøjedes bare med at nikke høfligt.
"Sera. Hvad mener du med 'alle'?" spurgte jeg nysgerrigt. Elouis svingede afslappet med håret.
"Ja altså, vi er jo ikke de eneste nymfer her. Jeg har personligt mødt over hundrede nymfer. Jeg tror jeg har rekorden." sagde hun, ikke så lidt stolt, "hvor mange har du mødt?" fortsatte hun spørgende. Jeg følte ikke nogen stor trang til at fortælle hende at man kunne tælle mine nymfemøder på en hånd, så jeg trak bare på skuldrende og svarede svævende at jeg ikke rigtig talte. Elouis sendte mig et tvivlende blik, før hun indbød mig til at sætte mig ved siden af dem.


"Er du ny?" spurgte hun, og sendte et langt blik til mine røde lokker. Nu hvor jeg sad med ryggen til solen, kunne jeg se at hendes hår var blåsort, men når solens lys ramte det, så virkede det mere blåt end sort. Hun var smuk, og jeg kunne ikke lade være med at føle mig en smule misundelig. Jeg syntes ikke jeg var grim, men sammenlignet med Elouis var mit udseende både grovt og alt for menneskeligt.  Med ét trak Elouis' ansigt sig sammen. Jeg fulgte hendes blik, og så hen på Ah-Rea, der indtil nu havde været tavs. Ah-Rea virkede nervøs og ikke særlig glad for det pludselige selskab.
"Jeg kan ikke fatte at du finder dig i at have hende i hælene hele dagen." sagde Elouis fnysende. Jeg trak på skuldrene. Jeg kunne godt lide Ah-Reas selskab, og jeg forstod ikke hvad der var galt i det.


"Min fe er bare så irriterende," stønnede hun, og jeg bed mærke i hvordan hun omtalte sin Vejleder som "sin fe", som om det var et kæledyr hun talte om, "hun opfører sig som en totalt guvernante!" fortsatte hun ufortrødent og rullede med øjnene. Jeg valgte ikke at svare, bange for hvad der ville komme ud af min mund hvis jeg prøvede. I stedet valget jeg at omdirigere min ulmende vrede, til de spørgsmål der forvirrede mig.
"Har I egentlig nogen hukommelse om dengang, I ved, præ-nymfetid?" spurgte jeg Elouis smilede til mig, i et pludseligt humørskift.
"Ikke rigtigt. Jeg mener jeg husker glimt af min fortid, men jeg ved kun det som min mor har fortalt mig." svarede hun.
"Har alle fået kontakt til deres mødre efter de kom her?" spurgte jeg, og prøvede at skjule klumpen i min hals.
"Ja da!" kvidrede Elouis muntert.
"Nej," kom det pludselig fra siden. Det var Birk der endelig talte, selvom hendes udtryksløse ansigt ikke viste nogen form for respons, "ikke alle mødre har lyst til at genskabe kontakten med deres afkom. Elouis og jeg er nogle af de heldige der har, men der findes nymfer der aldrig får kontakt til deres mødre og derved  deres fortid. Det må være hårdt for dem." sagde hun stille, og det virkede som om det havde taget en masse energi fra hende at tale så meget, for hun sank en smule sammen i kroppen efter at hendes stemme var døet ud. Selv Elous virkede chokeret over den lange tale fra hendes veninde. Det var ikke gået op for mig at Birk var begyndt at stirre meget intenst på mig, men da jeg først blev opmærksom på det, begyndte det at gå mig lidt på, så jeg fortsatte mine spørgsmål.
"Hvorfor har vores mødre sendt os væk?"
Elouis så allerede ud til at kede sig, men hun valgte dog at beære mig med endnu et svar.
"Det har de sådan set heller ikke. De har sendt os tilbage. Når en nymfe føler sig klar, kan hun drage ud i verden, finde en menneskelig elsker og så få et barn med ham. Det er for at videreføre vores gener så racen kan overleve. Som regel forlader nymferne mændene igen, fordi mennesker ikke kan forstå hvad vi er og hvad vi står for, men de kommer aldrig tilbage hertil." sagde hun, og gabte dovent. Så rejste hun sig op.
"Nu gider jeg ikke den her kedelige spørgetime mere. Kom, Birk!" sagde hun og forsvandt ind i bygningen igen.
"Kommer lige om lidt!" svarede Birk imens hun stirrede intenst på mig. Jeg rørte uroligt på mig. Hvad var det hun ville mig? Så begyndte hun at tale.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...